No. 13 af 542
Dokumentstatus
Manuskript
Ophavsmand/nøgleperson Dato
Christian Winther u.å.
Værktitel

Kanefarten

Original
Dokumentindhold

Denne originaludgave af Christian Winthers digt “Kanefarten” er en del af Christian Winthers versnovelle Annette, udgivet i 1835, som man kan se indholdsfortegnelsen på her. Digtet giver et interessant indblik i Christian Winthers skriveproces. Flere af verselinjerne er allerede i denne udgave rettet til, og i flere tilfælde er stroferne i det endelige digt helt forskellige fra denne udgave.
Digtet er en fortælling på vers og handler, som titlen antyder, om en sen kanefart hjem fra et middagsselskab. Undervejs lufter både manden og derefter konen deres jalousi, og manden fortæller om et gammelt riddersagn, der virker som en spids antydning om troløshedens konsekvenser (forklædt som en validering af deres kærlighed) efter denne snak om jalousi. De når endelig hjem tidligt om morgen, og her finder de et brev, om hvad læseren ikke fortælles andet, end at manden bliver hvid som et lagen, da han læser det.


[tilføjet med blyant og en anden hånd:] 6.

Kanefarten.

Nu god Nat! gaa ind min Frue!
Staa ei uden Shavl og Hat;
Skynd dem til den varme Stue,
Tak for denne Gang, god Nat! –
Sæt i Kanen dig, Annette!
Jeg staaer bagpaa, ud ad Port
Gaaer den lette
Hest i Trav, som det var smurt.
___

Klart er [Indført: Kold og klar er] luftens Blaa og Sneen
Knittrer under Hestens Hov, Trin, Skridt.
Maanen glimter i Alleen,
[Indført: Bag hver Træ den leger tit]
Hist den hæver sig bag Skov;
See, der er den! kan du see’en?
Blank poleret, uden Ring?
Her Chausseen
Naaede vi med raske Sving.
___
//

Atter frit jeg her tør aande
Efter al den Viin og Mad,
Efter alt det Vrøvl, den Vaande,
Som saa gjerne følges ad,
Endt er nu min Qval og Qvide, –
Lee du kuns! du næppe troer,
Hvad jeg lide
Maae ved sligt et Middagsbord.
___

Fornem Taushed, fjottet Latter,
Halve Spørgsmaal, Flaue Svar,
Kandestøben og Debatter,
Høit opskruet Passiar;
Medisance, Smigrerier,
Vigtig Alvor, falske Blik,
Drillerier
Usel Sang og dum Critik.
___

Siig mig dog, hvor kan man ville,
Naar man har et Hjem, som vi,
Otte dyre Timer spilde
Paa saa vandet Compagnie?
Etiquette? Bah! – min Ganger
Spring paa Veien, stærk og let!
Ei man fanger
Mig saa snart i Saadant Net.
___
//

See, hvor tyst sørgmodigt hælder
Granens Top, med Snee bela[g]t,
Hør, hvor muntert vore Bjælder
Ringle her i Skovens og Krat;
Sælsomt disse Ellestammer
Dandse os i Rad forbi,
Maanens flammer
Livner alt med Tryllerie.
___

Rask min Hest! du hjemme finder
Gylden Havre og din Stald! –
Dybt i Søvn, med runde Kinder,
Vore Børn vi finde skal;
Pigen seer jeg alt, den lille,
Smilende og hvid og rød,
From og stille,
Lokken guul og silkeblød.
___

Og den tykke Dreng jeg hører
Trodsigt knurrende, naar han
Heftigt sig i Kurven rører,
Og ei strax sig vende kan!
”Aa, min Herre skulde nødig
Skjænde paa sit stolte Kjøn,
Uærbødig
Tale om sin f første Søn!”
___
//

Jo, Annette! jeg maa elske
Hende meget meer end ham;
Drenge blive snart rebelske,
Piger er liig fromme Lam;
Og naar Knøsen alt er Herre,
Staar hun end, et barnligt Skud,
Sandt, desværre!
Tidt forladt i Storm og Slud.
___

Det var [Indført: Seer du] Ræven! hvor den stræber
Gjennem Skov i Bølgedands;
Paa den hvide Vei den slæber
Efter sig sin tykke Svands!
Deiligt daler Sneens Flokker
Glimrende fra Busk og Træ’r,
Naar de rokker, –
Ak, hvor stille fjern og nær!
___

Hør! for Løiens Skyld, hvad sagde
Han dig dog for smukke Ting?
“Hvilken Han?” – Jo, han som lagde
Shavlet dig saa peent omkring?
“Narrerier!” – Jeg saae ham smægte,
Hvilken Iver! hvilke Blik!
Ei jeg nægte
Kan, han jo Repliker fik.
___
//

“Veed du hvad? jeg kunde gjerne,
hvis jeg vilde, blive vreed!
Spøger det i Herrens Hjerne,
Veed jeg ogsaa, hvad jeg veed!
Mig ei frister Baand og Stjerne, –
Men – du mindes vel hiint Baand?
Altfor gjerne
Kysser du paa hendes Haand!”
___

Du har Ret! men vær kun rolig,
Min Begeistring er saa reen.
Her i dette Hjertes Bolig,
Tro mig, hersker dog kuns Een.
Skjønhed jeg beruset nyder,
Men det bedste Smykke, som
Jorden pryder
Er jo dog min Eiendom.
___

Slutte vi saa Fred, Annette?
“Kjære! var der nogen Krig?”
Jo, jeg vil dog Seglet sætte
Paa et evigt, ømt Forlig! –
Skju-?- [Indført: Og] hun bøier sig tilbage,
Og [Indført: Saa] bag Slørets grønne Vift
Kan jeg tage
Pantet uden Underskrivt.
___
//

