Bakkehussamlingen

Christiania, Damstrædet No. 2. den 30 Juli 1866

Velkommen tilbage til Danmark, min høie Frue!

Sara sender Dem sin kjærligste Hilsen og Tak for Musiken til Don Juan, og jeg lader min følge med for det nye Bevis paa Deres skjønne Hjertelag imod os. Denne Opera har altid været min Henrykkelse, og nu klinger den liflige Musik, lokkende baade til Tungsind og Dands, for mine Øren hver Aften, naar Arbeidet er sluttet. Sagtens kan De vide, uden jeg beretter det, at vi ofte mindes og taler med hinanden om den Aften, vi havde Dem for os selv alene, da De nynnede hele Operaen udenad. Jeg regner // det for mit kjæreste Samtræf med Dem heroppe. Ellers mødtes vi jo gjerne, hvor det Uensartede blandede sig ind med, og da var tilvisse hverken De eller jeg rigtig fuldt klare, for saavidtsom, vort sande Væsen ikke var med i Vrøvlet. Jeg har ofte angret bagefter, at jeg sagde Dem Noget om mine personlige Smaakampe med Bjørnson; thi da de fremkom ved Uover-ensstemmelser i Personlighederne, saa kunde de kun irritere en Udenforstaaende, men selv ingen Forsoning vinde derved. Men da De var den Eneste jeg turde være fortrolig mod, den Eneste, hvis Dom jeg respekterede, saa foruroligede og plagede jeg Dem med hvad De burde været fritaget for. //
Hvor jeg kan glæde mig over, at De atter er i Deres deilige Bolig, omgivet af Skjønhed og Fred og glade Venner. Alfemoren med sine Børn! Min Tanke faldt ofte paa Deres Hus, medens De var heroppe. Jeg syntes det stod ensomt og længtende efter Dem. Et ubeboet Hus kan stundom se ud som om det længtes efter Mennesket ligesom Havfruen paa Stranden drømmer om en Sjæl. – Jeg
er ogsaa glad ved, at De fik reise omkring i Landet her, saa De kunde tage et større Minde med Dem fra Norge end det, De hentede Dem fra Selskabslivets Forvirring. Før De kom herop, tænkte jeg mig altid, at jeg skulde kunne opnaa at vise Dem Noget af Det, som slaar ved sin Overvældelse og tager hele Sindet fangen; jeg ønskede at have // en slig Erindring at dele med Dem; men Phantasien kan sagtens arrangere, min elskede Frue, den har sin Ganger sadlet til hver Stund og vakler aldrig i Forsættet ved nogen Hensyn. – Lad mig nu se De giver Danmark lidt mere Anledning til at glædes ved Dem, Berettigelsen har det jo; thi Alle elsker Dem – eller vilde idetmindste gjerne elske Dem. Og husk det, min høie Frue, at naar man lukker sig meget inde, lukker man Andre ude. Ogsaa kommer den Ensomme let til at trøste sig for meget med sig selv, og til at tabe Samfundstraaden ud af Haanden. – Jeg har mange Hilsener og foreløbig Tak at bringe Dem fra den elskværdige Fru Lassen. Mit næste Brev skal blive større, for Øieblikket er jeg en Træl af Forholdene. Men mit Hjerte er dog frit, og det sender Dem sin bedste Hilsen.

Deres
Magdalena Thoresen.