Bakkehussamlingen

Kjøbenhavn d. 4^de Julii 1874.

Kjære Conferensraad Andersen!

Nu er jeg kommet hjem fra en meget bevæget Fyensrejse, hvor jeg fik en Søster gift og en anden forlovet med en theologisk Candidat Obelitz, en Søn af Commandeur Obelitz i Søetaten. Jeg har de venligste Hilsener at bringe Dem fra De min Familie; min Søster, der nylig er bleven Enke, er i Lørdags meget bedrøvet kommet tilbage her til Landet, hvor hun vil tage fremtidigt Ophold.
Rundt omkring fra hører jeg til min store Glæde, at De har det saa godt paa Landet. Det bliver ikke længer muligt for Dem at negte, at De er i en forbausende Bedring, og nu venter jeg dejlige Eventyr fra Dem, De har selv ved Deres to Digte givet Verden Lov til at haabe. //
Jeg har staaende foran mig Deres ene Billede, det, hvor det De sidder i Vinduet og seer ud over Havnen. Weller har været saa venlig at give mig det, og jeg finder det meget malerisk og hyggeligt, Deres Udtryk er saa smukt og det Hele gjør et saa venligt Indtryk.
Jeg kan hilse Dem fra Deres Lejlighed og fra Frøkenerne Ballin, jeg var der igaar for at hente Albummet til Fru Bille, som da fik det redeligt og paalideligt i sine egne Hænder.
Man er henrykt over Slutningsfesten paa det kongelige Theater; der var en saa fortrolig og gemytlig Stemning derhenne, kun savnede man i Slutningsoptoget Personer som Rosnekilde, Fru Sødring, Hultmann, Wilhelm Wiehe, o.s.v. De siges at have været ”for fornemme” til at ville ”gaae i Optog”. //
Wiehe var nu forhindret, derved at han flere Dage forud var rejst til Sandefjord. Det skal have været morsomt, da Lysekronen sidste Gang blev hisset op, fulgt af Latter og Haandklap, Nogle[først skrevet: nogle] ville sige Haanklap, og denne svære Personlighed med en rolig, kluntet Værdighed steg ganske langsomt og kunde ikke før langt om længe faae sig gjemt for de profane Blikke. I den kongelige Loge skal Munterheden ved den Lejlighed have været overordentlig, de Kongelige saae ned paa alle disse Ansigter, der leende vendte sig op mod Loftet, medens alle Hænder klappede.
De kjendte vist Bibliothekaren Gundorph og har vel seet, at han er død. Efter lang Tids Adskillelse fra ham havde hans 2 Brødre været herovre for at besøge ham, og de havde haft det meget glædeligt // sammen. Om Aftenen fulgte ham dem paa Jernbanen og var munter og livlig som sædvanlig. Midt om Natten hører hans Hustru en underlig Lyd ligesom en Snorken, og dermed var han død.
Blocherne har jeg ikke seet, siden jeg kom hjem, de ligge paa Landet i Ermelundskrattet, og jeg savner dem i Kjøbenhavn. Maaske mødes vi idag til Middag hos de elskværdige Melchiors paa “Rolighed”. Der veed jeg, vi faae Lejlighed til at drikke Deres Skaal, og jeg skal gjøre det med alle mulige gode Ønsker for Dem. Jeg veed ikke, om jeg tør bede bede Dem bringe Grevinde Holstein min ærbødige Tak, fordi hun vilde have seet mig paa Holsteinborg; jeg kjender hende ikke personligt, men er hende taknemmelig for hendes Velvillie imod mig. Gid De maa frydes i Sommerlyst, rask og glad.

Deres hengivne Nicolaj Bøgh.