Her med Eet blev Skoven aaben,
Sølvmorklædt er Dal og Høi;
Svøb dig, Søde! godt i Kaaben,–
Det var Ænder der, som fløi!
Snart de stige, snart de synke,
Flokken skyder ud og ind,
Hør de klynke
Underligt i Nattens Vind.
___

Krandset rundt af Lind og Birke
Indenfor den hviide Muur
Kneiser høit den gamle Kirke
I den hvilende Natur,
Tankefuld den staaer og stirrer
Som den stod i tusind Aar,
Sæl[indført: Lang]somt dirrer
Klokken, som i Taarnet staaer.
___

Ned ad Banken vil jeg kjøre
Over Søen, hvid og glat,
Kortere vil Veien føre
Hjemad i den klare Nat.
Du behøver ei at frygte,
Der er sikkert, kan du troe,
Frosten bygte
Mange Dage paa sin Broe.
___
//

Hestens Næseborer damper, –
Raslende fra Sivets Skov
Ud paa Fladen rask den stamper
Med sin staalbelagte Hov.
Intet Fodtrin end har rørt ved
Dette Søens stramme Lagn, –
Har du hørt det?
Her fortæller man et Sagn.
___

Hist paa Høi, hvor Uglen sidder,
Hvor det skjæve Trækors staaer,
Sad i fordums Tid en Ridder
I sin taarnesmykte Gaard;
Yndig var hans Hustru, Armen
Var som Sneen, Øiet Ild,
Men i Barmen
Troløs Elskov blussed vild.
___

Hun og hendes frække Beiler
Mødtes her ved Søens Bugt,
Hid han kom, en natlig Seiler,
Til den giftig søde Frugt;
Og ved hemmelige Møde
I den sivomkrandste Baad
Begges Brøde
Modnede den skumle Daad.
___
//

Og i Søvnen grusomt bandt de
Hendes Huusbonds Haand med Bast,
Her ved Bredden Stene fandt de,
Vandt ham dem om Halsen fast,
Ud paa Mørke Dyb de roede,
Dybt paa Bunden blev han lagt,
Og de troede
Deres Daad i Glemsel bragt.
___

Aaret svandt; den stolte Ridder
Hente vilde nu sin Brud;
Skoven klang af Fugleqvidder,
Rosen pranged, rød og prud;
Prægtig sad hun, som forynget,
Straalende, en Elskovssol,
Stolt og gyngende
I den smykkede Gondol.
___

Men paa Søens Midte svæved
Begge knap, før op fra Dyb
Med en rædsom Hvislen hæved
Sig en Skov af hæsligt Kryb;
Sorte Slangehalse lænked
Sig om Baadens Mast og Rand
Og den sænked
Skummende i mørke [indført: dunkle] Vand.
___
//

Skyen spændte ud sin Kaabe,
Solen mistede sit Syn,
Stormen hørdes vildt at raabe,
Over Himlen slog et Lyn,
Bondens Hane goel paa Tofte,
Hesten sank i Knæ paa Stald,
Himlens Lofte
Dundred af et vældigt Skrald.
___

Men da Dagen atter vilde
Speile sig i Søens Glar, –
Saae den Riddrens Liig, som stille
Bølgerne paa Armen bar;
Hist han laae paa Sandets Tillie,
Hvor de tvende Bøge staaer,
Søens Lilie
Krandsede den Bleges Haar.
___

Og endnu, vil Sagnet sige,
Hævnen staaer ved Magt; thi her
Ingen troløs Svend og Pige
Søen komme tør for nær;
Men ethvert dydsiret Par, som
Troskab bær i Hjertets Gjem,
Bølgen varsom
Fører til det sikkre Hjem.
___
//

“Fy! det var en fæl Fortælling,
Gud skee lov, vi kom paa Land!”
Seer du, her paa Breddens Hælding
Fandt man just den dræbte Mand.
Har du Skræk i Blodet faaet?
Det var slemt! – jeg mener blot,
Vi bestaaet
Har jo dog vor Prøve godt.
___

Maanen synker alt bag Lunden,
Og til Afskeed venligt leer,
Fjernt fra Byen høres Hunden,
Stjerner tindre fleer og fleer;
Hist paa Møllen rødligt brænder
Lyset i den aabne Glug, –
Natten sender
Os et dybt og iiskoldt Suk.
___

Ranke kneise Poplens Grene
Rundt om Gaarden, hvor vi boe,
Snart vi sidde skal alene,
Uforstyrret, vi to!
Lad mig ind i Huus dig bære,
Trække Støvlen af din Fod! –
“Lad kun være!
Du er næsten altfor god!”
___
//

Det var prægtigt! her vi finder
Posten, kommen nys fra By,
Brev fra Venner og Veninder,
Pakker og Aviser nye;
See, Hr. Carl Andreas skikker
Bøger mig af første Sort, –
Han er sikker,
Veed, min Taalmod er kun kort.
___

Denne lille, lune Stue,
Min Ciggar og min Avis,
Jeg og du, min søde Frue!
Er det ei et Paradis?
Skjænk mig Thee! – de smukke Bøger
Gjemmes til i Morgen, du!
Men – hvad søger
Der i Tasken du endnu?
___

“Aa, see her, hvad jeg har funden,
End i Tasken, som var glemt.
Dette store Brev paa Bunden
Havde sig bag Foeret gjemt.
Naa? hvad bringer det for Dagen?
Gud! hvad er det? hvid du blev
Som et Lagen, –
Ak! hvad er det for et brev?”
___

Arkivplacering
Arkiv 1, Chr. Winther
Emneord
Christian Winthers forfatterskab
Personer
Christian Winther
Sidst opdateret 12.06.2018 Print