Bakkehussamlingen

Rom den 7^de April [1880]

Kjæreste Frue!

Nej, den lykkelige Ide at sende Dem romerske Anemoner er ikke oprunden i mit tykke Hoved! jeg misunder det Menneske, som har funden Tanken at glæde Dem ved et Gjensyn med Villaernes smukke Børn, men jeg takker alligevel den mig ubekjendte Giver, fordi han har glædet Dem, og jeg maa formelig ile med at sende Deres kjærlige Tak tilbage, – De ved, hvormeget jeg holder af Dem, og der behøves derfor ingen yderligere Forsikkring om hvor usigelig gjerne jeg vilde have beholdt den for mig selv, og om just ikke // saa synderlig fortjent, dog idetmindste ikke ufortjent. –
Jeg har det desværre ikke saa godt som De forudsætter dyrebare Frue; jeg har nu paa tredje Uge maattet holde mig inde og tildels i Sengen. Jeg fik en Influensa, som har været saa haardnakket, at uagtet jeg nu begynder at føle en betydelig Lettelse, har den dog efterladt en fuldstændig Døvhed for det højre Øre. Jeg har ikke kaldt nogen Læge, thi med en Forkjølelse har man egentlig kun en mer eller mindre langsom Forsigtighed at iagttage, – det med Øret er jo rigtignok en anden Sag, dog ogsaa det kan jo fortage sig. Her er ikke godt Vejr – at sige for Rom; thi det er jo altid en langt varmere Luft end hjemme paa denne Aarstid, men Vinden er kold og Solen er varm, og da frem-//kommer en Mængde Forkjølelser. Inat har her raset en Storm, som syntes at skulle rive Husene ned, det var umuligt at sove. Jeg har imidlertid gjerne en Storm – nu og da, det lufter ud i Sjælen, og man faar ofte en ny Spænstighed i Tankerne. Jeg skulde ikke have Noget imod at se en Storm rejse sig ved Middelhavets skjønne Kyster – det Stærke i Kamp med det Skjønne er nok værd at se? Forresten – hvor smukt her nu end er – Norden bliver dog efter min Tanke skjønnere. – Naar jeg ved Læsningen af Deres Brev tydeligt saa Dem sidde i en Kariol og ensom rulle hen mellem de grønne Vejkanter, da ved Gud at jeg deler den Følelse med Dem, at et mer forfriskende og mildnende Velvære kan man ikke nyde. Det var altid min største Glæde, og det er mig en vemodig Lyst at tænke mig Dem nydende den. –
Jeg rejser den ^{1 ste} Maj herfra til Neapel, og vil da fordele omtrent en 6 Uger paa at se Skjønhederne deromkring. I Begyndelsen af Juli kommer jeg hjem, jeg kan det ikke anderledes. Jeg har længe næret en romantisk Ide til et Stykke – jeg har altid skudt det[rettet fra: den] ud indtil jeg fik dens levende og farverige Jordbund for Synet, nu burde jeg se om det ikke lod sig realisere med Stemningen til Raadgiver; men der maa jo samtidigt være Ro i Sjælen, og det er vanskeligt naar man drages saa stærkt ud af sig selv til et Nydelsens Samkvem med Alt, hvad man træffer. Jeg faar nu se hvad Tiden bringer. – Jeg længes efter at tale med Dem elskede Frue, og selve denne Længsel er mig en Glæde. Tør jeg bede Dem bringe den kjære højstærede Etatsraad min Hilsen? Deres Døttre hilser jeg paa det Bedste, gid jeg havde En af dem med mig til Sorent! Og nu tusinde Levvel fra Deres taknemligt hengivne

Magdalena Thoresen.