No. 437 af 604
Dokumentstatus
Brev
Afsender Dato Modtager
H.C. Andersen [+]

Afsendersted

London

4.7.1857 Helene Balling [+]

Modtagersted

København

Original
Dokumentindhold

H.C. Andersen skriver til Helene Balling, at hun formodentlig har læst om en togulykke i Nord-Kent. Han og Dickens tog netop ind til London morgenen efter. Det var deres lykke. I London har han set Shakespeares Stormen. Han har så mange indbydelser, at han kunne blive i England til efteråret og vinteren med, men han rejser til Maxen og i august til Danmark. London er meget dyr og stor. På lørdag skal han til privat velgørenhedsforestilling, hvor dronning Victoria kommer. 7. juli. Han er på besøg hos sin forlægger Richard Bentley og har set operaen La Traviata med sangerinden Marietta Piccolomini. Andersens roman To be or not to be er næsten allerede udsolgt.


Davistock–House, Davistok Square London
4 Juli 1857.

Kjære Fru Balling!

Mit sidste lille Brev har De vel modtaget; i Dag igjen et Par Ord. Af Aviserne har De læst om den skrækkelige Ulykke paa Jernbanen i Nord-Kent, men De veed nok ikke, at det netop er den Bane jeg altid ude fra Dickens herind til London har at passere, vi tog ind netop Morgenen efter at Ulykken var skeet om Natten; det var vor Lykke! ti Mennesker bleve øieblikkelig dræbte, 40 haardt qvæstede; Een er senere død. De knuste Vogne skulle have svømmet med Blod; det bliver en dyr Sag for det Jernebane Selskab, de kommer til at betale de Efterlevende af dem, som er nærmest de Dræbte 40000 [dansk pundtegn] det er 360000 Rdlr. Jeg har været at see ”Stormen” af Schackspear der er sat i Scene af Kean, en Søn af ham Skuespillet ”Kean” handler om; noget mere pragtfuldt kan ikke tænkes. I første Scene var en stormende Sø lige ud til Lamperne og et Skib af næsten hele Theatrets Størrelse kastedes til alle Sider indtil det sank, hvilket skeer ved at det hele Fartøi er pustet op og nu udelades Luften saa at det falder sammen og forsvinder i de store Bølger; der var et Vinterlandskab der blev til sommer, Træerne sprang ud, Flodnymphen dandsede paa det nedadstrømmende Vandfald; og i denne Act er det Hele givet, men man kommer rigtignok ganske fra Stykket selv over al Sceneriet. Jeg har saa mange Indbydelser, kunne blive herovre Efteraaret og Vinteren med, men jeg tager ikke mod disse, men efter Aftale reiser først til Maxen ved Dresden og derpaa sidst i August til Danmark. Hamborg faaer jeg slet ikke Tid til at besøge, heller ikke Huld, og Manchester. Fra Hjemmet har jeg al den lange Tid kun faaet to Breve og ikke hørt et Ord om hvad der siges om min ny Bog. Skrækkeligt dyrt er her, og uagtet jeg jo boer hos Dickens, kan jeg aldrig naar jeg en Dag er i London komme ud af det under 10 Rdlr, alene Vognleien er mangen Dag 7 a 9 Rdlr; De gjør Dem ikke Idee om den Udstrækning Byen har og gjør jeg en Deel Vesitter og kjører om Aftenen til og fra Theatrene det er saa godt som en heel Dag at have Vogn . Paa Løverdag skal jeg see en privat Forestilling hvor Dickens, hans to Døttre og flere Herrer og Damer spille med, Dronningen kommer at see denne Forestilling der gives til Indtægt i ædelt Øiemed. -

St Johns Wood 7 Juli 1857.

I disse Dage er jeg i Besøg hos Bentley der har en smuk Villa udenfor London; god Musik hver Dag og om Aftenen i Operaen, hvor den udmærkede Sangerinde Piccolomini synger, jeg saae hende nylig i La Traviata, hun minder om Jenny Lind; men det bedste Komedie spil jeg har seet i Engeland, er Dickens Spil ved Forestillingen i Løverdags, han minder om Wiehe = //
Det var complet en Tragedie han traadte op i, og efter den havde han Phisters Rolle i: en Nattegjæst. – Min Bog To be or not to be, er i Engeland, siger Boghandleren, næsten allerede solgt, desværre er den ikke godt oversat, den er saa svær at gjengive. Hils nu hjerteligst Deres Moder og Søster ligesaa ude hos Härings; glæd mig med et Brev Dresden, poste restante; jeg har Meget at fortælle Dem naar vi sees; jeg gad seet Deres Moders Forbauselse over det Liv, den Tummel, den Menneskevrimmel i London, hun vilde svimle derved. Men nu lev vel! Gud bevare Dem Alle frisk og vel.

Deres hengivne
H.C. Andersen

Til
Fru Helene Balling født Næboe
Compagnistræde No 61.
anden Sal.
Kjøbenhavn.

Personer
H.C. Andersen · Helene Balling
Sidst opdateret 26.06.2014 Print