Bakkehussamlingen

Zürich den 22de Maj.
30^te do [1879]

Kjæreste Fru Hejberg!

Det kunde maaske synes Dem, at jeg denne Gang har ventet lovligt længe med at banke paa hos Dem, naar jeg samtidigt med disse Linjer sender en Hjertens Tanke, som længe og inderligt har længtes efter Dem; men Sagen er, at jeg har ruget med al min Evne over et Arbejde, som ikke er af de letteste, og allerede fra Julen af havde sat mig det Maal – at naar jeg var ferdig, vilde jeg i Lettelsens allerførste Stund skrive til Dem. Men det har taget meget længere Tid end jeg havde troet – og Et og Andet, som Hverdagslivet xxx har Tid imellem lagt sine Hindringer ivejen, saa jeg sidder endnu med Arbejdets sidste Tredjedel for mig. Det er altsaa ikke // i Befrielsens Glæde jeg nedskriver disse Linjer, men tvertimod med den præssende Fornemmelse endnu at have den sværeste Del tilbage; men Tiden lider, og uagtet Vinteren her – og jo tildels hjemme ogsaa – har holdt fast lige til nu, saa har jeg dog tænkt paa, at De jo agter at rejse op til Norge for at tilbringe Sommeren der, og at De maaske allerede drager bort i denne Maaneds Slutning, og da vil jeg ikke udsætte længere med at sende Dem min Hilsen og give Dem den Efterretning om mig, som De maaske sletikke bryder Dem om. Dog ved jeg jo, at naar jeg kommer er jeg Dem hellerikke en uvelkommen Gjæst, dertil ved De, at min Hengivenhed xxx og min Beundring for Dem er altfor meget grundfæstet i mit Hjerte, – og et trofast Hjerte skyde vi aldrig fra os. –
Fra den kjære Gehejmeraad havde jeg et Par Linjer med for et Par Maaneder siden, hvori han svarede mig paa et Andragende for en stakkels Person, som havde // taget sin Tilflugt til mig, og heri tilføjer han Beretningen om Deres Plan at tilbringe Sommeren ved Kristiania. Det glædede mig. Jeg ved ikke noget Sted i Verden mere egnet til en stille forfriskende Sommeridyl end Ladegaardsøen, og det har i mange Aar, før jeg drog hidned, været min Længsels Plan at kunne tilbringe en Sommer i hine lyse Egne. Men mine Længsler ere isandhed blevne strengt opdragne gjennem Tiderne, de ved nu meget godt, hvorlangt de kunne vove sig, det kommer i Regelen ikke udover Ønsket.
– Jeg er nu paa det Nærmeste ferdig hernede med mit Hværv; det var bestemt til tre Aar, og i August er det tredje Kurs ude. Men hvorhen da? Jeg kunde gjerne sætte ti Spørgsmaalstegn ved dette, saa uvis er min Sjæl. Jeg vilde jo gjerne have gjort et lidet Indkig i Italien, medens jeg staar her saat sige ved Døren til dette Drømmenes Land, og det vilde jo passe godt, forsaavidt mit Ophold her slutter imod Vinteren, og at den Tid tillige er den bedste for et kortvarigt Ophold i Italien. // Men saa gaar Betænkelighederne frem, og omend enkelte kunne ryddes afvejen, saa staa dog Nogle med rystende Hoveder og løftet Pegefinger. Min Søn skulde have sig en Ansættelse – om noksaa beskeden – en Begyndelse – et Skridt paa egen Bane maatte gjøres; men det tages dog ikke i Luften, og jeg øjner ingen Udvej. – Saa kommer den næste, og den ser endnu mer bekymret ud; thi man gjør ikke en saadan Rejse uden et vist Pengefond. Jeg har nu i den Anledning indgivet en Ansøgning til Storthinget om et Rejsestipendium; men jeg har gjort det Samme to Gange før, og har begge Gange modtaget et Afslag – saa det venter mig formodentlig denne Gang ogsaa. Det var dog snart paa Tiden, om der i Lighed med Omsorgen for de øvrige Forfattere i Norge – blev gjort en Smule for mig. Jeg fylder snart mit [60t…de?] Aar, og Livets Kraft synker, da er det man fornemlig trænger til udvortes Støtte, hvis man ikke skal sidde modløs overfor sin egen Gjerning med Fornemmelsen af: at enten den var gjort eller ikke gjort kommer ud paa et. // Der bliver da kun den Fortrøstning tilbage, at man til sit eget Væsens Udvikling har behøvet det Gjærning, som ens Evner og Natur fornemlig har følt sig Skikket til; – men da skal jo rigtignok ogsaa Godkjendelsen komme fra en anden Kant [rettet fra: ulæseligt]. De kan nok forstaa hvor taknemlig jeg er ved Anmældelsen i Fædrelandet over ”Valkendorf” thi den orienterer Læseren over Stoffet. Rigtignok tror jeg ikke Bogen derved vinder en eneste Læser mer end dem den alt har havt; men Artiklen bliver dog læst, og derved er for mig vundet Meget. Man forstaar dog deraf, at det er et af de Arbejder man ikke gjør Nar af, om man endog lader dem henligge […ttede?]