Bakkehussamlingen

Rom den 8^de Januar 1880

Min kjæreste Frue!

Tusind Tak for Deres kjære, velsignede Brev, der atter og atter viste mig den samme udmærkede Forstaaelse, som jeg desværre forgjeves søger hos Flerheden, og som viste – hvad der for mig er endnu glædeligere – den kjærlige og sympathiske Opfattelse af mig selv. Der ligger i denne sidste noget højst gribende for mig, og jeg ved Ingen uden Bjørnson og min Mand – den Sidste dog i ringere Grad end den Første – der saaledes som De i Deres sidste Brev har slaaet ned og grebet et Stykke ud af min allerinderste Tilværelse. Men med Bjørnson var det kun Tilfældet en eneste Gang, // og paa et Tidspunkt, hvor han endnu stod gjettende og spørgende ligeoverfor mig, – senere tabte han gandske det rette Syn paa mig. Min Mand beholdt derimod til sin Dødsdag det første Syn paa min Karakter – var altid vemodig stemt ved Tanken om den Nød og Sorg, som paa flere Maader var overgaaet mig, men forstod aldrig min Naturgrund. Naar nu De siger, at der ligger noget Frygteligt og Farligt i min Natur, da har De i en mærkelig Grad Ret; og hvis der var en Forstaaelse at vente for mig – i større Udstrækning – man skulde takke mig for hvad jeg har gjort ud af det farefulde Livsemne, – og man skulde sige: hvor det er Smaating hun har revet overende paa sin Livsvandring i Forhold til hvad hun kunde have gjort. Men jeg havde noget Godt at slægte paa, jeg havde en Fader, der uagtet sin ringe Livsstilling aldrig – det jeg ved – begik en smaalig Handling; tvertimod! jeg erindrer flere store Træk af ham. // Men hans Natur var saa vild, saa glødende, at der maatte kunne være bleven en ren Djævel af ham, hvis hans Hjerte ikke havde været saa vidunderlig stort og godt, og hans inderste Væsen saa beaandet af Romantik, at Raahed var ham umuligt. Jeg tvivler ikke et Øjeblik om, at han i sin Slægt – langt tilbage – havde noget Stort at ligne paa. Hans Far var Bonde-født – og helt tilbage kun Bønder, men i saa store Kaar, at der ingen Tvivl kan være om en adelig Nedstammen. En Niels Kragh følger ogsaa som Stamnavn hele Rækken igjennem. Min Moder var ogsaa udgaaet af en dygtig Bondeslægt, men hun var dog Bonde og blev Bonde til sin Dødsdag. Hun havde imidlertid to Valgsprog, som hun fulgte urokkeligt thi hun var en Karakter – det Første og Tidligste af dem kom frem, naar Nogen talte Ondt til hende om Folk, da hun altid svarede: at hun vilde ikke vide af Sladder – hun havde selv grøn Malt paa Loftet! med hvilket hun mente sin store Børnflok. // Det Andet som syntes at være modnet i hendes Sjæl ved mange Kampe – thi vi oplevede store Ulykker – lød med Bibelens Ord: lad det Onde ikke overvinde Dig – men overvind det Onde med det Gode. Se, dette er Altsammen ikke hverken noget Mærkeligt eller Stort, men det giver dog Vink, der som enkelte Spor paa en vildfarende Vandring kan lede til den rette Vej. Gandske uden Ledestjerne gik jeg ikke ud af det lille Hjem, og at Dæmonerne senere forgjeves baksede med mig for at faa mig ud i Afgrunden kunde vel hænde laa i, at jeg holdt fast ved min Fædrenearv. – Dog velbetænkt skylder jo Verden mig Intet for det, i det Højeste maaske mine Børn – thi i Forhold til dem ved jeg mere med Gud og mig selv end Verden ved – eller nogentid faar vide. –
