No. 464 af 542
Dokumentstatus
Brev
Afsender Dato Modtager
Magdalene Thoresen [+]

Afsendersted

Christiania (Oslo)

25.11.1869 Johanne Luise Heiberg
Original
Dokumentindhold

Magdalene Thoresen skriver, at Johanne Luise Heiberg i sit tidligere brev har fortalt om sin afdøde mand Johan Ludvig Heiberg og om sjælehistorien på scenen. Thoresen skriver, at hun også talte med sin mand om sjælehistorien i hans sidste leveår.
En ytring fra H.C. Andersen om, at der ventes på et nutidsdrama, har givet Thoresen en længsel efter at skrive et sådan. Også ved overværelsen af teaterstykket Ninon med Johanne Luise Heiberg og Michael Wiehe vækkedes hendes længsel for at skrive til scenen.
Thoresens nye stykke, Et rigt Parti, er skrevet for Michael Wiehe, der dog desværre døde under hendes arbejde med det. Stykket er derfor omskrevet. Johanne Luise Heiberg har rådet hende til at udgive stykket anonymt, og det har Thoresen besluttet sig for at gøre. Thoresen skriver om stykkets rollebesætning og nævner, at hun blandt andre har Wilhelm Anton Wiehe, Adolph Rosenkilde og Joachim Ludvig Phister i tankerne.


Christiania den 25 November 1869

Kjæreste Fru Hejberg!

