No. 204 af 573
Dokumentstatus
Brev
Afsender Dato Modtager
Adam Oehlenschläger [sommeren 1801] [+]

Dateringsbegrundelse

Dateringen er er foretaget ud fra omtalen af den sommervarme by.

Christiane Oehlenschläger
Original
Dokumentindhold

Adam Oehlenschläger skriver til Christiane Heger, at han ikke vil komme ud på Springforbi, så længe kattekillingerne lever, fordi de gør ham urolig. Han lever skidt og miserabel, idet der lugter i den varme by, og han ville ønske, at han kunne tage ud i naturen til Christiane, hvor der var godt at være. Der skulle deres liv henrinde i kærlighed, og når de engang var døde og en ven kom forbi på kirkegården, ville han sige, at de vist havde været lykkelige. Oehlenschläger beder til slut Christiane undlade at vise andre brevet, som de måske vil betragte som udtryk for sværmeri.


Liebstes Mädchen!

Dass sag ich rein aus dass wenn die Katzenkillingen länger leben soll so komme ich nimmermehr auf Springforbei. Willst du nicht die Güthe haben zu drehen ihre Halse um; ich werde nicht ruhig sein ehe sie verschieden sind. Den dass ist ja eine Schmach und eine Schande dass solches Teufelszeug mir in Unruhe setzen soll. Wenn sie aber bei der Tod abgegangen sind so ist meine Rache abgekühlt und ich erlaube gern dass sie mit allen gebräuchlichen Ceremonien zu Erde bestattet werden.

Seer Du det har jeg skrevet paa et fremmed Sprog fordi Kattene xxx ikke skal forstaae det und uns mit der Leimstang laufen lassen.
Hvordan jeg lever: Jeg lever exellent! Det vil sige jeg lever pinedød skidt, miserabelt!

Hvor kan man andet mellem Bøger og Tobak
Blandt det fordømte Kiøbenhavnske Pak.
Vil jeg gaae – da nødes mine Been
at vandre langs med rygende Rendesteen.
Vil jeg aande, da aander jeg Brændevinsdamp,
vil jeg see da skuer jeg Hør og Hamp
og Kræmmersvende og Vise Kiellinger
og Feieskarn og Æbleskrællinger
Vil jeg høre da skriges om Dagens Helte
som løb fra Slaget da hist det gieldte.
Gid jeg var døv og gid jeg var blind. //
At lugte falder mig aldrig ind!
Vil jeg føle – du store milde Gud
da griner mig hele Byen ud.
En herlig Stad, saa fuld af Heste
næst Helvede er det den allerbedste.
O Pige kunde jeg fra Kiøbenhavn
udile i din og Naturens Favn
da skulde saa blidt, saa saare fage
henrinde mit Livs snarttalte Dage.
hist! hvor mod grønne frugtbare Strande
frembølger Havets raskbølgende Vande
Hvor Naturen i Sielen med blid Magie
indtryller hele sin Harmonie.
Hvor Fuglen qviddrer sin muntre Sang
hvor Luften hensuser over Mark og Vang.
Hvor Bækken risler saa sølvklar, rolig
hvor Lunden vinker saa huld fortrolig
hvor Blomsternes milde balsamiske Duft
Bølger om i den sunde rene Luft.
Hvor Frugten saa xxx smilende venlig rød
svulmer frem bag Bladene saftig og sød,
hvor man seer – o Himmel – den xxx store Sphære
hvis Bølger, hvis Blomster, hvis Bakker, hvis Straae //
hvis Soel og hvis Maane, hvis himmelske Blaae
vidner høit om Skaberens himmelske Ære!

Der var godt at være! Ikkesandt?

Smilende skulde vort Liv henrinde i Kierlighed, mellem Blomster og Træer og Bække og Fugle og Æther, i en Hytte i Dalens Skiød ved Bredden af en Kilde. Smilende! Og naar da engang nogle af vore Ungdomsvenner af en Hændelse kom ud paa Landet hvor vi havde boet, og besaae Kirken, som var saa lille og simpel, og hvor man havde lagt et Tværtræe til Storkens hellige Rede, da kom der maaskee et Par Taarer i deres Øie, naar det sank ned paa den kølige Kirkegaard og fandt vore Navne halv udslettede af Regnen paa det forfaldne Kors, bag en tyk ubeskaaren Rosenhække.
Ak vilde da vor Ven sige: See de hviler der Arm i Arm. Arm i Arm vandrede de smilende i Livet. De var vist lykkelige. Nu ere de borte, glemte! En venskabelig Haand har plantet en Rose paa deres Grav. Men det er længe siden! See hvor vild den slynger sig om det hældende Kors. Christiane! vil han saa tænke! Kan du ikke stige op paa en blid Foraarsdag og beskiere Rosen, det var jo dit kiere Arbeide i din skiønne Vaars svundne Dage.

Pige, Pige! jeg begeistres! Jeg føler Gud og dig og Kierlighed og Ufuldkommenhed og Død! // Viis ingen dette Brev man vilde maaske kalde mit Hiertes fulde Udbrud Sværmerie.

Lev vel Elskede. Din Øhlenslæger.

Kommentarer

Brevet er trykt i Louis Bobé og Carl Dumreicher (udg.): Gemt og Glemt, bind II, Kbh. 1916, 208-10 og i H.A. Paludan, Daniel Preisz og Morten Borup (udg.): Breve fra og til Adam Oehlenschläger 1798-1809, Kbh. 1945, 37-39

Arkivplacering
Arkiv 1. Oehlenschläger, Adam VII, A, 28
Emneord
Kærestebreve mellem Adam Oehlenschläger og Christiane Heger
Personer
Adam Oehlenschläger · Christiane Oehlenschläger
Sidst opdateret 03.05.2015 Print