Ida Brun var datter af storkøbmanden Constantin Brun og hans hustru, forfatteren og salonværtinden Friederike Brun. Ida ledsagede moren på dennes rejser til Tyskland, Schweiz og Italien i årene 1801-1803 og 1805-1810. Hun blev uddannet i sang, musik og dans både i ind- og udland og optrådte allerede som fem-årig i salonlivet med sine levende tableauer. Moren Friederike Brun udgav senere en bog om sin æstetiske opdragelse af datteren, Idas ästhetische Entwicklung (1824). Tableauerne og attituderne var typisk inspireret fra antik mytologi og litteratur, som Ida fandt gengivet i maleri, tegning og kobberstik. En direkte inspirationskilde var Lady Emma Hamilton, som optrådte med lignende levende tableauer ved saloner i Napoli og Rom.
Ida var berømt for sine attituder og tableauer ikke alene i Danmark, men også i Tyskland, Schweiz og Italien, hvor hun optrådte, og i årene 1806-1816 gjorde hun sin mors saloner i palæet i Bredgade, på Sophienholm og i Rom særligt attraktive. Kunstnere som billedhuggeren Bertel Thorvaldsen og balletdanseren August Bournonville lod sig inspirere af hende og hun blev hyldet i digte af samtidens berømte digtere.
I 1816 giftede Ida sig med diplomaten Louis Phillippe de Bombelles. Sammen flyttede de til det østrigske hof og siden videre til Italien. Kamma Rahbek kendte Ida Brun igennem hendes mor Friederike Brun og deltog således også ved bryllupsfejringen i februar 1816. Efter sin indgåelse af ægteskabet fortsatte Ida i en periode med at optræde både med sang og attituder.
Efter mandens død i 1843 blev hun selskabsdame for Napoleons enke Marie Louise i Parma.
ReferencerAndersen, Elin og Povlsen, Karen Klitgaard (red.): Tableau. Det sublime øjeblik , Århus, 2001, 93-116
Bobé, Louis: Frederikke Brun og hendes Kreds Hjemme og Ude, København, 1910
Brun, Friederike: Idas æstetiske udvikling (oversat og med indledning af Inge Lise Rasmussen), København, 1998
Müller, Adelheid: Sehnsucht nach Wissen, Berlin, 2012
Povlsen, Karen Klitgaard: Salon på Sophienholm omkring år 1800, Sophienholm, 2010, 34-47
Sørensen, Anne Scott (red.): Nordisk salonkultur, Odense, 1998, 271-295
Sidst opdateret 31.05.2013
|