Bakkehussamlingen

Anden Afdeling.
”Tre Aar efter en Løverdag Aften.” //

( Det Indre af en Sennhytte. Et Bord og to Stole; paa een Knage hænger Rosels Søndagsklæder, paa en anden Matheass Jægerhabit; to Døre, et Vindue med en knækket Rude. )

Første Scene
Matheas, (som Soldat, han bærer sit Tornister.)
Juchhei! her seer Alt som det før har været! jo ud som før!
Den lille Stue med Bord og med Stole;
Paa Knagen der, hendes Søndags Kjole,
I Krogen den gamle Spinderok.
Hun lever, det er for det første nok.
Hvordan det staaer til skal jeg snart erfare
Paa fem Minutter vi er i det Klare!
Jeg har ingen Frygt, jeg er den som før,
Og hun er det ogsaa, tro som sig bør. Alt er som sig bør!
Og da kan jeg ikke sige hvorledes
Jeg har det; jeg isner og derpaa jeg hedes //
Jeg er saa løierlig – ængstes saa smaat!
Jeg har det saa godt slet ikke godt – og dog ikke godt!
Der er over mig som en Troldoms Magt!
Det er som Bly var i Benene lagt,
Og Hjertet slaaer ei den sædvanlige Takt;
Jeg veed det, saasnart som hun nu træder frem,
Saa staaer jeg, kan ikke tælle til fem.
Rundt om seer alting jo ud som før!
Rundtom er Alting, som før det var,
Og dog
Rundtom er Alt, som i gamle Dage,
Og dog saa nyt, nu jeg kommer tilbage!
Naa det vil gi’ sig, faaer jeg først sat,
Min grønne Trøie, min Jægerhat
Med Gemseskjægget saa stift og stridt –
Min Gud – der hænger den[først skrevet: min] hele Habit;
Ja Rosel paa mig har Du tænkt saa tidt;
Da Fuglen fløi bort, fik hun Du tog som et Minde,
Hver Fjer der efter dem[først skrevet: det] at finde!
Men det er silde, og Maaneskin.
Endnu har hun ei drevet Hjorden ind
Hun tager sig god Tiden i rigtig Mag, //
Det skeet ei før paa en Løverdag,
Da var hun alt paa sin Plads ved Birken,
Hvorfra hun kan see lige ned til Kirken,
Hvor Veien hæver
Hun jodlede høit, det lød rundt om,
Da kunde jeg høre hun vidste jeg kom,
Og ringede Klokken i Taarnet dernede,
Paa Bjerget jeg vidste een for mig bede,
Thi from og gudsfrygtig, gjør her i Tugt og Ære,
Saa Og det er det en maa [rettet fra: med]være! –
(man hører Køernes Klokker)
Ak ja! nu kommer hun! – Køerne komme,
Den blakkede Ko gaaer forrest som før,
Nu følge de Andre – der er den fromme
Fru Godel, og sorte Marie – og Kløer-
Og Hjertermadam – men den Graae’
Jeg seer ei den Graa – - den jeg altid saae,
Hvor er den henne – ? – I Du min Gud!
Min Rosel nei see! hvor godt hun seer ud,
Saa ganske som før – jeg den selv samme seer,
Men grumme alvorlig! hun jodler ei meer,
Nu er de ved Stalden, – saa langsomt det gaaer! //
See saa! – først den Røde! nei see hvor den staaer!
Skrub af! naa endelig! – kom dog paa V gaae Eders Vei!
Nu See saa, hun lukker, hun kommer – Nei
Hun maa ikke strax faae mig at see,
En alfor stor Glæde gjør Hjertet Vee.
Jeg skjuler lister mig ud,
Jeg skjuler mig lidt – og kommer saa hid!
Mit hjerte vil sige mig naar det er Tid.

__
(gaaer).

Anden Scene.
Rosel
Sang.

