Bakkehussamlingen

Gamtofte d. 24^de Aug 1873.

Kjære Etatsraad Andersen!

Mit sidste Brev krydsede Deres, for hvilket jeg takker Dem meget. Desværre fik jeg ikke Indtryk af, at De selv syntes, Deres Tilstand var bedre; men maaskee er det ogsaa for kort, at De har været i Ro, til at De endnu skal kunne mærke det. Vi taler ofte om Dem herhjemme, Alverdens Mennesker spørge til Dem, og kan det hjælpe at vide, at riig Deeltagelse bliver En til Deel, saa har De fuldeligt denne Hjælp. Fra mine Forældre, Sødskende og gamle Tante Lotte skal jeg bringe Dem inderlige Ønsker om snarlig Bedring.
Min Fader var i forrige Uge to Dage inde at besøge min Broder Frederik og fandt ham over-//maade svag; men dog talede de en Deel sammen, Fader tog ham til Alters, og i det Hele var der Udbytte af dette Besøg, som Frederik selv havde ønsket. Han er nu saa hjælpeløs, at han end ikke kan vende sig selv i sin Seng, han kan heller ikke spise selv og naturligviis som Følge af denne Tilstand meget mørk i sit Sind. Doctor Lange, som stadigt seer til ham og som jo særligt er dygtig med Hensyn til nerveuse […?] Sygdomme, forøger stadigt Styrken af Electriscermaskinen, hvormed han bearbeider ham, men endnu har dette ikke haft sporlige Følger.
Min gamle Tante Lotte er stadigt opfyldt af Tak for det lille Brev, De sendte hende. Jeg har viist hende de Stereoskopbilleder, De gav mig, og har sagt fortalt hende, at De paa disse Steder har sagt: ”Gud //veed, hvad Tante Lotte havde sagt, naar hun havde kjørt med her?” Hun svarer da: ”Du kjære Barn, det er Noget Du bilder mig ind; paa saa deilige Steder ovenover saa mægtige Afgrunde tænker Etatsraad Andersen ikke paa mig Ubekjendte; bild mig ikke saadant Noget ind.” – Mit Hjem er for Tiden fuldt af Gjæster, og de morsomste af disse er for mig min Søsters smaae Børn; en lille nydelig Pige yder mig dagligt Stof til Tidsfordriv og er i den allermorsomste Alder. – I vor Kjøbstad Assens var jeg forleden Aften til Bal, som blev afholdt i Anledning af alle Søcadetternes Nærværelse der i Byen. Det havde været pænt, hvis ikke Gulvet, vi dandsede paa, var gaaet i Stykker, saa der fremkom de lumskeste Faldgruber for de lidenskabelige unge Dandsere, som ikke i // fire Maaneder havde seet Qvindfolk, langt mindre lagt Arm om deres Liv, og som derfor fuldkomment vare i en anden Verden og om Natten gik ombord med blødende Hjerter og glødende Kinder. Byens Consul med Guldkjæde paa en blank, hvid Mave og nogle besynderlige Sidespring i Tyrolervals, dirigerede det Hele med en forbausende Flothed, men fik midt i en Dands svag Mave og stak som en Raket ud af Salen, hvorved han blev en stor Gaade for alle de Uindviede, som ikke havde faaet at vide, at hans Kone egentlig havde raadet ham fra at tage med ”desformedelst Maven.”
Fra William bloch har jeg ikke hørt, siden jeg sidst skrev; De har maaskee faaet Brev. Om 10-12 Dage er jeg vist i Kjøbenhavn og maa da have Lov til at besøge Dem. Gid De da maa være bedre!

Deres hengivne
Nicolai Bøgh