Kamma Rahbek
Hanne Langberg
Dateringen er foretaget ud fra omtalen af besøget på Sophienholm, der fandt sted i forbindelse med Fanny Münters og J.P. Mynsters bryllup.
Kamma Rahbek skriver til Hanne Molbech, at da hun snart ser hende, beretter hun kun kort om Fanny og J.P. Mynsters bryllup i fredags. Hun blev på Sophienholm til i går og har lovet at komme igen næste uge.
Tiirsdag Eftermiddag [25.7.1815]
Kiæreste Hanne!
Da der – Gudskeelov! – er saa kort Tid til jeg igien kan have den Glæde at see Dig, saa kan Du ikke fortænke mig i, at jeg træt og forsviret som jeg er, ikke har Lyst til at smøre en uhyre Mængde Brevstof sammen for at fortælle Dig alt det, som jeg snart kan have den Fornøielse mundtlig at berette Dig. Jeg vil derfor kun ganske kortelig sige Dig, at Brylluppet gik smukt og høitideligt af i Fredags, og at vi ogsaa fornøiede os overordentlig godt i Søndags hos Bruns, uagtet Conferenzraaden desværre var saa syg, at man ikke uden med stor Ængtelighed kunde see paa ham; og uagtet Regnen hindrede os i at deeltage i al den Herlighed der var beredt for os i Haven. Jeg blev paa Sophienholm til i Gaar Middags, tog saa ind med Ida, Frøken Dreyer og Oehlenschläger, og først i Gaar Aftes Kl: 6, da Ida skulde til Cour hos Hertuginden, kiørte hun mig herud, hvorfra jeg havde været borte næsten i to Dage. Det er ikke mueligt at tænke sig et Lyststed i Dannemark skiønnere, end Sophienholm, og det er efter min Meening heller ikke mueligt, at man som Giæst kan være noget Sted behageligere end der, hvor Natur og Kunst og alt Godt og Elskværdigt forener sig, for at giøre en Livet behageligt. Jeg har lovet at komme derud igien i næste Uge; og kommer jeg der ikke, saa er det vist ikke, fordi jeg mangler Lyst dertil. Idas Sang har man intet Begreb om, før man har hørt den. Dog om dette og meget Andet – især om Brylluppet – mere mundtlig. Hils nu Din gode Onkel og Tante, og Marie og Grethe mange, mange Gange og troe at iblandt dem, der længes efter Dig, er jeg ikke den Sidste.
Din hengivne K:M:R.
Undskyld grovt Papir og slet Skrivt!
Sidst opdateret 27.08.2017