H.C. Andersen kom tidligt i kontakt med Knud Lyne Rahbek, der sad i direktionen ved Det Kongelige Teater fra 1809 til sin død i 1830 og fungerede som teatrets censor. Siden barndommen i Odense havde Andersen interesseret sig for teater, og i 1819 optrådte han som statist, da nogle skuespillere fra Det Kongelige Teater satte en forestilling op ved Odense Teater. I september samme år rejste Andersen til København, og med sig bragte han et uopfordret brev med anbefaling fra bogtrykkeren og avisudgiveren Chr. Henrik Iversen i Odense. Brevet var stilet til K.L. Rahbek, der var ungdomsven og kollega til Iversen, og Andersen opsøgte derfor Rahbek på Bakkehuset. Det blev imidlertid ikke Rahbek, men syngemesteren Giuseppe Siboni og komponisten C.E.F. Weyse, der først fattede interesse for Andersen. Andersen blev i 1820 optaget som danseelev, men hans mål var stadig at blive skuespiller. Hans succes som skuespiller var imidlertid ikke stor, og han begyndte derfor i stedet at satse på sine talenter som skuespilforfatter. Både Ingemann, Grundtvig og Oehlenschläger opmuntrede ham efter at have læst tragedien Skovcapellet.
Engelke Colbiørnsen var ifølge Andersen selv en af de første, der tog sig af ham. Fru Colbiørnsen boede om sommeren som lejer på Bakkehuset, og Andersen begyndte i den forbindelse at færdes i det litterære miljø omkring Rahbeks. Andersen beskriver i sine erindringer, hvordan han kun en enkelt gang kom i kontakt med K.L. Rahbek, når han besøgte Colbiørnsen, mens Kamma Rahbek til gengæld tog venligt imod ham flere gange: “Rahbek selv talte aldrig nogensinde til mig, den eneste Tilnærmelse var en Gang i Haven, hvor han styrede lige hen imod mig, som om han vilde sige et Par Ord, men idet han var mig nær og fæstede Øinene paa mig, vendte han pludselig om igjen og gik. Fru Rahbek, med sin Livlighed og venlige Characteer, indlod sig derimod en Deel med mig.” Andersen læste blandt andet nogle af sine stykker højt for Kamma, og ifølge Andersen var hun den første, der kaldte ham ved titlen “digter”. Dette overbeviste ham endeligt om, at digtningen skulle være hans mål i livet.
Andersen skrev endnu en tragedie, Røverne i Vissenberg, som han sendte anonymt til Det Kongelige Teater i marts 1822. Teatret afslog at opføre stykket, og Andersen skrev derfor et nyt stykke, sørgespillet Alfsol, som han læste op for teologen Frederik Carl Gutfeld. Gutfeld var ven af Rahbek og lovede at aflevere Andersens stykke samt hans anbefaling til Rahbek.
I Andersens selvbiografi Mit Livs Eventyr (1855) beskriver han, hvordan mødet med Rahbek og teaterdirektionen blev et vendepunkt i hans liv. Manuskriptet til Alfsol blev ganske vist afvist, men Rahbek og Jonas Collin havde opdaget et talent hos digteren og opfordrede ham derfor til at fuldende sin skoleuddannelse. Rahbek skrev i sin censur over Alfsol fra september 1822, at der burde findes midler til at understøtte Andersen, så han kunne læse tre år på latinskole og et år på universitetet. Andersen accepterede direktionens fremsatte forslag og blev derfor med kongelig understøttelse sendt til Slagelse. Andersen fik i 1828 sin studentereksamen og året efter fik han udgivet sin debutroman Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829.

Referencer

Andersen, H.C.: Mit Livs Eventyr, 1855
Jensen, Anne E.: Rahbek og de danske Digtere, København, 1960, 85-93

Sidst opdateret 16.03.2015