Igaar modtog jeg Deres Brev, og sandelig, mine Hænder rystede da jeg brød det! Jeg tror ingensinde et Brev har saaledes spændt min Forventning. Gud ske Lov for hvad det sagde mig! Om jeg ingen anden Løn fik for mit Arbejde, sødt og trøstende vil altid Deres Anerkjendelse staa for mig. Ja De forstaar mig rigtignok – lige til, og uden Kommentar. Jeg føler saaledes gjennem hvert Ord De skriver, at mine Tanker paa hvert Punkt har berørt Deres Sympathi; men det vil jeg jo sige; altid, lige fra første Møde med Dem, har jeg troet, at kom vi blot engang hinanden nær nok – saaledes, at // Væsen mødtes med Væsen, da skulde det vise sig, at vi brændte for en og samme Sag. Jeg mener ikke hermed alene, at vi mødes i Begejstringen for den dramatiske Kunst; men at vi just træffes i Iveren for den sande Idealitet. – At De for saa og saamange Aar siden har talt med Hejberg om Sjælehistorien paa Scenen, slaar mig; thi dette Tidspunkt falder gandske sammen med min egen Længsels Historie. Jeg talte uafbrudt med min Mand i hans seneste Leveaar om Scenens Betydning for Moralen, og da navnlig for Sjælehistorien. Han var saa fuldkommen enig med mig herom; vi talte om Aristoteles og læste hvad // han udvikler om denne Sjælerenselse, som han kalder ”Katharsis” der gjennem Lidenskabens Afspejling, lider og udtømmes. Jeg skrev for ti Aar siden et Drama, som udtømte mine Meninger herom, det skal De læse, og De vil forstaa hvor stærkt jeg har været optaget af denne Tanke. Saa læste jeg engang hos H.C. Adersen en Yttring, der paany gav min Længsel Spir[e]kraft: ”Vi vente paa et Nutidsdrama” siger han – Gud ved hvor! men det var ikke frit, at jeg tænkte paa at skrive dette – Nutidsdrama – Ilden brændte ialfald op i min Sjæl paanyt; men jeg vidste, til min Hjælp, at Evnen aldrig naar saalangt som Længselen – og denne rolige Tilrettevisning af min Fornuft hører jeg endnu paa med Respekt. Imidlertid har jeg havt et andet // og endnu mere sprængende Møde med min Længsel, det var da jeg omkring 51 kom til Kjøbenhavn og overvar den sidste Forestilling af, Ninon. Der kunde slet ikke hjælpe Fornuftens mange Henvisninger til Beskedenheden, jeg brændte paany af den Overbevisning: at Scenen var min Bane, og fru Hejberg og Michael Wiehe vare mine Nærbeslægtede. Jeg glemmer aldrig hin Forestilling! Var jeg dog dengang kommet til at kjende Dem! Dog, lad mig ikke tro, at Noget har været spildt paa min Udvikling – den, som vil skrive paa Lidenskaben, maa selv have mødt den i dens mange Skikkelser, for at forstaa hvad der skal gjøres med denne Ild for at den kan blive til en Guddomsflamme, der lyser over Livets høje Baner. – Thi Lidenskaben skal ikke undertvinges, saa // den ligger magtløs under Foden, nej, den skal gjennem ”Katharsis” gjøres til Sjælens Stormagt. – Dog lad mig ikke trætte Dem med denne Undersøgelse, som De jo allerede saa godt selv kjender. Jeg vilde ogsaa blot – ved en Omvej – komme til den Yttring i Deres Brev, at De følte Dem skabt til Fortolker af Sjælehistorien paa Scenen; og der kan De tro jeg mødes saa stærkt med Deres Mening, at jeg næsten maa rive mig løs med Magt fra Ønsket. Med Hensyn til M Wiehe, da har jo netop dette Stykke været skrevet for ham, dog langt fra i dets nuværende Form, uagtet Plan og Ide er den Samme. Men han døde midt under mit Arbejde, og saa dybt sørgende, som nogensinde jeg har været ved noget Tab, pakkede jeg mine ufærdige Forsøg sammen og forseglede // dem med den Tanke at begrave dette hos hans Minde. Men andre Tanker have siden den Tid gjort Paastand paa sin Ret, og jeg følte atter det samme Spørgsmaal rejse sig i min Aand med den samme Længsel. Saa tog jeg det frem igjen for Lyset, og lagde min hele Styrke paa at klare de løse Forhold og ordne den umodne Plan. Fra at tillægge Eduard de to Yderligheder – Erotik og Dæmonik – søgte jeg at erstatte dette med – Romantik og Ironi. Julie tog jeg ogsaa en Del Koketteri fra; thi hvem skulde sidde – henrivende sød, men fristende og dog kold – eller rettere: uberørt – som en Salamander midt i Flammen! i en Gyngestol uden en Eneste? Jeg havde jo set ”En Kurmethode” – ak nej! jeg fik ikke vove Formeget! – Nu, som De selv siger: Borte er Borte. – //