#
Her oppe paa bjerget var lykkeligt før,
Jeg sad hos min Ven og var i Humeur,
Nu sidder jeg ene og græder saa tidt,
Og Tankerne flyve saa vildsomt og vidt”
(jodler)
# //

Langt ude hvor Bjergene reent blaane hen,
Der vandrer han nu, mine Tankers Ven,
Der ud jeg stirrer med Graad paa Kind,
Ved Dag og ved Aften i Maaneskin.
#
-
I Aar og i Maaneder, aldrig ret glad!
- Jeg skulde faae Ild paa, koge lidt Mad,
Den smager mig ikke, og mindst Løverdagen
Den Dag kom Matheas – ja det er Sagen.
Ved hver en Bid jeg ta’er i min Mund,
Jeg tænker paa ham i den samme Stund,
Maaskee han er død – nei han er ei død,
Thi dersom han var det, havde han skrevet,
Og Svar paa mit Brev er udeblevet;
Maaskee var det vanskeligt, reent umueligt,
At sende Een der var rigtig xxx rigtigt deiligt
Forstod at skrive hans Hjertes Tanke.
Jeg finder [først skrevet: min] knap Een der kan ret forstaae,
At læse hans Brev, som det læses maa.
Desuden hvad Kjærestefolk har at skrive //
Det skal man just ei til en Tredie give,
Den Han skal ei hv vide hvert Ord der staaer.
- To Breve – og det i tre lange Aar.
Det er ikke meget, det maa jeg sige,
Dog er det en Skat, som et Kongerige
Med Øinene kan jeg vel ei læse Skrift,
Men med Med mit Hjerte jeg læser det Skrevne,
Og udenad lært ere Brevene blevne.
Jeg kan dem og veed dem – o det er en Lyst.
Jeg gjemmer dem her paa mit bare Bryst.
Nu Dagen har er endt – og Solen er nede,
Og der skinner Stjernen, den seer nu Matheas!
-
udenfor høres Matheas ( udenfor synger xxx af Deelen fra første Deel!)
#
Bemærk Dig den Stjerne
Bemærk Dig den Stjerne deroppe, just den!
Den seer vore Veie, den være vor Ven!
Rosel
Min Gud hvad er det dog – det er Spøgeri!
Matheas
(jodler) //

Tredie Scene
Matheas. Rosel.

