Bakkehussamlingen

Sølvbryllupssang

Om ny Hoteller og Hippodrom
Der tales vidt og bredt i Staden,
Og Speculanterne løbe om,
Som de var rasende, paa Gaden:
De røde Roser og Himlens Blaa,
Det unge Foraar agter Ingen paa,
Kun Sølvets Klang
Ei Lærkens Sang,
Kan finde Vei til Sjel og Øre.

Selv her har Sølvet os sammenkaldt,
Men Sølv, som Hovedet respecterer,
Som staaer om tusind ”Passager” faldt
Med samt ”de lystige Passagerer”:
De røde Roser og de Øine blaa
Har trofast samlet mangt et Aar derpaa,
Tyst Dag og Nat
Voxed’ hin Skat,
Som spreder her sin Glands i Aften.

Og Guden Amor som Speculant
Blandt os ved Festen er tilstede;
Han er i Huset saa hiemmevant,
Gevinsten tæller han med Glæde:
Han tæller Fem og Tyve svundne Aar,
Sødt dufte Roserne i Gudens Haar,
Tyve og Fem!
Trofast i dem!
Og Hjertets Ild endnu den samme!

Han fletter hurtig en Sølverkrands,
Og nærmer sig de To ved Bordet,
Betragter Begge med Øjets Glands,
Og fordrer gravitetisk Ordet:
”De røde Roser og de Øjne blaa
Kan man i Danmark, seer jeg, stole paa, -
Tag her med Fryd
Sølvkrandsens Pryd,
I Tidens Fylde vinker Guldet”!

Hvad bedre, Venner! nu gjøres kan,
End fylde Bægret indtil Randen,
Og tømme Skaalen for Christian,
For Vennen, Broderen og Manden!
De røde Roser og de Øine blaa, -
Kom lad os atter Viin i Bægret faae:
Sara! dit Vel!
Trofaste Sjel!
Op Venner, Hurra! for dem Begge

LB [???]