Den endelige udgave af udkom på Forlagsbureauet i Kjøbenhavn i 1875 under titlen 25 Billeder for Børn tegnede af S. Simonsen med Text af Christian Winther.
25 Billeder for Börn, som er den endelige værktitel, blev udgivet i 1875, og den indeholder i overvejende grad fabler. Det er især tamdyr, som er hovedpersoner, ikke mindst heste og hunde, og fablerne betoner modsætningen mellem den rå og den kultiverede natur: Ørnen må ikke dræbe småfuglene, men jægeren må godt dræbe rovfuglen. Samlingen er også et godt eksempel på Biedermeierlitteratur, og forholder sig karakteristisk til det nære, det trygge, det hyggelige og harmoniske og til hjemmet. Digtene har mere eller mindre tydeligt formuelerede moraler, men er andre gange bare stemningsbilleder.
Hvert lille digt har et tilhørende billede tegnet af S. Simonsen, som det også fremgår af titlen. De billeder, der hører sammen med de forskellige digte, kan ses blandt originalfilerne, der er inddelt, så hvert billede kommer før det tilhørende digt i den rækkefølge de er transskriberet nedenfor.
Her er digtene 22-25. Digtene 1-21 kan ses i Fem og Tyve Billeder for smaa Børn af S. Simonsen med Text af Christian Winther. (2)
[Titelblad]
Fem og Tyve
Billeder for smaa Børn
af
S. Simonsen,
med Text af
Christian Winther
_____
//
[tilføjet i blyant og anden hånd] 1
Haren.
Paa Kirketaarnet har Storken Rede,
Der kommer den flyvende, mens dernede
De meie saa flittigt Præstens Hvede.
Nu saa da Morten over Marken springe, – [tegnet er udtværet]
Han flyver afsted, som havde han Vinge, -
Den Fangst var ikke saa ganske ringe!
_____
Den lille Hund var strax bagefter,
To Karle rende af alle Kræfter;
Men Haren kan godt sine Poter nytte;
Den være kan være glad, der var ingen Skytte.
Een Karl har en Rive, en Anden dratter
Og maa høre Pigernes Spot og Latter.
_____
//
2. [tilføjet med blyant og en anden hånd]
I Sommerheden!
Der sidder en Herre i Solens Lue
Ved Trappen foran hans Havestue
Og slumrer, og bærer som Skjærm blandt Andet
Paa sit Hoved et Nummer af “Fædrelandet”
Ved siden hviler hans trofaste Hund,
Som ogsaa er faldet i søden Blund;
____
Den ligger saa godt paa Gruset og snuer
Og bryder sig hverken om Sol eller Fluer.
Den lille Moppe da vover en Dands,
Den rusker i Buldoggens lodne Svands.
Hold fred, du lille tossede Pjalt!
Hvis han blev vred, saa gik det dig galt.
____
//
[tilføjet med blyant og anden hånd] 3.
Qvæget paa Vandring.
See, Tyren staaer alt oppe paa Landet,
Hans mange Koner er endnu i Vandet.
Det er jo godt, naar Een maa raade
Og bruger sin myndige Magt med Maade.
Han styred dem der, de lystred ham Alle,
Og Hyrden behøvede ei at kalde.
___
Til en anden Græsgang de sagtens skulde,
Hvor der var Foder for dem tilfulde;
Og Tyren fik dem da rask afsted,
Og Karlen svømmed vel ogsaa med;
Thi jeg kan dog aldrig troe, at Fyren
Er redet over paa Ryggen af Tyren.
___
//
4 [tilføjet med blyant og anden hånd]
I Dyrehaven.
Det er saa kjært at kunne hjælpe dem,
Som lide Nød i deres Hjem!
Nu Sneen ligger paa Jorden og skjuler
Hvert Straa, hvert Mos og de fattige Smuler,
Som skulde tjene de Raadyr til Føden, -
Og deri bestaaer jo hele Nøden.
___
Men derfor har man i Skoven bygget
Skure, liig Stalde, af Tag beskygget,
Hvor Strøelse findes og lange Hækker,
Hvori det duftende Hø man lægger.
Nu dyrene staae med Længsel og venter;
Naar Vognen [er] kjørt, deres Trøst de henter.
___
//
[tilføjet med blyant og anden hånd] 5.
Ved Hjemkomsten.
Den Mand er nylig fra Byen kommen,
Han har sin Reisepibe i Lommen.
Men før han Hesten til Stalden sender,
Hans lille Pige med bitte Hænder
Faaer lov at klappe dens Pande og Haar,-
Og taalig det trofaste Dyr der staaer.
___
At elske en Hest er en Pligt og Glæde:
Den trækker vor Ploug, vor Vogn, vor Slæde,
Den slæber for os det sværeste Læs,
Og nøier derfor med sin Havre, sit Græs.
Jeg synes, at Manden har Ret ved at sige
Et saadant Ord til sin lille Pige.
___
//
6. [tilføjet med blyant og anden hånd]
Uglen.
Til Pælen er lænket den stakkels Ugle,
Blot for at lokke de andre Fugle.
Og for at drille den hid de sig svinge, -
Men den Fornøielse blev dem kun ringe;
Thi hist fra Skuret et Puf mon knalde
Og flere af Gjæsterne saae man at falde.
___
Hvi vilde de den haanligt gjæste?
Er Uglen jo da ei deres Lige og Næste?
De kunde den drille her uden Fare,
Mens selv den kunde sig ei forsvare.
Dog saadan som nu det Hele endte,
De fik den Løn, som de vel fortjente.
___
//
[tilføjet med blyant og anden hånd] 7.
En Plag.
Hvad tænker du paa, du unge Nar?
