Adam Oehlenschläger
Christiane Oehlenschläger
Springforbi, Nordsjælland
Dateringen er usikker, men er foretaget ud fra Christianes ophold på Springforbi og omtalen af den sommervarme og lugtende by.
Adam Oehlenschläger skriver til Christiane Heger, at han er meget glad for, at hun er taget ud til familien Drewsen på Springforbi, og han ønsker, at hun altid boede derude, fordi hun er så glad. Han husker, at hun ellers meget ofte må anstille sig glad for at tækkes sin kolde og lunefulde fader. Han ville gerne skjule sin melankoli, men han bliver først glad, når han er hos hende på søndag og beder hende hilse alle gode venner.
Søde Pige!
Saa kan jeg da nu igien tale et Par Ord med min Christiane. O det er mig saa kiert. Tak for sidst vi talede sammen og tak for sidst du skrev mig til og lod mig vide din Udvandring.
Er Steffen derinde endnu? Jeg kan ikke ret begribe hvorledes det Stalbroderskab gik til.
Nu er du mig da atter nærmere! Du husker nok mine Fantasier i sidste Brev. Naar du er længst borte fra mig er du mig nærmest. Nu er du mig da ogsaa i enhver Henseende nær; thi naar jeg vil kan jeg jo besøge dig og det skal jeg ogsaa ganske vist. Maaskee kommer jeg paa Løverdag Aften, eller ogsaa paa Søndag Morgen.
Det er mig rigtig meget kiert min elskte Pige at du er taget nogle Dage ud til den kiere Drevsenske Familie. Nu morer hun sig dog, tænker jeg nu spadserer hun, og støier og leer, kort forretter alt det hvorved hendes Sundhed og Munterhed vinder. Nu venter hun ogsaa dig! tænker jeg ved mig selv, men det er vel kun en Indbildning. Ikkesandt? //
O Christiane! gid du altid laae paa Springforbi[,] jeg besøgte dig da hver Søndag og tog altid den Overbevisning med: Der er jeg velkommen! Der er hun glad! Tilstaae mig Pige det var bedre end at sidde inde i Salen paa Nørregade paa den lille Skammel ved Vinduet og sye, og det de undertiden lade det store tungsindige blaae Øie synke hen paa Vinduet lige over for naar du tænker paa mig som ikke kommer. O min gode Christiane naar jeg betænker hvortit du med et tungt Hierte der selv saa høiligen trænger til Opmuntring anstiller dig glad og overgiven for at tækkes din meget kolde og lunefulde Fader da stiger mit Hierte høit af Agtelse for Datteren, som det alt for længst er steget af Kierlighed til Pigen.
Bliv ikke melankolsk fordi jeg er det. Jeg vilde gierne skiule det, men det kan jeg ikke og det veed jeg ogsaa du ønsker ikke jeg skal.
Paa Søndag er jeg hos dig! saa er jeg glad. Hils alle gode Venner. Især Tante, som jeg holder overmaade meget af fordi jeg veed hun er en af dine kiereste Veninder, og fordi det
er en meget elskværdig Kone // Jeg skal hilse meget flittig fra en lille Kat som ligger i Gaarden hos Mad: Møller, item to smaae Puddelhvalpe. Herre Jøssis naar jeg tænker paa alle de Katte der er til i denne Verden. saa bliver jeg reent gal og bandsat *)
Jeg beder desuden meget flittig at hilse PEERLÆR fra hans indtil Døden troe Ven.
Dig selv kiere Pige hilser jeg fra den overmaade brave Harboe hos Arveprindsen han var hos mig i dette Øieblik og bad mig hilse dig.
Lev vel! Kiere søde Tøs
Din
Øhlenslæger.
*)Dette maa læses med Kattedialekt naar det skal giøre Indtryk paa Kattefølelsen.
[På konvolutten:]
Velædle
Jfr: Christiane Heger
paa
Springforbi.
Brevet er trykt i Louis Bobé og Carl Dumreicher (udg.): Gemt og Glemt, bind II, Kbh. 1916, 207-08
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret 02.05.2015
