Bakkehussamlingen

[tilføjet med blyant og anden håndskrift:] 1

De Forelskede

I Sommeraftnens milde
Og svalende Ro
Jeg fulgte ganske stille
De lykkelige To:
Hans Blik sig freidigt hæved –
Lyksalig saae hun ud,
Og over Begge svæved
Olympens lille Gud;
naar Venus truer –
Paa hendes Himmelflugt
Og som flux de vilde Druer
Maae lystre Tvang og Tugt –
Naar Venus’s Finger truer
Paa hendes Himmelflugt,
Saa brugte han fraoven
En Tømme luftigt snoet,
Og styred ind i Skoven –
Den smilende Despot! //

[tilføjet med blyant og anden håndskrift:] 2

I Solens Aftenrøde
Sig rørte Bøgens Hang
Og hilste Gudens Møde
Med Duft og Fuglesang:
Bag Stammen standsed Hjorten
Paa Springet til sit Hjem,
Og frygtsom titted Morten
Fra Bregnerne frem. –

Trods Paradisets Øgle
Staaer Eden nu som før,
Og Guden har en Nøgle
Til Havens skjulte Dør:
Og elske To hverandre
Og ret af Hjertets Grund,
Da faae de Lov at vandre
Derind en liden Stund; //

[tilføjet med blyant og anden håndskrift:] 3

Og Minderne! de tindre
Som gyldne Stjerne smaa –
Et ømt: ”Kan du erindre?”
Vil aldrig Ende faae:
Hvad Amor fik at høre
Vil tusind Gang i Rad,
Han smukt maa laane Øre –
Han kan det udenad!

Og med nyfigne Blikke
Jeg op til Guden saae –
Han kjeded sig dog ikke,
Den himmelske Smaa!
Han brugte Piil og Bue,
Og intet Dyr blev fri,
Selv Myren i sin Tue
Gik ikke Ram forbi. – //

[tilføjet med blyant og anden håndskrift:] 4

Imidlertid sig bøjed
Med Ynde Pigen ned,
Og rundtom søgte Øjet
En Blomst i Græssets Bed,
Og med sin søde Stemme
Hun gav den til sin Ven,
Jeg hørte ”aldrig glemme!” –
Saa døde Lyden hen.

Og Han, den henrykt glade
Tog frem en siirlig Bog,
Og mellem hvide Blade
Den fandt en kjærlig Krog:
Men ak, de falske Vinde!
Et lille Brev fløi ud,
Som ogsaa laae derinde –
Et blegt dæmonisk Bud! //

[tilføjet med blyant og anden håndskrift:] 5

Det faldt for hendes Fødder,
Hun bukkede sig alt –
Han greb det som paa Gløder,
Som om det Livet gjaldt:
Hun bad – hun vilde vide! –
Hun fordrede med Harm, –
Tilsidst hun fra hans Side
Sled løs med Graad sin Arm.

Jeg saae til Guden atter,
Og næsten sorrigfuld –
Da hørte jeg hans Latter
I Aftenens Guld:
Den klang i Bøgeskoven
Som lifligt Kildevæld,
Og som naar Nattergalen
Slaaer Triller sødt i Kvæld. //

[tilføjet med blyant og anden håndskrift:] 6

Med Pilen ned han peged –
Der stod hun alt en Stund
Og læste og bevæged
Sin nydelige Mund:
Hun tyded Brevets Runer,
Og Smilet kom paa ny,
Og alle Elskovs Luner
Tog Flugt i vilden Sky!

Hun trak ham til sit Hjerte
Med overgivent Sind,
Og kyssed bort hans Smerte
Og Blusset paa hans Kind:
Men Brevet blev forinden
Til Sommerfugle smaa,
Som boltred sig i Vinden
Med hvide Vinger paa. – //

[tilføjet med blyant og anden håndskrift:] 7

Paany i Elskovsdrømme,
Førte dem Guden blindt
Alt med sin gyldne Tømme
I Skovens Labyrinth:
Da sænked [?] Løv og Grene
Sit grønne Tæppe tyst,
Og [???] lod mig staa alene
Med Længslen i mit Bryst; -

Og Brevet? Naar jeg søgte
Og mindste Stykke fandt,
Kom flux en Vind og spøgte
Og tog det og forsvandt, -
Et greb jeg ved sin dets Hale,
Og det beholdt jeg dog:
Der stod et plumpt “betale”
Og – jeg blev lige klog!

Ludv: Bødtcher