No. 104 af 527
Dokumentstatus
Manuskript
Ophavsmand/nøgleperson Dato
Christian Winther u.å.
Værktitel

Doris og Fætter Jean

Original
Dokumentindhold

Christian Winthers manuskript til digtet Doris og Fætter Jean.


Doris og Fætter Jean.

Det er en gandske vakker Fyr
Hr. Jean, min yngste Fætter!
Han mig fortæller Æventyr,
Og skriver mig Sonetter;
De klinge ei, som Andres Vers,
Der læses og forglemmes,
Hvori man seer, det er kun Skjers,
Saa Lunet reent forstemmes; –
Hans Vers de trænge dybt i Sind!
Ja, de kan rigtig troe det,
Jeg lod dem aldrig komme ind,
Hvis Hjertet ei forstod det.
De virke med en Tryllemagt, –
Man veed ei, hvor man har det,
Og Hjertet være maa paa Vagt,
At det er vel forvaret.

Det var en Foraarsdag i Fjor,
Vi gik paa Elskovsstien,
Jeg tog mig for at spørge, hvor
Han lærde Poesien?

“Hør kjære,” – jeg med høvisk Tugt
Ham nok tør kjære kalde;
Han kalder mig for meget Smukt,
Som Rimet nu kan falde, –
[Nederst på siden skrives et ord, som også indleder teksten på den følgende side:] “Hør
//

“Hør kjære Jean! fortæl mig dog,
Jeg ikke ret forstaaer det,
Hvordan du bleven er saa klog,
Og hvorfra du dog faaer det?
Thi Oncle staaer i sin Boutik
Med Bismer og med Alen,
Og Tante holder dygtig Skik
I Kjøkken og i Salen;
Men Vers de agte kuns for Tant,
Og Elskov for Sottiser;
Ja, Oncle selv sin Kone fandt
Jo ved Addresaviser.”

“Kom,” sagde han, “–paa denne Bænk
Vil vi en Stund os sætte,
Mens Maanen kaster Sølverstænk
Ud over Skov og Slette;
Jeg vil dig med tre, fire Ord
Mysteriet berette;
Det vil tillige, som jeg troer,
Mit Hjertes Byrde lette.

Da Eros fløi fra Psyches Barm,
Forraadt af sin Veninde,
Og, svømmende med Graad og Harm
Paa Sommerluftens Vinde,
Han høit i stjerneklare Nat
Sig heftigt monne svinge,
Da løsned sig en Fjeder brat
Fra Gudens venstre Vinge.
Den sang; og mens den lille Gud
Sin Smertes Flamme svaled,
Den som et hvidligt Stjerneskud
Paa Hellas Enge daled.
//
Der af en Græker funden blev
Det kostelige Stykke,
Og han de første Hymne skrev
Om Kjærlighedens Lykke.
Men – siden er de vandret om
Vel over hele Jorden,
Til London, Ispahan og Rom,
I Syden og i Norden;
Den fandtes hist, hvor Palmen groer
Ved Nilus-Kildens Grotte,
Og man har fundet selv dens Spor
Paa Schwabens Ridderslotte;
I Provençalens kjælne Chor,
Hist ved Vancluses Kilde,
Og hvor sig Guadalquibir snoer
I Ly af Ranker vilde.
Lyksalig Han, som eier den!
Hver Elskovsbøn, hver Klage,
Som skrevet blev med denne Pen,
Blev aldrig viist tilbage.

Man ofte har den eftergjort
Bemalt med broget Farve,
Men ak! de gavner ikke stort,
Hiin Dyd de ikke arve;
De findes overalt paa Jord, –
Slig Falskhed aldrig helmer, –
I Kjøbenhavn, saavidt jeg troer,
Hos Jacobsen og Selmer.

Jeg meende, min var denne Skat,
Min Anelse har sagt det,
[Nederst på siden skrives et ord, som også indleder teksten på den følgende side:] Skjøndt
//
Skjøndt tidt alt Haab mig har forladt,
Hvorvidt jeg end har bragt det.
Dig offred jeg hver Bøn, hver Sang;
Dog maa jeg tilstaae dette:
Jeg hidtil tvivled hver en Gang
Om Pennen var den Rette!”

“Ifald,” – jeg svared flux igjen, –
“Hver Bøn, hver Elskovsklage,
Man skrev med Gudens tabte Pen,
Ei vises kan tilbage,
Saa trøst dig! – er den rigtig til,
Da kan jeg ikke nægte,
Man maa saa sige, hvad man vil:
Du eier vist den Ægte!”
________

Christian Winther.

Kommentarer

Digtet er sendt som brev til Alvilde Müffelmann, trykt i Nikolaj Bøgh: Christian Winther, bind 2, s. 80.

Arkivplacering
Arkiv 1, Chr. Winther
Personer
Christian Winther
Sidst opdateret 13.06.2018 Print