Bakkehussamlingen

Tilgiv mig Christiane!

Jeg har forseet mig, men betænk min Tilstand. Længselfuld efter at see Dem ilede jeg til Kirken. Jeg havde ikke talt med Dem siden den velsignede Aften jeg bragte Adele de Senange. Dengang glædede vi os begge saa inderlig til den kommende Søndag. Behøver jeg at sige Dem hvor inderlig jeg længtes efter den? Den kommer! jeg seer Dem – og nu kuldkastes mit hele Haab i de Ord: De maa ikke gaae derud, De skal undgaae mit Selskab kun ikke skye mig. Deres Søster kunde troe at De kun kom der for min Skyld. Havde Christiane talt et eeneste Ord om sin Fader, om at forekomme Mistanke, med en Taare i Øjet havde jeg trykket hendes Haand, billiget hendes Forsigtighed og fundet mig i min Skjebne. Men jeg saae Sagen fra en gandske anden Synspunkt. Deres Veninde havde i Forvejen givet Dem det Raad at De skulde vogte Dem for en lang og varm Samtale med mig. Aarsagen hertil var udentvivl at De ikke skulde røbe Deres Hjerte. Paa samme Grund troede jeg at hun havde givet Dem // den nye Advarsel. Men hvorledes kunde den virke paa Dem, da De alerede af ædle Grunde havde tilstaaet mig Deres fælles gjensidige Følelse? Jeg tog Tingen fra den Side at De skulde vogte Dem for mig, ikke at vi skulde vogte os.
Det var det, som gjorde mig ondt. Mig syntes det røbede Tvivl om min Oprigtighed at min Pige kunde tage imod Forsigtigheds Regler mig angaaende, at hun kunde sætte mere Liid til en Venindes velmente, men kolde Raad end til mit varme Hjerte. At Deres Søster kunde mærke at De kom paa Bakkehuset for min Skyld, var heller ingen grundet Indvending i mine Øine Tanker. Deres Søster er Deres Veninde, jeg smigrer mig med at hun ogsaa er min. Hun kjender vor Stilling og har et Hjerte. Hun elsker sin Mand, hvorledes kunde hun da lægge sin Søster til Last om hun ogsaa elskede lidt. Det var som sagt ingen Indvending. Men naar min ædle fortræffelige Pige taler om fælles Forsigtighedsregler, om at forekomme Deres Faders Mistanke og naar jeg betragter Deres Afslag fra den Side, som jeg er vis paa De altid har betragtet den // saa giver jeg Dem fuldkommen ret, saa beder jeg min kjere, kjere Christiane indstændig om Forladelse fordi jeg kunde miskjende hende, saa maatte jeg være en nedrig Karl om jeg ikke gjorde alt for hende, opoffrede alt hvad der kunde være hende ufordeelagtigt, eller til Uleilighed. Jeg vil see Dem sjelden, saare saare sjelden, thi det kræver fælles Forsigtighed, men det maa ikke være det sidste Brev jeg faaer fra Dem, thi det vilde være Deres Forsigtighed imod mig. Og hvorfor vil De nægte os begge den Glæde at udgyde vore Hjerter skrivtlig for hinanden da vi saa sjelden kan gjøre det mundtlig. Hvorfor rødmer Christiane ved at skrive den til, som hun ikke rødmer ved at elske. O kjereste Pige De skuffer Dem selv, De troer at rødme over at handle urigtigt, og det er jomfruelig Blyefærdighed, Jordklodens skjønneste Rose som blusser paa Deres Kinder. O lad den uskyldige Blomst blusse, den skader mig intet, vel er den stærk thi den værner Dyden hvis Præg den er, men Kjerlighed kan den dog ikke holde fra Dydens Barm, thi Salomon siger: Kjerlighed er stærk som Døden! Mange Vande kan ikke udslukke ei heller Floder overskylle // den, dersom nogen vilde give alt sit Gods for Kjerlighed, man skulde dog af Hjertet foragte ham.
Lev vel til Skjebnen skjenker os et sødt Øjeblik igjen.

Deres Adam Øhlenslæger.