No. 433 af 604
Dokumentstatus
Brev
Afsender Dato Modtager
Johanne Luise Heiberg 27.11.1855 Regina Louise Conradsen
Original
Dokumentindhold

Johanne Luise Heiberg takker for hilsenen og gaven i forbindelse med Regina Conradsens fødselsdag. Hun har desværre været forhindret i personligt at bringe hende sin tak pga. forkølelse.


Tirsdag d: 27 November 1855

Fru Conradsen!

Siden den 22 November, da jeg med Glæde og Overraskelse, og lad mig tilføie, med Undseelse, modtog Deres kjærlige og for mig kjære Brev, har jeg ligget paa Vei til Dem og Hr Conradsen for at udtale mundtlig min Tak for Dem begge, over den skjønne Gave De med saa megen Godhed har skjænket mig. Men en haardnakket Forkjølelse har hidindtil hindret mig i at forlade mit Hjem. Det er mig nu en Trang ikke at opsætte min Tak længer og jeg benytter derfor, indtil videre, den skriftlige Vei. De skriver i Deres rare Brev, som jeg skal gjemme til Erindring om Deres Godhed, at De har følt Dem fattige i at berede mig en Glæde! Lad mig til Gjengjæld forsikkre Dem Begge, at jeg ogsaa i dette Øieblik føler mig fattig i at yde Dem min Tak saaledes som jeg kunde ønske. Jeg kom hiin Dag til Hr Conradsen fordi jeg var i hans Gjæld, idet han alt havde givet mig en Gave af hans eget Arbeide, en Gave jeg sætter stor Priis paa; jeg kom derfor for at takke, ikke for atter at modtage en saa stor og udmærket Gave. At jeg har to mig saa ubekjendte Venner i Dem og Deres Mand, beder jeg //
Dem være overbevist om at jeg sætter Priis paa. Gid det nogensinde maa staae i min Magt at vise Dem dette i Gjerningen. Saasnart jeg atter gaaer ud, tillader jeg mig at besøge Dem i Deres venlige og hyggelige Hjem, hvori man har en Følelse, at om De end bortskjænkede alle de skjønne Gude-Billeder, havde De dog de vigtigste tilbage, Hus-Guderne med deres Velsignelse og Fred. Det udmærkede Arbeide fra Hr Conradsens Haand skal jeg stedse holde høit i Ære, baade for dets egen Fortrinlighed som for den Maade paa hvilken det er blevet min Eiendom.

Deres
Taknemlige og hengivne
Johanne Luise Heiberg

Personer
Harald Conradsen
Sidst opdateret 16.04.2014 Print