Sesaa min dyrebareste Frue, nu skal det være Slut med mig selv; thi egentlig var det jo ikke for at tale om mig selv jeg begyndte // dette Brev. Tilgiv mig da, og følg mig her med den samme gode Hjertets Forstaaelse som ellers, og modtag mine bedste Ønsker for det nye Aar med min Tak for det gamle. At De er mindre vel, ængster mig – i Frastand forstørres eller formindskes altid Bekymringen for de Kjære man har i Hjemmet, – jeg vil haabe til Gud, at min Bekymring for Dem er overdreven. Imidlertid aander Deres Brev en saadan Kraft, et saadant Liv, at der maa Legemet lystre, det føler man; thi det er virkelig utroligt, hvad en brændende Aand kan magte af legemlig Skrøbelighed. – Jeg er glad ved, at min Søn tog sig Mod til at komme hen til Dem, jeg vilde det jo saa gjerne. At De finder ham saameget forandret kan jeg nok forstaa, jeg ser det selv. Han er i en forbausende Grad lig min Fader; kun langtfra saa mørk og ildfuld. Den dybe Godhed har han fuldt ud, samt de geniale Glimt fra Naturgrunden, men Styrken har han ikke – den kommer maaske med Aarene, og ved Forholdenes Magt. // Han er trods Fejl og Mangler et af de Mennesker, som kunde bringe det til noget Stort, thi jo større Fordringen er til ham desto mer kan han yde. Han er En af dem man kunde vove Noget med – og vinde ved ham. ”Er ist ein genialer Mensch in seinem Fache” sagde hans Professor bestandig, men Tidsforholdene trykker alle nye Foretagender nede i Fabrikvæsenet, og Evnerne synke tilbage i den samme Afmagt. Den, som har Natur til at gaa i Spidsen for Vovet[?] har tabt sin Kraft hvor Intet voves. – Nu Lykken kan maaske dog engang møde ham paa en god Vej.
– Jeg begynder nu for Alvor at aabne Syn og Sans for Rom, og da kan man jo finde Nyt hver Dag. Det ved De selv. Jeg har imidlertid gjennemgaaet en slem Tid her, som nu synes at skulle være forbi. Noget er bleven bedre, og Noget har jeg vænnet mig til, og paa den Maade gaar det fremad. Luften, som syntes mig saa skarp – hvilket den forøvrigt ogsaa var – er nu velgjørende for mig – netop ved sin Friskhed og Styrke, og // Modet løfter sig i denne uafbrudte Klarhed, som hver Aften synker i en dejlig Rødme og hver Morgen fornyes – næsten uden en Sky paa Himlen. Jeg var for en Tid siden i Frascati i Forening med en hel Del Skandinaver, og besteg Tusculum paa Æselsrygge – hvilket gav en yderst fornøjelig Fart; thi jeg synes nok, at en Mand taber Størsteparten af sin Mandighed paa en Æselsryg – men Skuet derfra ud over hele Campagnen vil jeg aldrig glemme, den staar over enhver Beskrivelse. Ja – paa den Maade gaar man altsaa omkring her og tager et nyt Liv i Besiddelse – og nyder en Livsferie, som man sletikke havde kunnet drømme om, fordi Aarene gik – og gik, og Udsigten syntes at gaa med dem. Maatte jeg nu med Tiden kunne bringe et godt Resultat ud af det – give til Andre af mit Hjertes Oplivelse! De faa vi nu se. – Jeg antager sikkert, at De enten har set eller læst ”Dukkehjemmet” – maaske begge Dele. Jeg skulde nok ønske at høre Deres Mening derom. En stor Del vil naturligvis dømme det fejl, fordi de ville se en Begivenhed skildret // og ikke et Princip forklaret. Ibsen maa jo bryde paa den Maade, ellers naar han ikke sit Maal. der maa være dygtige Mennesker først, da bliver alle Livsforholdene renere og dygtigere. Der maa komme Renhed i Livet, saa Vidunderet kan straale ud deraf. Guds Aasyn kan ikke skinne gjennem al den Formørkelse og Smuds, som lukkes inde bag det saakaldte Hjems Skodder. Jeg synes det er et yderligt genialt Værk. – Saa Bjørnson var ikke hos Dem kjæreste Frue! saa han følte ikke Trang til at takke Dem bestandig for hvad De har været for ham! Ja ser De, Bjørnson kan være utaknemlig, og paa det Punkt sætter han Nemesis Stevne, han skal vogte sig vel.
– Og saa maa jeg nu for denne Gang slutte, uagtet jeg nok vilde have talt Lidt med Dem om min ”Herluf”, dog det kan ske en anden Gang. Nu maa De have Brev, jeg kan ikke udholde længere med min egen Taushed – skjønt det ved Gud, at den ikke gaar indad i Sjælen! Der har jeg nok mangen stille Samtale med Dem, og der lyder Takken evindeligt for hvad De har været og er for Deres hengivneste

Magdalena Thoresen

[Tilføjet i marginen s. 1:]
De venligste Hilsener og gode Ønsker til alle Døttrene.