Bakkehussamlingen

Omme i een af de snevre Gader og saa høit oppe at man
saae ud over alle Tagene, boede en ung fattig Maler,
som nylig var kommet herind fra Landet. Ikke een
Ven besøgte ham, ikke eet bekjendt Ansigt fik han at
see. En Aften sad han ret bedrøvet og eensom paa
sit lille Kammer, han aabnede Vindue[t]! nei, hvor
han blev glad! han saae derude et rundt, venligt An-
sigt, en gammel Bekjendt fra Hjemmet. Det var Maa-
nen! ak[k]urat, som den saae ud naar den skinnede
over Piletræerne ved Moders Have. Han kyssede paa
[Fingren…?] af den og Maanen lovede ham, at den hver
Aften naar den var ude, vilde see lidt ind til ham,
og fortælle eet og andet af hvad den havde seet samme
Aften eller Natten forud. ”Gjør saa din Tegning der
efter,” sagde Maanen, ”saa skal Du faae en ganske
artig Billedbog!” Og det gjorte han! næsten hver
Aften gav Maanen ham Motivet til et Billede;
hør hvad den fortalte een Aften:
”Tæt ved Landeveien ligger to Bønderhuse”,
sagde Maanen,” – – – – //