Rosel
Matheas!
Matheas
Min Rosel!
Rosel
Dig er det!
Matheas
                         Just mig!
Rosel
Det er vist din Geist!
Matheas
Nei jeg er hos Dig!
Rosel.
At hvis Du forsvinder!
Matheas
Her har Du din Ven!
Rosel
Naa, Gud være lovet, jeg har Dig igjen! //
Matheas
O ikke som Geist, jeg er levende jeg!
Rosel
Ja det er Matheas! jo vist er det Dig!
Saa ganske før! og den samme Maneer!
- Men siig mig dog bare hvorledes det skeer,
At Du er tilbage, at her Dig jeg Dig seer,
Matheas.
Jeg kom her til Fods! –
Mig bar min
Tilladelse fik jeg – og har jo to Been,
Der nok kan bære – ! jeg var ei seen,
Jeg vandred afsted jeg tænkte paa Dig,
Og saa blev den kort den lange Vei!
Men Du min Rosel, min egen Pige,
Du[rettet fra: Nu] maa Du fortælle, nu maa mig[rettet fra: Dig] sige,
Hvordan det er gaaet Dig siden fra vi saaes sidst!
Rosel
O mig! – Kan Du spørge,
O mig! – kun daarlig! – ja det er vist!
Men Dig! – Du maa ret have oplevet meget! fortæl hvad Du hørte og saae!//
Fra den Tid Du maatte gaae ind i Krigen gaae!
Matheas
Jeg oplevet meget og ikke saa meget! end Du;
I Krigen, gaa mit Barn, gaar Alt saa gesvinde!
Saasnart jeg var kommet i min Mundering
Det var som man kun havde ventet paa mig,
Strax heed det: ”nu bryder det løst i Italien!”
Godt! Marschen begyndte, fra Morgen til Aften,
Det gik, som fra Vuggen jeg havde marschert.
Og blev der paa Veien en Dag gjort holdt,
Saa øved man os i excerceren;
For det man kunde naar det gaaer løst!
Og Hjertet maa sidde det rigtige Sted
Og Æren – ja den maa sidder dermed.
Som brav Karl man er med Og da er man som brav Karl med sit Liv parat,
En daarlig Karl kan ei være Soldat.
Rosel.
Det seer man paa Dig! – Er du gaaet Slag!
Ak, det maa dog være en egen Sag!
Matheas
En Dands er mig kjærere, det maa jeg sige, //
Men er man deri, la’er man frem være lige! –
Det første Skridt er det værste at gjøre,
Den Trommen og Blæsen og Skyden at høre,
Naar man er xxx ganske Det er noget Nyt for en ung Recrut,
- Man holder ei af at der bliver skudt! –
Saa gik det mig og de Andre med,
Men alle de ældre i Regimentet,
De gjorde lidt Nar af vor blege Mine,
Og Generalen var skrap mellem sine at see;
Vor Feldtpræst sagde: Guds Villie skee!
Han gav sin Velsignelse! nok saa kjærligt.
Og saa kom Couragen! det gik herligt!
synger)
#
Naar jeg Fanen udfolder og Trommerne gaae
Føle alle som een, rigtig Lyst til at slaae!
Naar saa Kuglerne pibe, de har denne Skik,
Det Siger strax hver Soldat, det er min Musik! //
Lader Fjenden os falde, det kan hænde tidt,
Paa den Maade kun kan han blive os quit,
Der er ikke ikke Een som vil forlade sit Geled
Naar ei Døden er der og faaer Manden afsted.
#
Naar Kanonerne dundre, de gjør de ei slet,
Faae en Kugle den Bolle fordrives ei let.
Slig en Føde fra Fjenden, den er ei saa sund,
Giv Bollen tilbage i lige mange Pund,
Enhver lige udsat staaer for Kuglernes Fortræd,
Soldat Soldat, Officeer og Generalen selv med!
Og man føler og forstaaer der, at man alle Mand
At vi ere Børn af det samme Fædreland.
-
Hjem kom vel ikke Alle, som engang drog afsted,
Men den som faldt i Striden, han har jo vundet Fred //
Hjem kom ikke alle som droge afsted.
Nu, de som er døde, de har vundet Fred,
Lad Det ikke græmme Dig, giv mig den Grund i det mindste Stykke!
See Kongens Billed, det er mit Mykke!
Du sagde selv til
Jeg loved, jeg ei skulde gjøre Dig Skarn,
Det har jeg ei heller, og det kan Du kræ og ei heller ham!
Mathi
Rosel
Og jeg er stolt af Dig! O Du gjør mig stolt! – Var jeg dog fulgt med
