Bakkehussamlingen

Til min Ven
Poul Dons
Paa hans Fødselsdage
19^de Novbr 1808 og 1809

Jeg, siger Manden saa stolt udi Hu
Høit imod Skyen sig hæver.
Men kun ved Synken[?] til Kærligheds Du
Hjertet af Salighed bæver.

Hellige, kærlige Lyd! som forkynder
Mystiske Enhed i dobbelt Natur,
Fuldelig Sjelen, som Himmelen ynder
Trøster end[?] dig i det fængslende Bur.

Fo[?] fra Læben saa ofte du fløi
Thi kun en Lyd jeg i Lyden beskued;
Men da jeg steg imod Mandommens Høi,
Ukendte Øsnker i Hjertet oplued,
Trindt mig jeg lytted, thi jeg vilde høre
Lyden, som nu var mig mere end Lyd,
Som, naar den toner i Væsenets Øre,
Lyden indrømmer den saligste Fryd. //

Aldrig jeg hørte den, Himmelen nægted
Kærligheds søde, fuldtunge Du
Jeg vækked, at stande ei længer jeg mægted,
Naadig mig Himlen lod stivne i Gru
Øiet sig vendte til henfarne Dage
Fængslet af Klipper den stode som jeg,
Skuende, taus[?] jeg henvandred saa fage,
Stjernerne glimted paa […?] Vei!

Naaden sin herlige Verden oplukked
Glad mellem Guden[?] og Kæmpen jeg skred
Atter opvarmede Hjerte dog sukked
Hun som han elsket, allene […?] veed:
D[?] vi[?] Kærligheds Smerte,
L[?] […?] læges kun saarede Hjerte.

Trindt mig jeg stirred, da saae jeg en Læbe
Aabne sig mildt med det venlige du
Vel det forgæves at ligne maa stræbe
Kærligheds søde, fuldtonige Du
Men dog saa venlig det f[?] mit Øre,
Mildere rinder min Taare paa Kind,
Længe mig Himmelen […?]de at høre
Lyden, som trøster bedrøvede Sind!

Grundtvig