Hans Sveistrup

Hans Guldberg Sveistrup 1770-1824 Dansk forfatter, oversætter


Hans Sveistrup arbejdede de første tre år efter sin studietid som huslærer for Johan Chr. Drewsen i Strandmøllen, og her stiftede han bekendtskab med Knud Lyne Rahbek. Han bidrog bl.a. med artikler til Rahbeks tidsskrift Den danske Tilskuer, og det var Sveistrup, som roede forfatteren Malthe Conrad Bruun over Øresund til Hven, da han var blevet anklaget for brud på trykkefrihedsloven.
I 1796 flyttede han tilbage til København, hvor han blev en hyppig gæst i Hans Hegers bryggergård. Han bidrog i samme periode med artikler til tidsskrifterne Iris, Hebe og For Sandhed.

Omkring 1799 blev Sveistrup inddraget i trykkefrihedssagen mod forfatteren P.A Heiberg. Sveistrup havde nemlig skrevet værket Brevvexling mellem tvende Brødre i hæfteform, som støttede Heiberg i sagen, men da skriftet blev udgivet anonymt blev skriftets udgiver, Peder Cortsen Kofoed blev idømt en bøde. Kofoed angav imidlertid Sveistrup som forfatter til skriftet, og sagen endte ved en forligskommission i december 1799, hvor Sveistrup indvilligede i at trække sin ærekrænkende kritik tilbage og betale en bøde på 10 Rdl. til fattigvæsenet.
Under trykkefrihedssagen mod Heiberg var Sveistrup med til at udgive sagsforløbet i skriftet For Publikum. Han offentliggjorde sig som forfatter til det særligt kritiske brev i Brevvexling mellem tvende Brødre.

Referencer

Rønning, F.: Rationalismens Tidsalder, bind 3 II, København, 1899, 145
Skibsted, P.F. : Final Efterretning fra General-Fiskal Skibsted angaaende det i Anledning af Brevvexlingens (et Flyve-Blads) No. 8 for Hans Vedkommende Passerede mellem Ham og Studenterne P.C. Kofoed samt H.G. Sveistrup, København, 1799, 12-15