Saa kunde jeg som Marketenderpige,
For de gaae med har jeg hørt sige
Imellem dog rakt Dig en Lædskedrik,
Pg pleiet Dig naar Du var syg og saaret, et Saar Du fik!
Matheas
Du fulgte med mig – jeg Du var i min Tanke,
Paa Marsch, i Qvarteer og paa Lazarettet.
Rosel
At der Der har Du da været? Du fik da et Saar, og syg og saaret
Matheas
O nu er det lægt! –
Rosel
Og det godt Dig gaaer!
Alt det har Du baaret! //
Matheas
Vel jeg er min Pige! – fortæl nu du,
Det er nu glemt! – - men sig mig nu Du!
Hvordan er det gaaet Dig indtil vi nu!
Tre lange Aar efter før vi mødtes igjen!?
Jeg veed Du har bitterligt savnet din Ven.
Hvor fandt Du vel Trøst, hvordan har Du lidt
Tænk paa mig har Du og bedet vist lidt.
Rosel
Vise
#
Hver Søndag den festlige Dag var saa lang,
Da gik jeg til Kirken og græd mens de sang,
Hver Mandag paa Bjerget saa ensom jeg sad,
Du var min Tanke, og for Dig jeg bad.
#
Hver Tirsdag – de selv samme Tanker kom,
”Min Glæde i Verden hvor vandrer Du om,
Hver Onsdag – den halve Uge var endt,
Mit hjerte var sygt dog og længsels bespændt
#
Om Torsdag jeg tænkte nu ender min Nød, //
Om Fredagen, var jeg endnu ikke død.
En Løverdag kom Du – og nu kun jeg veed,
At det er en Glæde for alt hvad jeg leed.
-
Ja saadan gik det Uger – og Maaneder og Aar!
Men nu er det glemt – alt bittert og haardt,
Det er nu for mig som reent Er ligesom om det reent var blæst bort,
Hvad Du har fortalt mig har gjort mig saa godt,
Alt hvad Du fortalte har sagt – hvad jeg vidste,
Matheas, var Kjærlighed kunde ei briste!
Men – jeg staaer og snakker – og Du har gaaet
Saa langt en Vei! og og hvad har Du og ikke en Bid har faaet!
Du maa være træt, og baade sulten og tørstig
Jeg skal hente Brød og Mælk – eller vil Du
Jeg laver lidt varmt!
Matheas
                             Det har jeg, i Hjertet!
Rosel
Ja det kan sagtens det I Hjertet ja vist det [frysel?] vist ikke! //
Men Du man behøver dog Mad og Drikke!
(gaaer)
_
Fjerde Scene
Matheas (alene)
Ja, det er min Tanke, det bliver ved den!
Nu snarest jeg kaster Ungkarlen hen,
En sød lille Kone, det hører der til, !
Jeg veed hvad jeg vil, jeg veed hvad jeg gjør,
Og nu vente længer vi slet ikke bør!
Farvel Hr Soldat, her Jægeren staaer!
En sød lille Kone som Krabaten faaer!
(gaaer)
_
Femte Scene
Rosel
See saa! han skal just in ikke just lide Nød.
See Her har jeg lidt Ost, lidt Pølse og Brød;
Desuden, en Haandfuld Tobak jeg har gjemt,
Fra sidst at han var her; det da blev den glemt;
Nu vil den[rettet fra: det] smage ham, kan jeg tænke! //
Ak havde jeg nu lidt Viin at skjænke,
Men jeg har kun Mælk og Kildevand;
Matheas maa tænke han sig midt i Felten,
Hvor ikke Alt kan faaes som det skulde for enhver.
Nu er han nok inde [i] Kammeret der,
Har sat sig for at faae lidt Hvile,
Og den kan han trænge til især,
Thi fra Italien og er langt til her!
                        (Aftenklokken ringer)
(hun synger)
Jeg takker mig fra Fare fra Sygdom og Død,
Du give mig altid mit daglige Brød,
See ned til min Græsgang der nærer min Ko,
Beskjærm Du Matheas – Tanke og Tro.
Jeg takker Dig evige Gud!
_
                    Matheas (er traadt ud som Jæger)
O. Tak for din Bøn, den vil høres af Gud!
Et Hjerte, saa fromt, som dit, det er ægte! //
Rosel.
Min søde Matheas hvor godt Du seer ud.
Det Tøi har Du fundet og strax taget paa!
Saasnart at jeg det hos din Moster saae,
Strax bad jeg om ikke jeg maatte det gjemme;
Det var en Erindring for mig her hjemme!
Hver evige Time jeg kunde faa see det.
Du fandt det da strax!
Matheas
