Bakkehussamlingen

Gode lille Christiane
Du veed jeg har den slemme Vane
At jeg let distrait kan blie.
Ene det jeg ei kan glemme
Er Naturens dybe Stemme:
Kierlighed og Poesie.
Da en Sandhed nu det bliver
At een som for Penge skriver
Aldrig bliver een Poet.
Saa er Navnet du mig sendte
Sidst, hos mig ei meer in mente,
Men som det var aldrig seet.
Vilde du da nu behage
Nok engang dig at umage
Op til Bierrings lave Dør
For, Du Gode, Hulde, Blide,
At faae atter det at vide
Hvad vi begge vidste før?
Schall jeg Brev i Dag vil sende
Seer du vel, og til den Ende
Maa jeg give god Beskeed
Han saa tit hos mig har været
At jeg næsten er fortæret
Ene af Undseelighed. //
Naar til Meridjanens Rige
Solen kommer, det vil sige
Naar til Tolv vor Klokke gaaer
Hurtig som et Skib paa Havet,
Staar jeg inden du veed af’et
I din Faders Bryggergaard

Din
A Øhlenschläger

[På konvolutten:]
Til
Velbaarne Frøken Christiane Heger.