No. 126 af 509
Dokumentstatus
Manuskript
Ophavsmand/nøgleperson Dato
Christian Winther u.å. [november 1833]
Værktitel

Til Aluilde

Original
Dokumentindhold

Manuskript til Charistian Winthers digt Til Aluilde.


Kbhvn, Novbr, 1833.

              Til Aluilde.

Alt er nu saa koldt og raat,
         Stormen over Marken tuder,
         Regnen slaaer på Væg og Ruder,
Græsset ligger guult og vaadt;
         Grenen knager, Bølgen bruser,
Vinden bider som en Kniv,
Og igjennem visne Siv
         Liig et Orgel huult den suser;
Over Haugens øde Gang
Seer man Spurven eensom hoppe,
         Og i nøgne Bøges Toppe
Slumrer alle Fugles Sang. –
         Ak! og det var Skuepladsen
Hvor saa mangen Blomsterstikling
Fik sit Ungdoms-Livs Udvikling,
         Borte er nu hele Stadsen!
Paa den forhen grønne Plan
         Sommerfugl, den lette Dandser,
         Smukt forlysted vore Sandser,
Med sit korte Livs Roman;
         Og paa Haugens peene Tillie
Førdes mangt et Drama op
Af den unge Rosenknop
         Og den alvorsfulde Lilie;
Dér, naar Aftenduggen faldt
         Har Nymphæer, Immorteller
         Underfulde, smaa Noveller
Dem saa hemmeligt fortalt,
//
Om, hvad dybt paa Søens Bund
         Og i Kjæmpers mørke Høie,
         Aldrig sees af noget Øie
Men af Blomster-Alfen kun; –
         Høit i Bøgens Top foroven
Var et rigtbesat Capel,
Der et mægtigt Tonevæld
         Strømme lod igjennem Skoven;
Hver en Morgen prægtigt lød
         Deres høitidsfulde Psalme,
         Men, naar Vestens Sky mon falme,
Klang en Elskovshymne sød. –
         Dér vi torde med hverandre
Frit marschere, uden Gru,
Og fra Bakken, Rendez-vous,
         See de tappre Skarer vandre.
Dér var smukt, ihvor vi gik; –
         Ak, hvor jevnt faldt ei vor Tale;
         Ikke frygted’ vi Cabale
Eller nogen Skjæv Critik! –
         Dér de vandret har alene
Med det røde Sharvl[?] om Kind,
Saa, med dybt fortryllet Sind,
         Ellekongen stod bag Grene;
Han usynlig, rask sig skjød
         Frem blandt Fyrenes slanke Stammer,
         Seer med sine Øines Flammer,
At de – spiisde Hvedebrød.
         Godt, at han ei har forladt Dem!
Dog – De blier saa let ei skudt;
//
Nei, han selv vist blev caput
         Første Gang, da han fik seet Dem! –
Alt er svundet! – Egen staaer
         Kuns endnu med Rest af Løvet,
         Tusind Farver sank i Støvet,
Bølgen kold mod Kysten slaaer.
         Nu hver Gartner maa i Tide
See sig for, og være travl
Han maa tætte luun sin Gavl
         Og med Maatter Husets Side;
Og, hvis han er rigtig snild,
         Sine bedste Rosenblommer
         Sætter han, naar Vintren kommer,
Ved en kunstig Sommers Ild;
         Falder Sneen saa i Lunde
Tæt og tyk paa Busk og Tjørn,
Kan de søde Blomsterbørn
         Dog saa trygt i Varmen blunde.
Ogsaa Deres Garners Flid
         Maa mit Hjerte høiligt rose,
         At sin yndige Mimose
Han forsigtigt bragte hid! –
         Vi har sagtens ingen Kilder,
Ingen Sommerfugle-Dands,
Ingen Søe med grønne Krands,
         Intet Krat med Fugletriller;
Nei, i denne Rumble-By
         Vent kun ei, min søde Frøken!
         Nattergalen eller Gjøgen
Eller Lærken under Sky.
//
         Regnen øser fra hver Rende,
Droschken ruller tung og dorsk,
Og De vækkes kun ved Torsk,
         Skraldemænd og Pindebrænde;
Grønt kun møder Deres Blik
         Fra Gardiner og Tapeter,
         Og Livgardernes Trompeter
Varter op med sød Musik;
         Sommerfuglen Bournonville
Springe vil omkring paa Bræt,
Og Parterre samt Parqvet
         Flink med Haand og Fløite spille;
For en fattig Tvebak skal
         De faae Dyresteeg og Kage,
         For Spadseregang De tage
Her til Takke med et Bal!
         Det er Alt, hvad vi kan byde
Dem for Landets Nectarbad;
Hist laae Karpen Dem paa Fad,
         Her De faaer – den tørre Jyde.
Men for mig, hvis Navn her staaer,
         Som har boet her nu i Sommer,
         Bliver Byen, naar De kommer,
Til en frisk og liflig Vaar!

                  Christian Winther.

Arkivplacering
Arkiv 1, Chr. Winther
Personer
Christian Winther
Sidst opdateret 03.05.2018 Print