Tilbage til O

Adam Oehlenschläger

Oehlenschläger mødte Knud Lyne Rahbek første gang ved et selskab i Dreyers Klub i efteråret 1798, og allerede fra sommeren 1799 begyndte Oehlenschläger at komme på Bakkehuset som gæst hos Rahbeks. Samme år optog Rahbek nogle digte af Oehlenschläger i tidsskrifterne Minerva og Den danske Tilskuer. I Bakkehusets kreds mødte Oehlenschläger Kamma Rahbeks søster Christiane Heger, med hvem han blev forlovet i år 1800.
Mødet med Heinrich Steffens og den tyske romantik i 1802 fik stor betydning for Oehlenschlägers digtning. Debutsamlingen Digte (1803) blev en stor succes og repræsenterer højromantikkens gennembrud i dansk litteraturhistorie.
Fra august 1805 til 1809 drog Oehlenschläger på dannelsesrejse i Tyskland, Frankrig, Schweitz og Italien. I Tyskland besøgte han Heinrich Steffens i Halle, og her skrev han tragedien Hakon Jarl, som blev sendt hjem til renskrift hos vennen H.C. Ørsted. På Rahbeks opfordring blev Hakon Jarl antaget til opførelse på Det Kgl. Teater i 1806. Rahbek påtog sig samtidig at stå for trykning af Oehlenschlägers samling Nordiske Digte, som blandt andet indeholdt Thors Rejse, Baldur hin Gode og Hakon Jarl.
Fra Paris sendte Oehlenschläger tragedien Palnatoke hjem til Rahbek, som forsøgte at få den antaget ved Det Kgl. Teater, og i 1809 sendte han sørgespillet Axel og Valborg til gennemlæsning på Bakkehuset.
Udover digte og dramatiske stykker sendte Oehlenschläger også regelmæssigt spøgefulde breve hjem til Bakkehuset. Disse breve blev kaldt “Hundeposter” og var formentlig opkaldt efter Jean Pauls roman Hesperus oder 45 Hundsposttage, hvis kapitler bliver kaldt “Hundsposttage”. Hundeposten refererede også til Rahbeks hund, Minon, og den blev afbildet i forskellige stillinger øverst i hvert brev. Hundeposten fungerede som en slags avis og blev skrevet både på prosa og på vers. Oehlenschläger skrev dog også andre breve til Kamma Rahbek under sin rejse, ligesom fem af hundeposterne først er skrevet efter hans udlandsrejse i årene 1810-12.

Efter hjemkomsten til Danmark giftede Oehlenschläger sig i 1810 med Christiane Heger. I årene herefter kom han fortsat meget i den litterære kreds på Bakkehuset. I 1816 opstod der imidlertid stridighed mellem Oehlenschläger og Rahbek, idet Rahbek som en del af censorkorpset ved Det Kongelige Teater afviste at opføre Oehlenschlägers lystspil Frejas Alter. Venskabet blev dog senere genetableret.

Oehlenschlägers succes med sine tidlige udgivelser vendte omkring 1813, og herefter blev især hans dramatik underkastet litterær kritik. Det var Jens Baggesen, som førte an i kritikken af Oehlenschlägers tragedie Correggio, som han mente indikerede et litterært fald i forhold til digterens tidligere produktion. Kritikken blev efterhånden ført over på et personligt plan og flere af tidens øvrige digtere som Chr. Molbech, Peder Hiort, Carsten Hauch, Poul Martin Møller, N.F.S. Grundtvig og J.L. Heiberg blev inddraget i den litterære fejde. Fejden, der senere blev kaldt Tylvtefejden, fortsatte indtil 1820, hvor Baggesen forlod Danmark.
I de sidste årtier af Oehlenschlägers levetid skrev han en lang række tragedier til opførelse ved Det Kongelige Teater heriblandt flere danske historiske dramaer; Tordenskjold (1833), Dronning Margareta (1833), Knud den Store (1839), Dina (1842) og Erik Glipping (1844).

Referencer

Jensen, Anne E.: Rahbek og de danske digtere, København, 1960, 44-63

Sidst opdateret 09.09.2013

_mg_9657

Adam Oehlenschläger

Adam Gottlob Oehlenschläger 1779-1850 Dansk digter, forfatter, professor
Omtalt i121 breve