Billedhugger, gift med billedkunstner Elisabeth Jerichau Baumann og far til billedkunstnerne Harald og Holger Jerichau. Jerichau opnåede i midten af 1840’erne – i generationen efter Bertel Thorvaldsen, international anerkendelse som billedhugger med sine klassicistiske skulpturer, og han modtog flere udenlandske bestillingsopgaver, priser og hædersbevisninger. Hans europæiske orientering og stil var imidlertid ikke altid lige velset af 1800-tallets nationalromantiske kunstkritikere. Jerichau begyndte sin kunstneriske karriere som billedkunstner, og den 1. oktober 1831 blev han optaget på Kunstakademiet i København, hvor han fik C.W. Eckersberg som lærer. Efter flere nederlag ved Akademiets konkurrencer besluttede Jerichau ved årsskiftet 1835-36 at blive billedhugger, og han blev derefter elev hos billedhugger og professor H.E. Freund. Efter et mislykket forsøg på at vinde Akademiets lille guldmedalje, afbrød Jerichau i 1838 studierne ved Kunstakademiet for at rejse til Italien og studere antikken. I Rom opsøger Jerichau Bertel Thorvaldsen, som underviser ham i 6 uger. Her møder Jerichau også den engelske dyremaler John William Bottomley, hvis bulldog han modellerer i naturlig størrelse. Efter at have modtaget endnu et rejsestipendium i 1840 bliver Jerichau i Rom. I Rom mødte Jerichau den polsk-tyske billedkunstner Elisabeth Baumann i 1845, og de giftede sig den 19. februar 1846. I 1846 rejste Jerichau tilbage til København og han forsøgte at få en aftale i stand med Akademiet om, at han måtte udføre sit medlemsstykke i Italien. Akademiet efterkommer ønsket og stiller ham til opgave at udføre en skulpturgruppe forestillende Adam og Eva. Med værket Adam og Eva efter Syndefaldet opnåede Jerichau medlemsskab af Akademiet i 1849 og samme år udnævntes han til professor ved Akademiets modelskole. I årene 1855-56 udførte Jerichau en ny version af Adam og Eva efter syndefaldet. I 1857 blev Jerichau valgt som direktør for Kunstakademiet, og han kom til at sidde i dette embede i to perioder indtil 1863. To af Jerichaus motiver kom til at lægge særligt beslag på hans opmærksomhed og tid. Det ene var monumentet for H.C. Ørsted, som han arbejdede på i årene 1860-71, og det andet var Badende Piger, som han påbegyndte omkring 1862. Til den sidste skulpturgruppe stod Ane Kirstine Jensdatter model, som tidligere havde stået model for Jerichau til hans værk En sovende Høstpige. Skulpturgruppen Badende Piger skulle have været vist på Verdensudstillingen i Paris i 1867, men værket blev uheldigvis ødelagt under transporten. En ny version af skulpturgruppen blev siden fremstillet af andre kunstnere i Italien og vist på Verdensudstillingen i Wien i 1873. Med årene trak J.A. Jerichau sig mere og mere tilbage, og han kom dermed til at stå i kontrast til sin meget produktive hustru, der rejste rundt til London, Rom og Berlin for at udstille og promovere hendes og hans værker. Hun følte sig meget ansvarlig over for den voksende familie og deres økonomiske tarv, og hun opnåede en større kundekreds i udlandet end i Danmark. Igennem årene købte J.A. Jerichau og hustruen forskellige antikke værker og fragmenter, og denne samling forsøgte Elisabeth Jerichau Baumann adskillige gange at sælge. ReferencerChristiansen, Anne: Skønhed og skrøbelighed. Værker af billedhuggeren J.A. Jerichau fra museets samlinger, Fyns Kunstmuseum, 2003 Sidst opdateret 03.09.2018 |