P.A. Heiberg blev i ungdommen ven med K.L. Rahbek og deres venskab varede livet igennem. Heiberg og Rahbek afsluttede begge den på det tidspunkt nyligt oprettede filologiske embedseksamen i 1777, hvor Heiberg udmærkede sig i græsk. I 1779 oversatte Heiberg Moses Mendelssohns værk Phædon, eller om Siælens Udødelighed til dansk, og samme år bosatte han sig i Sverige. Herfra rejste han i 1782 videre til Bergen, hvor han arbejdede som huslærer og kontorist. I 1787 vendte han tilbage til København for at blive ansat som assistent hos notarius publicus og siden nedsatte han sig som translatør i spansk, portugisisk og andre sprog. Ved hjemkomsten til København begyndte han at udgive den satiriske føljeton Rigsdaler-Sedlens Hændelser, hvori han udtrykte sig kritisk om købmandstandens moral, tallotteriet, tyske embedsmænd og adelen.
Udover skuespil, sange, viser, romaner og essays skrev han en række artikler og debatindlæg, hvoraf en del blev udgivet i K.L. Rahbeks tidsskrifter. Heiberg skrev flere artikler til Den danske Tilskuer under dæknavnet Simon Sandrue, hvilket bragte både ham og Rahbek i konflikt med de danske myndigheder. Den 17. marts 1794 fik Heiberg trykt en artikel, hvori han kritiserede den engelske gesandt Mr. Hailes, og da denne klagede til de danske myndigheder, endte Heiberg med en bødestraf. I juni samme år trykte Rahbek visen Vor Klub er dog en herlig Sag i Den danske Tilskuer uden på forhånd at have indhentet Heibergs accept, og på grund af visens problematiske indhold blev Heiberg anklaget for majestætsfornærmelse mod den engelske kong Georg III og idømt en bøde på 300 rdl.

I 1790 giftede Heiberg sig med sin unge elev Thomasine Buntzen, som han havde undervist i moderne sprog, og året efter fik de sønnen Johan Ludvig. P.A. Heiberg fortsatte sit politiske engagement og sin meget udadvendte livsstil efter giftermålet, og hans ægteskab med Thomasine blev med tiden mere ulykkeligt.
Hans konflikter med de danske myndigheder optrappedes i løbet af 1790’erne, og han modtog flere bødestraffe for at kritisere embedsværket og regeringen.
Da Heiberg i 1798 følte sig forbigået ved ansættelsen af en ny notarius publicus, indledtes en voldsom litterær polemik med de øvrige involverede, heriblandt Chr. Colbiørnsen. Samme år fik Heiberg trykt de kritiske essays Politisk Dispache og Sprog-Granskning, og på den baggrund blev der på ny indledt retssag mod ham i februar 1799. Med vedtagelsen af Trykkefrihedsforordningen samme år skærpededes straframmen, og Heiberg endte med at blive idømt landsforvisning for krænkelse af enevælden den 24. december 1799. Han måtte flygte fra Danmark den 7. februar 1800, fulgt af Kamma og K.L. Rahbek i kareten som de sidste. Ved Slotskroen på Vesterbrogade tog han afsked med de to og fortsatte alene videre mod Sverige. I maj 1800 ankom han til Paris.

Thomasine forblev efter Heibergs flugt i København sammen med sønnen, og de flyttede af økonomiske grunde ind hos hendes far. Hendes forhold til vennen C.F. Gyllembourg-Ehrensvärd udvikledes herefter, og den 11. september 1801 sendte hun et brev til Heiberg med begæring om skilsmisse. Trods Heibergs vrede, skuffelse og forsøg på modstand blev skilsmissen en realitet den 4. december 1801.

Heiberg anmodede flere gange om benådning for sin landsforvisning, men opnåede det aldrig. I Paris fortsatte han sit forfatterskab, som efterhånden fik en mere politisk-juridisk karakter. Derudover kom han til at arbejde i det franske udenrigsministerium, hvor han til sidst avancerede til bureauchef. Heibergs venskab med Kamma og K.L. Rahbek fortsatte efter landflygtigheden. De brevekslede med hinanden og Rahbek udgav i 1806 de første tre bind af Heibergs samlede skuespil.

Referencer

Fenger, Henning: Familjen Heiberg, København, 1992
Henningsen, Peter: ”Skarp lud til skurvede hoveder”, i: Oprørere. Skæbnefortællinger om Danmarkshistoriens tolv største rebeller, København, 2006
Lexow, Carl: P.A. Heiberg. Borger av Menneskeligheten, 2012

Sidst opdateret 24.10.2013