. I Norge har man flere Gange paapeget Arbejdet som mærkeligt, og fordret, at Theateret skulde antage det, da man ikke havde Raad til at lade et Tidsbillede med den nationalhistoriske Betydning henligge ubenyttet. Men Theateret har smaa Hjælpemidler, og Stykket fordrer jo et temmelig stort Udstyr. Imidlertid handler man dumt, det er et af de Skuespil, som kan gjøres saa levende og effektfuldt paa Scenen, // at det vil betale sit eget Udstyr, og holde Theateret skadesløs. Dertil kommer, at man i Norge kan besætte det. – Men man har der ikke engang gidet optage ”Inden Døre” paa Repertoiret, til Trods for det brilliante Udførelse, – og til Trods for, at man skylder den meget slæt honore[re]de Forfatter – honoreret af Publikum – den 20de Forestilling, som man til en Skadeserstatning har tilstaaet mig. Stykket er gaaet 12 Gange. – Nej, man er i Norge ubarmhjertig imod mig. –
Jeg længes nu saa inderligt efter at læse Bjørnsons Leonarda, som min Datter skriver er et smuk[t] – og paa sine Steder stort Arbejde. Mig forekommer det, som om Bjørnson hidtil – det vil sige i de senere Aar – har trasket om i et digterisk Uføre, hvor han tilslut hverken fandt Vej eller Sti; thi et Uføre maa vel det kaldes, at ville være Noget af Alt, men Intet ud af egen indre Tilsigelse. Kunde denne Gjæring maaske være paa Vej til at sætte sig, og dette Arbejde være udgaaet af den første Klaring, da skulde jeg glæde mig. Intet er saa vigtigt for den, som selv arbejder // i Digtningens Tjeneste som xxx Fremkomsten af et ægte Digterværk; thi det tager en op af mange Smaahensyn og bærer et langt Stykke videre paa den stigen[d]de Bane. Om man end overvældes af Storheden i en Digtning, man xxx kommer dog derved til en Kundskab om sin Evne, som man ved at sidde alene med sig selv sletikke formaar.
– Her maatte jeg standse for en Uge siden. Min Søn, som da i en tre Uger havde været syg af en Lungespidsbetændelse, havde været oppe et Par Dage, men blev til en vis Grad taget igjen af Sygdommen, og med det har der fulgt utrolige Smaabesværligheder for mig; man er ikke indrettet paa Sygdom i et[rettet fra: en] saadant Logi. Jeg takker Gud fordi jeg har en vis praktisk Sans og en god Del Udholdenhed, disse to Ting i Forening have staaet imod meget Vrøvl, og hjulpen ud over en hel Del af det, som man ellers saa hurtigt betegner med Ordet: umuligt. –
Nu er Patienten dog ude nogle Timer af Dagen, men ser ud som en gammel Mand efter den Affaire; imidlertid vil Sommerens gode Tid ogsaa gjøre sin Virkning heri, som i saameget Andet af det, Vinterens Haardnakkethed har givet sine slemme Stød. // Naar altsaa disse Linjer kommer til Dem, min dyrebare Frue, da blomstrer Kastanjerne paa Stien under Deres Vinduer, og de underfulde blide Aftenstemninger ere begyndte at stige op af Søerne, – jeg vilde ønske der i Fremtiden – hvis jeg har nogen – maattet forundes mig et lidet Hul til at bo i – med den vidunderlige Udsigt De har. –
Endnu en Herlighed i Danmark træffer dette Brev sammen med – nemlig Universitetets Jubelfest. Den havde jeg gjerne overværet; thi at de[t] bliver en Hjertefest – inden Døre – det tvivler jeg ikke om. Tillykke med den! De har ogsaa Deres aandelige Del i den, thi sandelig – mange af de tørre Stene, som der ere udformede til Statens Bygning, har De været med at give Kit til Skjønhedens Sammenføjning. Det er det Store ved den Kunst De har udøvet, at idet den ligesom personligt forsvinder, gaar den over i Alt. Derfor: tillykke med Festen elskede Frue!
Og saa megen Glæde i Norge med de kjære Smaapiger, hvem jeg beder hilset paa det hjerteligste. Farvel og Levvel! Deres altid hengivne og taknemlige

Magdalena Thoresen