Bakkehussamlingen

Rom den 1^de Marts 1880.

Kjæreste Fru Hejberg!

Jeg ved sandelig ikke hvorfor jeg ikke har skrevet Dem til før, thi det er dog Noget jeg længe – og gjerne har villet, – men der er jo ogsaa en stor Forskjel paa at ville gjerne, og at ville. Det Første kan bære os meget langt med gode Forsætter, men det Sidste sætter straks Handlingen ind. Det Eneste, som trøster mig i en saadan Tilstand, hvor jeg gaar omkring med en Længsel, som dog aldrig bliver til Noget, er den Utilfredshed man føler med sig selv ved ikke at stille en sjælelig Trang; thi den bliver da endelig saa utaalelig, at man bryder med alle de smaa, vrøvlede Forsikringer, som ere saa tjenstvillige overfor Opsættelses-//sygen – og det er hvad jeg i denne dejlige Søndagsmorgenstund gjør, og føler derved et Velbefindende, som træder gandske i Harmoni med al den lyse og blomstrende Skjønhed som omgiver mig. – Paa mit Bord staar Fade fulde af Anemoner, store kraftfulde Aster, som vi jo ellers ogsaa have dem i Norden – men ved Kunst og Flid, og jeg har saamange Laurbærgrene opstillede rundtomkring mig, som blot paa nogen Maade lader sig anbringe. Og ude, hvor man kommer hen, ser man blomstrende Mandeltræer – dog paa ingen Maade smukkere end vore Kirsebærtræer hjemme, men det er jo i Februar Maaned, deri ligger Vidunderet! Med denne Hukommelse ved Siden, er det jo man nyder til Beruselse af Alt; thi Vaarens Skjønhed er i mine Øjne større hjemme end her. Ogsaa er det jo kun de eviggrønne Træer, som nu forynges i den varme // Luft, thi det almindelige Løvtræ – Lind og Platan – staar endnu med gandske vintertørre Grene. Men idethele er her dejligt, føler jeg mig saa glad ved at være kommen her, at jeg ved den ringeste Foranledning giver mig selv en hemmelig Vækker, at jeg ret husker paa, hvor det er jeg gaar omkring og samler Stof til mine lyse Tanker, og at jeg ikke glemmer at takke Gud og gode Venner.
– Imidlertid agter jeg mig dog hjem til Sommerens Slut, og da antagelig tilbringer jeg et Aar i Norge. Jeg vil dog med mine indsamlede Kræfter endnu forsøge at tage et venskabeligt Tag med dem deroppe i Klippereden, – det er og bliver jo dog mit Hjemland. – Først havde jeg saa smaat tænkt mig at forblive her i to Aar – siden jeg nu engang var her, men en Tilsigelse banker paa i Sjælen, og den varsler mig, at jeg // her altformeget vilde blive Nydelsens Menneske, og at der maa Strenghed til for min Natur hvis Arbejdet skal gaa frem. Nu godt, saa suger jeg Sjælen fuld af Mandelblomstens Sødme, og vender tilbage til det kolde Fjeld, for at sætte mig ind under det og tage Arbejdet fat, – og jeg tror nok mit Hjerte skal finde sin bedste Glæde derved i Længden. –
Vi have i den skandinaviske Forening havt travlt for og med Nordenskjöld i denne Tid. Det lykkedes forresten godt. Jeg antager De træffer ham i Kjøbenhavn, og da vil De maaske synes han er noget afvisende, ser noget vred ud, men jeg tror det er en stærk Personlighedsfølelse i ham, der ligesom værger sig for mod al denne nærgaaende Ovation. Mig behagede han just saaledes, og jeg er fornøjet over at have truffet en saadan mandig og stolt Personlighed. // Han talte da ogsaa om ”Dukkehjemmet” og Leonarda. Det Første vilde han ikke afgive nogen Dom om, men det Sidste bedømte han gandske godt. Aprpos – De har naturligvis hørt om den Latterlighed man