Men til Sagen! Jeg gjør saamange Digressioner, naar jeg skriver til Dem, at det Halve selv er formeget. Det Raad De giver mig om Anonymitet er rigtig og har mit fuldeste Bifald. Jeg har talt – og der er bleven talt om, at jeg skrev paa et Stykke for Scenen, ja til Munks har jeg endogsaa fortalt, at jeg havde sendt det til Dem for at høre Deres Mening; men jeg kan blot sige, at jeg forbigaar denne Sag med videre Omtale, og Alle vil forstaa det som et uheldigt Forsøg. Navnet har jeg ikke sagt, troer jeg, til Nogen. De maa forøvrigt vide, at jeg i den senere Tid ofte har sagt til mine Børn: jeg tror jeg vil skrive anonymt, hvis det lader sig gjøre; thi jeg er træt af al den Uret i Bedømmelsen, som jeg paa Grund af Dit og Dat maa døje. – Dette Forslag gaar jeg altsaa ind paa i alle dets Consekvenser. De maa ordne Alt, som De vil, jeg nikker med Rolighed til! Ak, at // jeg har Dem med mig! Nej, intet Menneske skal frygte paa en ærlig Vej, Maalet kommer! Men se nu, hvad Deres Virksomhed kan være for Scenen endnu! Hvis mit Stykke kan vinde sig frem, hvis ikke Publikum bliver altfor skræmt af det stærke Syn paa Tingene, da er der ved Dem givet en ny Retning Plads paa Scenen, og Kvinden taler med samme Myndighed som Manden om Livets store Spørgsmaal. Men som De siger, der maa et Blændværk til; man maa ingen Tvivl og Fordomme tage med sig ved Skuet. Maatte det nu blot blive antaget! Sandelig, jeg skriver mere, om jeg faar Liv og Mod dertil. Der ligge mange Spørgsmaal hen – inden Døre – som nok skal komme for Lyset med Tiden. //
Men nu var det jo om Rollebesætningen vi skulde tale lidt. Ja, jeg har ingen Anden for mit indre Øje end W Wiehe til min Eduard, han kan ikke give den helt; men han er dog den, som magter det Meste. Hvor jeg frygter for ham, det er i Kulden; thi den er Viljens Staal igjennem hans ellers saa bløde Sjæl – men den er fin; den har i ¾ Aar omgaaedes med hende, som med en Skygge. Poulsen tykkes mig særdeles vel skikket til den unge Lieutenant, der vil more sig, der vil være letsindig; men som bagved er saa alvorlig; der ikke blot udbryder til Slutningen ”Man overlader ham til Skammen!” men som føler i det Øjeblik hele Skammens Smerte og Lammelse. Min – Tante Jane – har jeg formet helt igjennem efter Fru Sødring; hvem min Bogholder skal være det ved jeg ikke; thi han er ejendommelig – snurrig, men ikke egentlig komisk. Jeg havde tænkt mig Rosenkilde // men jeg hører han er syg. Holst vil præke uden ejendommelighed – og Kolding vil give den et latterligt Præg. Hvad mener De om Phister? Der maa være Personlighed i Manden ellers falder det Punkt, hvor han, i Sandhed, fremstiller et ”Folkemonument” latterligt ud. Han skal helt ud tro paa sig selv – og det er den Figur, som mindst har med Publikum at bestille. Med Hensyn til Slutningstableauet har jeg Noget at ordne, som jeg om nogle Dage skal sende Dem; thi Bogholderen faldt lidt fra mig i det sidste Øjeblik, og det maa han ikke. Denne Mand, saa fuldkommen indadvendt, noterer straks denne mærkelige Stemning – eller gjør ialfald Tegn til det medens de Andre slutter foran Publikum. – Fru Carlsen – ja hvem skal dog det være? Hun er jo ikke noget ungt Blod! Kan det være Fru Jacobsen? Med al Fru Carlsens Koketteri, Nysgjerrighed m.m. tykkes mig hun er lidt bred af Natur. Naar hun paa Island har sin Doktor, som er ung nok til at // dele hendes Sympathi, saa vil hun saamæn være gemytlig mod Justitsraaden – der spises godt i det Hus, der soves godt, der lees og naar det gaar løs, surmules der ikke, men der gives et gladt Lag. Julie derimod, ak hvorfra faar jeg hende? Hun, der først er sig selv nok og som siden trænger saa dybt til hans Kjærlighed. Hvis han forlangte hendes Liv, som en Forsoning, hvad var det for hende imod at leve uden ham? Nej jeg tør om hende ikke sige et Ord; thi jeg ved det maa være Fru Ekkhardt, og jeg ved, at hun ejer ikke en Gnist af Eros i sig, hvorfra skal hun da tage Kjærlighedens dybe Angst? – Her har jeg jo noget helt Andet at vente af Fru Gundersen, medens jo hun desværre ikke kan sige et Ord ret af første Akt. –
Her har jeg nu søgt at sammentrænge min Mening om Rollebesætningen. – Med Hensyn til Afskrivningen, da gjør De som [De] selv synes. Med Manuskriptet // har det jo nu ingen Hast; thi naar Anonymiteten skal bevares, maa jeg afvente Opførelsen dernede, om jeg er saa lykkelig at opnaa en saadan. Jeg tænker da, at Hegel trykker den med det Samme. Naar nu De har Noget at sige mig, ak da skriv! Jeg venter med brændende Længsel. Og nu tusindfold Tak og Velsignelse for Deres Godhed, for Deres Hurtighed, for Deres dybe Forstaaelse – thi i alt dette er jo Viljen med – ja Tak for Akt! Jeg beder hilse Frøken Sarah, min Tak og Hilsen igjen til Etatsraaden, og tilslut min kjærligste, taknemmeligste Hilsen til Dem! – Jeg elskede at kalde Bjørnson min Genius – Lad mig tro jeg tog Fejl af ham og Dem! Han forstod mig efterhaanden mindre og mindre, De vil vist komme til at forstaa mig mere og mere; nu saa har jeg jo vundet ved Tabet!

Farvel Farvel!
Deres Magdalena Thoresen

Arkivplacering
Arkiv 1. Thoresen, Magdalene
Emneord
Magdalene Thoresen og Bjørnstjerne Bjørnson · Magdalene Thoresens forfatterskab
Personer
H.C. Andersen · Bjørnstjerne Bjørnson · Johan Ludvig Heiberg · Johanne Luise Heiberg · A.F. Krieger · C.N. Rosenkilde · Julie Sødring · Magdalene Thoresen · Michael Wiehe · Wilhelm Wiehe
Sidst opdateret 13.11.2015 Print