Bakkehussamlingen

Den 16^de Juni 1874.

Kjære Conferensraad Andersen!

Af 3 Grunde blev jeg meget glad for Deres Brev, 1) fordi det var saa venligt, 2) fordi jeg saae, hvor rask og opmuntret De er, 3) fordi det var saa morsomt og digterisk. Naar jeg tænker paa, at De er kommet Dem saa godt, saa kan jeg ikke lade være at tænke paa mene, at det vist maa have gavnet Dem meget, at saa mange gode Mennesker af saa fulde Hjerter have ønsket Deres Bedring.
Sidst da jeg skrev til Dem, var jeg samme Dag hos Melchiors til Middag, og vi drak Deres Skaal som Den, der er Poesiens og det Skjønnes evigunge Talsmand. Det Morsomme var, at der egentlig ikke var Nogen, der bestemt udbragte den; men Poesiens Lykke // var paa Bane, og saa lød det fra alle Kanter: Lad os nu drikke Andersens Skaal! Nu melder Andersens Billede sig! o.s.v. Paa den Maade er det egentlig, Skaaler skulle drikkes, saa er man da vis paa, at hele Selskabet er med.
Kjøbenhavn har i denne Tid travlt med, at Eckardt skulde være bleven skilt fra sin Kone, ”og det er saa skammeligt, at hun har taget den halve Formue, for hun tjener Meget ved Theatret, men det gjør han ikke”, o.s.v. Jeg veed det kun som et Rygte, og da alle Rygter jo ere som Humlebier, der brummer omkring og gjør Spektakel og ikke veed, hvor de vil være, men blot vil opskræmme Folk og stikke, hvor de kan komme til, saa reflecterer jeg ikke synderligt // paa den.
Theatret er under Nedbrydning, man seer allerede ind i Logerækkerne oppe i Etagerne, og hver Dag bliver Ødelæggelsens Vederstyggelse værre. Af Det, De skrev om den gode gamle Lysekrone derinde, dukkede strax den Tanke op i mig: ”Den bliver til et Eventyr, og den fortjener at blive det, og den kan kun blive det, hvis H.C. Andersen vil tage sig af den; men jeg kan see, den er ved at bygge Eventyrets Rede inde i hans Væsen.”
De har Ret i, at Deres Digt til Hartmann har gjort megen Lykke; det er ogsaa meget smukt og højst ejendommeligt for Dem, og Folk have atter og atter lovpriist det. Deres Digt ”Oldingen” var Fru Bille ganske begeistret over; De burde // rigtignok lade det trykke; man skal aldrig opsætte at glæde sine Medmennesker.
Min Broder er i paafaldende Bedring, han kan gaae ikke saa lidt, har sundere Farve og bedre Humeur; det er Altsammen Virkningen af, at en norsk Kone med magnetisk Kraft i sin Haand gnider ham med stærke Urter. Igaar sagde han til mig, om jeg vilde skrive Dem til, at den første Glæde, han vilde have af sin mulige Helbredelse skulde være den, at han gik op og besøgte Dem.
Deres venlige Hilsen fra Grevinde Holstein beder jeg Dem bringe hende min ærbødige Tak for; jeg vilde gjerne gjøre hendes Bekjendtskab, da jeg har hørt saa meget Godt om hende og selv har et // saa smukt Indtryk af hende Person. Hun havde tænkt sig, at det kunde more mig at ordne Bibliotheket paa Holsteinborg; ja meget! Jeg har jo en reen Passion for den Slags Beskjæftigelse, og det hører til mine Ønsker engang at blive Bibliothekar i et af de offentlige Bibliotheker.
Min Søster, som nylig er bleven Enke, har i 12 Dage været her i Byen med sine 4 Børn, og jeg har ofret al min Fritid paa dem; hun er meget nedbøjet, men yndig i sin Sorg; hendes fremtidige Ophold bliver her i Danmark. En anden Søster har i disse Dage paa et Besøg i mit Hjem mistet sin førstefødte Søn paa 9 Maaneder. //
Jeg er ikke Den, der skal give Dem Underretning om Tidens brændende Spørgsmaal: Ministerkrisen; thi De lever jo midt mellem dem, der vide Mest derom. Jeg beklager og beundrer de af vore store Godsbesiddere, der for Øjeblikket skulle forlade et lykkeligt uafhængigt Liv paa en skjøn Herregaard for midt om Sommeren at tage ind til den kvalme By og til evigt Vrøvleri og smaaligt Slid.
Nu Farvel, kjære Conferensraad Andersen! Maatte dog denne velsignede Skjærsommerluft styrke og glæde Dem, saa De stadigt i Bedring kunde gaae frem som De er begyndt.

Deres med Tak hengivne
Nicolaj Bøgh.