Bakkehussamlingen

I Børnestuen.
En heel Komedie.

Fader og Moder og alle Sødskende vare paa Komedie, kun lille Anna og hendes Gudfadder sade hjemme.
”Vi ville ogsaa have Komedie!” sagde han, ”og den kan begynde strax!”
”Men vi have intet Theater.” Sagde Anna. ”Og vi have Ingen til at agere; min gamle Dukke kan ikke, for hun er saa ækel, og min nye maa ikke faae sine pæne Klæder krøllede!”
”Man kan altid faae Personer de Agerende, naar man tager hvad man har!” sagde Gudfadder.” Nu skal vi Og Nu reise vi strax Theatret! her stille vi en Bog, der een, og saa nok en een, i skjævt Geleed. Nu tre paa den anden Side; der have vi Couliserne! Den gamle Æske her ligger kan være Bagtæppe. Vi vende Bunden ud. Theatret forestiller en Stue, det kan da Enhver see! Nu skulle vi have de som agere! Lad os see hvad der findes her i Legetøi-Skuffen. Først Personerne, saa lave vi Komedien, det Ene holder da paa det Andet, og det bliver udmærket! Her ligger et Pibehoved og her ligger en umage[rettet fra: mage] Handske, de kunne være Fader og Datter!”
”Men de ere kun to Personer!” sagde lille Anna. ”Her ligger en lille Dukkevest kan den ikke min Broders gamle Vest! Kan den ikke spille Komedie!
”Den er stor nok til det!” sagde Gudfadder. ”Den skal være Kjæresten. Den har ikke Noget[rettet fra: noget] i Lommerne, det al er alerede interesant, det er halv ulykkelig Kjærlighed.
Og her har vi Nøddeknækkerens Støvle med Spore paa, Pots Blitz Mazurka[rettet fra: mazurka], han kan trampe og kneise; han skal være den ubeleilige Frier, som Frøkenen ikke synes om!” //
Hvad Slags Komedie vil Du nu have? Sørgespil eller Familiestykke!”
”Familiestykke!” sagde lille Anna. ”Det holde de Andre saa meget af. Kan Du eet?”
”Jeg kan hundrede,” sagde Gudfadder, ”de meest yndede velseete ere efter det Franske, men de ere ikke pæne for smaa Piger. Vi kunne jo imidlertid tage de netteste, de ligne allesammen hinanden. Nu ryster jeg dem: Kukkelurum! splinterny! nu ere de splinterny! Hør nu Placaten!” og saa tog G Og Gudfadder tog en Avis og lod som om han læste op.

Pibehoved og godt Hoved
Familiestykke i een Act.
Personerne ere:
Hr Pibehoved, Fader.
Frøken Handske, Datter.
Hr Vest, Kjæreste.
Von Støvle, Frier. Og nu begynde vi! Teppet gaaer op; vi have intet Teppe, men saa er det oppe. Alle Personerne ere inde. Saa have vi dem strax. Nu taler jeg som Fader Pibehoved. Han er vred i Dag; man kan see, han er røget Meerskum
”Snik snak snurre, basselorre. Jeg er Herre i mit Huus, jeg er Fader til min Datter! vil han man høre efter hvad jeg siger! Von Støvle er en Person man kan speile sig i.
Saphian i Overdelen og Sporer paa Nederdelen, snikke snikke snak! – Han skal have min Datter!” -
”Pas nu paa Vesten, lille Anna,” sagde Gudfadder, nu taler Vesten, den har nedslaaet ombøiet Krave, er meget beskeden men kjender sit eget Værd og har Ret at sige hvad den siger: Pletfri er jeg, Boniteten maa da ogsaa tages i Overveielse. Jeg er af ægte Silketøi og jeg bærer Snorer!”
Men holder ikke Couleur i Vasken. ”Paa Bryllupsdagen, ja! men i Vasken!” Det er Hr. Pibehoved som taler: i Vasken holder De ikke Couleur. Von Støvle derimod er vandtæt, stærk i Skindet // og dog saa fiin; kan knirke, og klirre med Spore og har Physjonomi af Italien!”
”Men de skulde tale paa Vers!” sagde lille Anna. ”Det skal være det Yndigste[rettet fra: yndigste]!”
”Det er ligesom ikke umueligt kan de ogsaa!” sagde Gudfadder. ”Og naar Publicum befaler, man taler! – See paa den lille Frøken Handske, hvor hun strækker alle sine Fingere! ud!
”Heller alle Dage,
Handske uden Mage!
Ak!
Jeg kan aldrig overvind’et.
Og Jeg revner vist i Skindet.”
”Snak!” Det var Fader Pibehoved, nu taler Hr Vest.
Elskede Handske!
Om selv de blev Spanske.
Min skal Du blive,
Nu svoer Holger Danske. Støvle gjør frygteligt Mudder, tramper i Gulvet, klirrer med Spore og river tre Couliser om!”
”Det er udmærket!” sagde lille Anna! st
”Stille, stille!” sagde Gudfadder, stille ”stumt Bifald viser at Du er et dannet Publicum i første Parquet.
Nu synger Frøken Handske sin store Arie Galopade Arie, hun kan faae Knæk i Halsen af.
”Jeg kan ikke tale,
Saa maa jeg gale,
Kykkeleky, i de høie Sale! ”Nu kommer det dramatiske, lille Anna Spændende, lille Anna, det er det Vigtigste i i den franske Komedie Komedien. Seer Du her Vest har knappet sig op, og vist sin sin Tale kaster han lige ud til Dig, for at Du skal klappe, // lad kun være! det er finere! – Hør, hvor det rasler i Silketøiet. ”Vi er paa det Høieste! Vogt Dem! nu kommer Intriguen! De er Pibehoved, jeg er det gode Hoved[.] Vup, er De væk!”
”Saae Du det lille Anna!”, sagde Gudfadder, ”det er et udmærket Sceneri og Komediespil!” Hr Vest greb gamle Pibehoved og puttede ham i sin Lommen. Det er en aldeles ny Idee Der ligger han og Vesten taler:
”De er i min Lomme, i min dybeste Lomme, aldrig kommer De derfra, før De lover mig at forene mig [med] Deres Datter, Handske til venstre Haand. Jeg rækker den Høire.
”Det er rædsomt deiligt!” sagde lille Anna. Og nu svarer gamle Pibehoved:
”Jeg bliver saa ør!
Det er ikke som før.
Hvor er mit Humeur?
Jeg føler jeg mangler mit hule Rør.
Ak aldrig før
Var jeg saaledes skjør.
O, tag mit Hoved
Af Lommen atter.
Og vær forlovet
Saa med min Datter! ”Er det allerede ude! Komedien allerede ude?” Sagde[rettet fra: sagde] lille Anna.
”Bevar os vel!” sagde Gudfadder, ”den er kun ude for Hr Støvle. Abmaschirt! hedder det paa Tydsk De Elskende knæle, den Ene synger: Fatter! den Anden: Tag
Tag Hoved atter,
Velsign saa Søn og Datter. De velsignes, holde Bryllup, og Meublerne synge i Chor.
Knik, knak,
Mange Tak!
Nu er Stykket ude. ”Og saa klappe vi!” sagde Gudfadder, ”kalde dem Allesammen[rettet fra: allesammen] frem; Meublerne med. De vare af Mahognie!”