beskylder Ibsen for, at for at lempe sig efter et tysk Theaters Fordring skulde han have forandret Slutningen. Jeg kan ikke tro det muligt, har han sat en Sag paa den yderste Spidse, hvorledes kan han da overgive det Hele til Latteren, – og dog af ingen anden Grund end et Honorar? Det er umuligt at Ibsen har kunnet gjøre det. – Forresten oplever man Saameget, som man ikke havde troet muligt, at man snart venter sig Alt. Kampen mellem Ploug og Fremtidsfolket derhjemme har jeg jo fulgt nogenlunde i Aviserne. Det har ogsaa ligesom kastet Snavs paa Idealerne. Imidlertid er der hos de Unge en vis Ret, ligesom der hos Bjørnson altid var noget Sandt og Rigtigt // i selv hans vildeste Angreb imod Forholdene i Kristiania; men det indvikles i saamegen Uvorenhed og fremføres med saamegen Hensynsløshed, at det ser ud som Uret, hvilket det jo ogsaa paa Grund af Maaden til Hælvten er. Da Bjørnson kom med sin Signalforandring saa det særligt ud, – da nu de danske Majestæter gjorde det Samme havde de visselig Ret i hvad de gjorde – Sagen var bleven moden, deri laa Forskjellen.
– Drachmans Digte har jeg læst her i Rom, og naar jeg kaster væk hans Samling ”I Pantser og Plade” hvis simple Latterliggjøren jeg foragter, da finder jeg dem skjønne. Han er dog en lyrisk Digter af en betydelig Rang. At han bryder med den engang fastslaaede Form giver jeg ham Ret i, gjør han ikke det, da faar han ikke Vingerne udfoldede, og det skal dog endelig enhver Sanger have Lov til, hvis han derved synger smukkere Sange. //
– For min søn er jeg om ikke just bekymret saa dog urolig. De ved, at han ved Etatsraad Kriegers noble Mellemkomst er bleven antaget paa Holmen – paa en Slags Prøve antager jeg; thi i det Fjerdingaar han nu har gaaet der, har han ingen Gage erholdt. Dette finder jeg meget rimeligt; men nu er der en Post ledig ved Pantserskibenes Afdeling, som nok passede godt for ham, hvorfor han naturligvis søger den, men om han nu ikke faar den – hvad da? Han kan dog ikke fortsætte med et Arbejde, som helt optager ham, uden Lønning. De kan nok forstaa, at det ængster mig, saameget mere, som jeg jo nu er ude af Stand til at gribe ind paa nogensomhelst Maade. Glad er jeg dog, at han tilbringer denne Vinter med et bestemt Arbejde og hos den kjære Svoger og Søster; thi deres stille, skjønne Liv kan kun virke velgjørende paa ham. Men i Længden gaar det dog ikke paa denne Maade. – //
– Jeg havde en underlig trykkende Følelse efter Afsendelsen af mit sidste Brev til Dem, kjæreste Frue! Jeg syntes jeg havde talt altfor meget om mig selv og paa en altfor sikker Maade. Tilgiv mig dette! Jeg er sandelig i min inderste Grund saa bange, ser med saamegen Tvivl paa hvad jeg selv har skabt, at et eneste overmodigt Ord bagtaler min Sjæl, og slipper her en Række af pinende Bebrejdelser løs i Samvittigheden. – Dog De forstaar Alting godt – forstaar at skille Klinten fra Hveden, uden at den Sidste tager Skade, derfor kunde jeg bedre udholde at vide Dem have Kundskab om alle mine Fejl end at en eneste af dem blev synlig for Verden i Almindelighed. – Nu siger jeg da for denne Gang Farvel og Levvel! Det har været mig en kjær Morgenstund, De har uafbrundt staaet mig for Øje, og min Sjæl har nydt Glæden igjen af mangen svunden Stund i Deres Selskab. Hils Deres Børn kjærligt fra mig.

Deres taknemligt hengivne
M Thoresen