Bakkehussamlingen

Christiane!

Jeg vilde trøste Dem – men kan ikke; jeg kan intet; intet uden elske Dem. Deres Brev har rørt mig usigelig. De zittrer, er syg! og det er min Skyld, det smerter mig inderlig. I et mørkt Øjeblik i de Dage jeg elskede Dem uden Haab, skrev jeg blandt andet disse Linier:

”Aldrig, Hulde, skal jeg græmme dig
med en Klage, som du ei, kan hæve;
til min Kjerlighed kan døe med mig,
skal den kun i mine Taarer bæve.[”]

O gid jeg var bleven dette Forsæt troe, thi ved Gud, endskjønt den ædelste Pige har tilladt mig at haabe, saa vilde jeg dog langt heller elske haabløs, end skaffe hende et eeneste kummerfuldt Øjeblik. Christiane! bliv for Guds Skyld ikke syg! Hvorfor nager Deres Samvittighed Dem? Hvilken Forbrydelse har De gjort Dem skyldig i? Den at De fulgte Deres Hjerte. Fulgte De det! o da Held os begge; men var Deres Yttringer kun et varmt et overraskende Øjebliks Følger o da haaber jeg Christiane veed at jeg aldrig kunde være saa nedrig at benytte mig deraf. Jeg elsker kun Dem, min Lykke er intet, den beroer paa Deres. Bedrøv Dem derfor ikke med bange Anelser. De er frie! frie som førend jeg sagde Dem hvad De var mit Hjerte! Tvivler De om min Bestandig[hed] troer De at det var muligt jeg kunde gjøre Dem ulykkelig – nu vel! skjenk mig et medlidende Blik, et venskabeligt Haandtryk – og Farvel! Deres Lykke er min. Jeg vil miste Dem, naar De // kun ikke gyser. Dersom jeg ikke skal foragte Samvittigheden som et vildfarende Instinkt maa den ikke forurolige det reneste Hjerte!
Mit Hjerte er og bør være uroligt. Hvorfor skulde jeg tale. Det var Egennytte der drev mig til at sige: Jeg elsker Dem! Vidste jeg dengang, om Christiane følte for mig igjen? Kunde jeg ikke elske og tie! Men min Trøst er, at jeg ikke selv har nedlagt disse gjenstridige Følelser i min Barm. Jeg elskede og maatte sige det! Svaghed brød mit Forsæt: at skjule mig saalænge til jeg kunde gjøre mig et Slags grundet Haab om Gjenkjerlighed. Naar jeg derfor forestiller mig, at den uforglemmelige Søndagaftens lidenskabelige Udbrud først opvakte en gjensidig Følelse hos Dem, naar jeg forestiller mig at De kunde blevet lykkelig uden mig o da gyser jeg ogsaa og har Aarsag til at gyse! Da har jeg et forfærdeligt Ansvar. Men – Christiane! elskede De mig førend denne Aften, havde den velsignede Tanke allerede inden den Tid besjelet Deres Barm: Han! kun han! Da er jeg lykkelig! Da ville vi begge blive det! Er det sand Kjerlighed, der binder Deres Hjerte til mit og ikke medlidende Deeltagelse, ikke høimodig Selvopoffrelse da lyser Lyksalighed i min Sjæl, da skal jeg leve for Dem, for at døe med Dem.
Tvivl ikke om min Bestandighed. Gjør for alting Forskjel paa Forelskelse og Kjerlighed. Saaledes som jeg elsker Dem har jeg aldrig elsket. // At gjøre Dem lykkelig er og bliver mit højeste Maal. Jeg tænker mig det Øjeblik som det guddommeiigste i mit Liv naar vi begge engang graahærdede og runkne kunne staae ved Gravens Bredde Haand i Haand, naar da Deres matte Øje som nu blusser af Ungdoms Ild maatte smile blidelig til mit, Deres Haand trykke min og Deres skjelvende Ord være: Du har gjort mig lykkelig! O min Elskede var jeg vis paa at vinde til dette Maal da skulde Tvivl om Udødelighed aldrig nage mig, smilende og rolig skulde jeg synke i Graven, for at hensmuldre til mit forrige Støv, thi jeg havde nydt en Himmel paa Jorden!

Deres Adam Øhlenslæger.