Adam Oehlenschläger
Christiane Oehlenschläger
Springforbi, Nordsjælland
Dateringen er foretaget ud fra udtalelsen om, at Adam Oehlenschläger læser Nørregaards privatret, idet han den 22.10.1800 havde bestået adgangsprøven i filosofi og historie, hvorefter han begyndte jurastudiet.
Adam Oehlenschläger skriver til Christiane Heger, at eftersom det er to dage siden, han så hende, må han skrive til hende. For fremtiden må hun ofte skrive til ham, idet han ikke vil komme efter den sidste fatale scene med hendes fader, som han ikke synes er jævn, oprigtig og godlidende nok. Han ville aldrig have sagt noget til, hvis Hans Heger havde sagt, at han kom for ofte. Nu vil han kun komme, når han beder ham om det. Når Oehlenschläger sidder og læser Nørregaards tørre privatret, tænker han på, at det er for Christianes skyld. Om aftenen går han gerne ud på Frederiksberg, og når han kommer hjem i aften vil han tage den krans af kornblomster, hun gav frem og kysse den.
Bedste, gode Pige!
Det er to Dage siden jeg saae dig, længer kan jeg ikke lade være at underholde mig med min Christiane. Skjebnen nægter mig det mundtlig, altsaa griber jeg til vor gamle Trøst. Ja, min elskte Pige, herefterdags maa du ofte skrive mig til; jeg skal vist ikke være forsømmelig. Komme til dig kan og vil jeg ikke. Den sidste fatale Scene med din Fader, krænkede min Delikatesse og Følelse for Ære saa meget, at jeg heller vil undvære din daglige Omgang, end sætte mig ud for en saadan igien. Forresten veed Gud at jeg ikke har det mindste imod min Piges Fader, jeg agter, jeg ærer, jeg elsker ham endogsaa for sine mange andre fortræffelige Egenskabers Skyld; men han er mig ikke jevn, oprigtig og godlidende nok. //
Dersom han syntes at jeg kom for ofte til dig, at vi /:efter hans Udtryk :/ hang for meget i hinanden, saa kunde han jo faderlig og godlidende sagt mig det, paa en ukrænkende Maade. Jeg vilde aldrig taget ham det ilde op naar han havde sagt: ” Øhlenslæger! De er for meget hos Christiane, jeg frygter for at De spilder Deres Tid![”] Jeg vilde da have glemt, at han giorde mig uret, og blot seet den velmenende Raadgiver i ham.
Men lad saa være: Was geschehen ist, ist geschehen, at jeg er kommet til dig, er jo meget naturligt og at jeg i de sidste Dage kom der saa meget, var jo Havearbeidets Skyld.
Naar jeg nu sidder og læser i Nørregaards tørre private Ret, saa tænker jeg: Det er jo for din Pige, og saa gaaer det. Jeg er altid hjemme til Kl 11 om Formiddag da jeg skal til Ørsted. Om Aftenen Kl 6 naar mit Arbeide er færdigt gaaer jeg gierne til Frederiksberg, hvor jeg er i det Øjeblik jeg tilskriver dig dette. //
Naar Du eengang gaaer ud til Rahbeks gode Christiane, saa lad mig det vide.
Det forstaaer sig – at miste din Omgang er haart, men lad saa være. Jeg tænker vi elske begge uegennyttigt nok til at forsage hvad der skaffer os Krænkelser, og brændende nok, saa vi ikke behøve at see hinanden virkelig, for bestandig at see hinanden.
Dersom Du spørger, om jeg da slet ikke vil komme mere, saa er mit Svar: Hvergang din Fader udtrykkelig beder mig komme; ellers ikke.
Naar jeg nu kommer hiem i Aften; saa tager jeg den blaae Kornblomstkrands frem, du gav mig paa vor Kjerligheds Morgen. Saa kysser jeg den, og mine andre Helligdomme, ligesom i Aftes, og saa troer jeg at kysse dig.
Lev vel søde kjere Pige! Din
Øhlenslæger.
Vær for alting ved godt Mod!
[Sidste del af brevet er overstreget let:]
Dette Brev skrev jeg i Onsdags, men da jeg fik at vide, at du var paa Springforbi gjemte jeg det til i Dag. Du har havt megen Regn derude, ligesom sidst. Hils de gode Drewsen, og lev fornøjet, Karl var hos mig i Aftes og sagde Du havde skrevet ham til. Hvorfor fik jeg ikke ogsaa et lille Brev slemme Pige! Lev vel! Det skal være dig tilgivet
[På konvolutten:]
Til
Jomfrue Heger
paa
Springforbi.
Brevet er trykt i Louis Bobé og Carl Dumreicher (udg.): Gemt og Glemt, bind II, Kbh. 1916, 202-03 og i H.A. Paludan, Daniel Preisz og Morten Borup (udg.): Breve fra og til Adam Oehlenchläger 1798-1809, bind I, Kbh. 1945, 26-27.
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret 06.05.2015
