Bakkehussamlingen

Christiania den 11^te Mai 1866

Høistærede elskede Frue!

Jeg maa begynde hvor jeg slap for i min første HiIsen til Dem fra det fremmede Land at glæde mig selv om ikke Dem ved en Gjentagelse: jeg siger tusinde kjærlige Tak for Deres Godhed imod mig. De har sonet for Mange; thi et eneste inderligt Møde med Dem annullerer tusinde med Smaaligheden og Misundelsen. Ja nu er jeg da her! Min Villie har seiret og bragt alle de høirøstede Ønsker og Bønner fra mine andre Sympathier til at forstumme. Jeg kunde næsten fristes til at spørge den // strenge Herre og Mester hvor Udbyttet er at vente i denne urolige Nybyggerby, hvor det mindste Individ ser ud som en Titan, der maa give sin Styrke Luft om ikke ved Andet saa ved at kaste Støvet af sin Støvlenæse op mod Himlen – den klare stille høie Himmel, som jeg altid har funden mere blaa over Fjeldene end over det lave Land – Men den strenge Herre vil vel svare mig som saa: Villien overvinder det Første, som er Hindringen – Taalmodighe¬den overvinder det Andet, som er Savnet, men Troen overvinder Alt tilhobe, og naar den har seiret er Udbyttet vundet. Ak, min høie Frue! De som selv staar med Seiren, // hav lidt Medynk med mig, som endnu strider, og som maaske aldrig vinder. Jeg ser godt, hvad jeg er kommen op i, skjønt endnu jeg hverken kan eller bør dømme. Imidlertid er jeg ikke modløs, det var sandelig ogsaa for tidligt, og jeg har jo Gud ske Tak den Evne at voxe med Arbeidet. Jeg har nydt en udmærket kjærlig Modtagelse af Bjørnson og Flere, at jeg har saa tungt for at udholde det Fremmede er jo ikke deres Skyld. Bjørnson er, som jeg har sagt Dem, en nær Beslægtet af min Aand, ja vel og til Dels af mit Hjerte, der vilde da for mig være et stort Udbytte af dette Møde – men, hans Charakter og min, san¬delig! større Antipoder // findes ikke. Og der har De en Hindring for den sande, ufordulgte Tilslutning, som ikke kan hæves hverken med Villie, Taalmodighed eller Tro; thi min egen Charakter er jo fremgaaet af disse tre Magter. Imidlertid kan jo Tiden bringe Forandringen, den svulmer af Muligheder, der tør kandske findes en til dette Brug, og Forholdene føder den, naar den trænges mest. Jeg kan godt forstaa Opbrusningen, jeg holder endogsaa af den, skjønt den er ikke noget sundt Element at aande i, men den maa være parret med den sande, store Styrke ellers maa man fly den; thi den gjærer da til Bunden og flyder over til sidste Draabe, saa den, som havde glædet sig til Lædskedrikken, der forædlet og renset skulde løfte // sig, vil staa med tørre Læber. Nu lad mig ikke gaa videre i disse Ud¬talelser, jeg vilde dog nødig trætte Dem i mit første Brev. Nu har vi den Mand Cle¬mens Petersen heroppe. Jeg var første Aften sammen med ham hos Bjørnsons – og han var ligesom en frisk Hilsen fra Kjøbenhavn. Han var underlig stille og blød, og da er han altid sand, saa det gik baade godt og vel. Næste Dag var jeg ude for at se Storthingsbygningen. Halvt var jeg fornøiet med den og halvt misfornøiet. De vil engang dele min Mening. Saa ser jeg de to vældige Løver føde to mindre, men mere levende, og Bjørnson og Clemens styrte sig med Henrykkelse imod mig fra Granit-Hegnet. Bjørnson blev nu saa storartet indigneret over min Tvivl med Hensyn til Storthingsbygningen, uagtet jeg forsikkrer Dem, min Mening blev fremsat, som den sky Vasals ligeoverfor en Konge, og jeg var legemlig syg tillige. Han sagde da, at jeg var saa fortydsket, at jeg ikke havde Sands for eller Smag for andet end Tydsk. ”Den, som siger, at jeg er fortydsket, skal have løiet sin Levetid” svarede jeg. Over hvilken Dristighed Clemens gøs og min gode Ven blev taus og tænkte vel paa et og andet Misfoster af en Kvinde, der ikke forstod sit Forhold til Manden. Men siden ser han ikke saa mildt paa mig. Har han saa let for at sige saarende Ting og saa ondt for at taale Modstanden, passer da han og jeg? Dog dette Spørgsmaal giver jeg ikke egentlig Dem, min kjære Frue, // thi Deres Svar kjender jeg forud, jeg giver igjen det til Tiden og der vil dets Svar ikke udeblive. Men jeg taler i dette, som i Et og Andet, De nok selv skjønner, kun til Dem. Jeg lader imidlertid de to Herrer skøtte sig selv. Jeg har min Sag og mine Børn og heri er Gud min Hjælper. Ak sig mig, tror De jeg maa synke som et stakkels Vrag, eller tør jeg tro, at jeg har har Evne nok til at bære mig oppe? Se, der er et Spørgsmaal til Dem! Og Gud give mig Evne til at naa ud over det Tryk, den Banghed, som hviler over mig ligesom en tyk Regnsky over Fjeldet. Mine Tanker ere som Faarkyllinger, der synge om Døden allesammen. Jeg tror nu det kommer af Mødet med Bjørnson, hans Geni // griber og henrykker mig, men det gjør mig fattigere end den Fattigste. – Men nu et Ord om Deres Reise! Kommer De ikke herop? Ak! jeg kan ikke bede Dem derom, saa lykkelig det end vilde gjøre mig; thi her er saa kummerlig lidet at byde Dem. Men Alle vente Dem, Alle Studenterne ere henrykte; thi de mene nu, at De dog vil lade Dem bevæge til at spille – spille her! Nej det ved Gud De ikke skal, men vise Dem for Folket – ja det er naturligt. Men kommer De da? – Nu tilgiv min slætte Skrift, jeg kan kun skrive saa Pennen flyver, ellers gaar det ikke. Min venligste Hilsen til Etatsraad Kriger – mon han tillod mig at skrive til ham? – Mange Hilsen fra mine Børn og mit Hjertes varmeste Tak og Hilsen til min kjære, høie Frue fra hendes hengivne Tjenerinde

Magdalena Thoresen.