Det klæ’er, min Skat?[rettet fra: !]
Rosel
O yndigt!
Matheas
Og Gjemseskjægget her paa min Hat?
Rosel
Velsignet!
Matheas
Og Sølvskillingen sidder tæt ved der skal man bære!
Rosel
Det er det deiligste Syn der kan være.
Matheas
Hvad synes Du bedst om: Grønt eller blaat.
Rosel
Det Grønne! //
Matheas.
Hvorfor?
Rosel
                                Det gjør Øinenene godt!
Og grønt er jo Marken og Træerne grønne,
Og Haabets Couleur er den samme kjønne.
Matheas
Og derfor jeg nu vil gaae klædt i grønt,
Rosel
Hvor Men tør Du!
Matheas
Hvorfor ikke! Det er jo s saa kjønt.
Rosel
Men Du er Soldat –
Men naar Permissionen nu er forbi,
Saa gaaer Du – , – det maa vi finde os i!
Matheas
Men naar jeg nu ikke har Lyst dertil!
Rosel
Jeg veed nok Matheas hvor bødig, Du vil!
Og det er for min Skyld, – Men frygt Du kun ei!
En brav Soldat maa jo gaae sin Vei,
Og just som en brav Soldat, har din Pige,
Dig dobbelt her kjær allerkjærest – ja, det tør jeg sige! //
Betragt kun det lille kord paa dit Bryst,
Gaae Drag bort i til den, det er just min Lyst!
Matheas
Vel talt! – min Rosel Du maa forstaae,
Jeg vil kun det, som jeg bør og maa!
Rosel
Og hvad er det?
Matheas
Du vil ikke høre – !
Rosel.
Din Permission – ?
Matheas
Den vil vi gjøre
Til Afsked – !
Rosel.
Hvorledes!
Matheas
                                 Jeg er Invalid!
Rosel
Det er og det var Du jo ingen Tid.
Matheas
”Hvad gjør vel en Skramme, hvad gjør selv et Par,
Naar Hjertet kun bliver det samme det var!”
Det har Du selv sjunget! – //
Rosel
                                  Nei er det sandt!
Matheas
Det Sandheden er – og jeg Afsked ha vandt!
Rosel
Men hvor er Du skudt?
Matheas
I Foden!
Rosel
                                    og hugget-?
Matheas
I Armen! – og drøie Puf har jeg faaet,
Der sees endnu Spoer hvor Kolben har slaaet,
Saa det falder lidt det svært at bære Musket,
En stadig Marscheren, der altid gjør mig træt,
Tornisteren Mig tynger Tornisteren og den maa med!
Nej Nu, ny[?] gaae ind i d Ne Den Unge gaaer ind i den Ældres Geled,
Den Ældre xxx faaer Afsked – hver Invalid
Staaer aabent et Hjem for heel
                               et deiligt hjem al hans Tid
Et Huus er ham vist i hans gamle Dage.
Er vel for ham er der for sørget i al hans Tid,
Et Huus er ham vist paa hans gamle Dage,
Men har han, som jeg, endnu Kræfter tilbage
Og nok vil prøve hvad Lykken kan bringe, //
Han takker og faaer en Sum, ikke ringe –
Og De blanke Kroner – og den jeg fik har jeg faaet!
Nu vil jeg –
Rosel
Hvad vil Du – ! har jeg forstaaet!
Min Gud – har jeg rigtig forstaaet!
Matheas
Det har Du – ! jeg bliver! og Jæger som før,
Men som Invalid maa jeg vel komme tør, -
Hos Dig – !
Og vide – Ro
Rosel!
Dit Hjerte er sundt og godt,
Min Skjønhed, – men den gaaer det kun smaat.
Matheas
Al[først skrevet: Min] Skjønhed varer kun ved en Tid,
Den ogsaa bliver tilsidst Invalid.
Nei ret holde af, være brav og tro,
Derfor skal man [love?] og det vil vi to.
Jeg har efter min Moster har arvet jo lidt,
Og hvad jeg har faaet det er ogsaa dit;
Jeg kjøber et Huus, saa mangler der kun
En lille Kone – hvor findes hun? //
Rosel
Hun findes – det veed Du jo nok Mathies
Matheas
Vi gifter os! – det er et Paradis!
Begge (synge[)]
:/: Altsaa er vi nu et Par!:/:
xxx er som Du længst det var
I Ære Vi det i Tugt og Ære var
Paa Bjerget i deiligt Maanskin!
#
I Krigen kaldte man min Ven,
Men Freden gav mig ham igjen
Paa Bjerget i deiligt Maanskin.
#
En Løverdag var sorgen sorrigfuld
En Løverdag gav Glædens Guld
Pa Bjerget i deiligt Maanskin.
__