Bakkehussamlingen

[November eller december 1802]

Kiere Christiane!

Det har giort mig usigelig mismodig at vi igien skulde skilles saaledes ad, som vi skiltes igaar, efter saa søde Øieblikke. Jeg har glemt alt. Giør du det samme. Den Varme jeg kom i, lagde mig for dierve Udtryk i Munden imod Rahbek, og Rahbek er din Systers Mand. Jeg har glemt alt, giør du det samme. Min Foragt fortiener Rahbek ikke, men vel min Vrede maaskee. Det er nu forbi. Jeg har fast besluttet at glemme alt end ogsaa hvad ham angaaer. Bakkehuset er mig et meget kiert Huus. Rahbek har mange gode Sider. Jeg vil komme der og være venlig mod Rahbek; det er ikke en Beslutning jeg fatter for din Skyld, men fordi det maaskee er billigt. Du elsker mig. Det veed jeg. At jeg ikke troer du meente [noget?] med de vilde Ord, der fløi over dine Læber beviser ogsaa at jeg troer du agter mig. Vær nu munter du igien, du min evigelskede Pige. Det isnede i mig, da du fortalte at man havde mærket en stor Forandring paa dig, i de senere Tider. Jeg formoder de har seet din aftagende Munterhed // og hvem kan være Skyld deri uden jeg? Farvel du min Stierne i Livets Nat. Du elskende Korsdragerinde. Bær over med den vilde Siel, som dit skiønne Hierte dog saa sødt har fængslet, og trøst dig ved at den vil elske dig inderligt, indtil den holder op at være. Farvel Christiane. I Morgen kommer jeg og henter dig. Til Middag kommer jeg henter[?] og favner dig og læser Forsoning i dit kierlige Øie.

Farvel! Din varme, evig elskende
Øhlenslæger.

Jeg har sadt franco uden paa Brevet for at du strax skulde see det var et venligt Brev, kiere søde Pige og for at dit lille Pigehierte ikke skulde banke med Tvivl.

[På konvolutten:]
Til
Jomfrue Christiane Heger.
franco.