Du vrinsker og sparker og ønsker, du var
Derude og gik for den tunge Plov
Og planted i Mulden din unge Hov! –
Hist venter dig kun en besværlig Vei!
Bliv bag Stakittet, – forhast dig ei!
___
Her har du det roligt, du er fri og frank;
Derude faaer du kun ondt Ord og Bank;
Her har du det godt, Alt hvad du behøver,
Baade Frihed og Havre og duftende Kløver.
Vær rolig, og nyd her dine gladeste Dage, –
Tidsnok vil du vist faae Grund til Klage.
___
//
8 [tilføjet med blyant og anden hånd]
En ganske lille Sorg.
”Der ligger den stygge Kat i Vuggen,
”Hvor just jeg nu vilde lægge Dukken.
”Paa ingen Maade jeg tør den vække;
”Den kunde jo fare op og forskrække
”Mig selv og Barnet, som skulde sove, -
”Nei, nei! jeg tør det sletikke vove!”
___
Katten sov sødt paa den bløde Pude,-
Den lille Pige blev ved at tude.
Hun gaaer dog vel ind i Stuen tilbage
For hos sin Moder at jamre og klage.
Saa lister vel Katten snart afsted, -
Den tager vist ikke Vuggen med!
___
//
[tilføjet med blyant og anden hånd] 9
To Mødre.
Det Billed her er dog ganske net:
To Mødre staaer der jo, seer jeg ret.
Histoppe Konen med et Barn paa Armen,
Som ømt og kjærligt hun trykker til Barmen.
Sin Pligt forsømmer den Ged hellerikke,
Den giver sine tvende Børn at drikke.
___
Dem Begge er deres Børn jo hellige;
Men Mødrenes Kaar er helt forskjellige:
Er Konens Smaapiger selv voxne [understreget med blyant], saa vil
De altid hos hende dog holde sig til;
Men trænge de Kid først til andet Foder,
Saa glemme de rent deres egen Moder.
___
//
10. [tilføjet med blyant og anden hånd]
Morgenvisit
Naar de To har drukket ved Postens Trug,
Af deres Frihed de gjøre lidt Brug;
Til Kjøkkenvindvet vandre de Begge,
Og Mulerne ind de begjærligt række.
De veed saa godt, at der Noget vanker, -
Det er nu saa deres stille Tanker.
___
Den unge Kone sin Kniv da sliber,
Det store Rugbrød hun hurtigt griber,
Og baade hun og den lille Fyr
Med Glæde tractere de gode Dyr.
Naar saa de hver har faaet en Bid,
De vende tilbage til deres Slid!
___
//
11.
Den stakkels Kone i sit lille Skuur
Just fik sig en yndig Middagsluur.
Da vækkes hun ved et rædsomt Rabalder!
Hun seer, hvor Bordet med Kagerne falder,
Hun skriger, hun truer, men Køterne ville
Ei lystre, – de har jo Andet at bestille.
___
Mens nu deres Kamp er luebrændende,
Ned kommer fra Volden to Drenge rendende.
De tænke sikkert: ”Her er Noget at faae!”
Men Konen, troer jeg, vil nok passe paa.
Een fik dog en Bid, og det er Hunden,
Som lusker afsted med et Hjerte i Munden.
___
//
12. [tilføjet med blyant og anden hånd]
En Byge.
Som Bondens Plov var bedst i Gang,
Det skyllede ned over Mark og Vang;
Saa søgte de Ly i den store Dysse
Og lode saa roligt Regnen drysse,
Ploven og Hestene lode de staae,
Men hvor de hviled, de tænkte ei paa.
___
Var det et Alter? var det en Grav?
Om fordum her vel en Kjæmpe brav
Med Sorg blev bragt til Hvile og Ro,
Det tænkte de ikke paa, de To.
De qvæged sig kun ved den korte Hvile,
Og vented, at Solen igjen skulde smile.___
//
[tilføjet med blyant og anden hånd] 13.
Svinet.
Der kjører nu Konen og Manden sammen;
De vente sig da baade Gavn og Gammen.
Den store So skal nu gjøres i Penge,
Den har de jo mæsket og fedet længe
Saa flittigt med Spøl, med Erter og Byg,
At den er blevet saa trind og tyk.
___
Naar saa de har solgt det fede Svin,
Vist Manden sig kjøber Tobak og Viin,
Madamen sagtens til Kræmmeren gaaer
Og Tøi til en stadselig Kjole faaer.
Hun kjøber lidt Sødt til dem derhjemme, -
De smaa – dem bør man jo ei forglemme.___
//
14 [tilføjet med blyant og anden hånd]
Jo, han er ret kommet op at kjøre!
See kun, hvor Manden ham nu vil snøre!
Hvad havde han ogsaa der at gjøre?
Blandt Pakker og Kasser med Flasker og Glas
Var han jo ei paa sin rette Plads;
Det bliver ham ogsaa en kummerlig Spads.
___
Det Værste er, naar han ned sig svinger,
Han møder Hunden, som bagefter springer;
Den napper ham sikkert i Bag og i Læg,
Saa Kudsken haanligt griner i Skjæg,
Og kjører med sine Varer skjøre.
Den Dreng var kommet peent op at kjøre!___
//
[tilføjet med blyant og anden hånd] 15.
To Svømmere
See, Voverne sagte mod Stranden strømme;
De tvende Venner ville ud at svømme.
Han klædte sig af, sine Klæder hæng
Han hisset op paa den lange Stang.
En Green i Haanden høit han svinger,
Hans trofaste Hund ved hans Side springer.
___
Det er saa godt, naar to unge Venner,
Der rigtigt nøie hinanden kjender,
Gaae sammen ud, hvor der kunde være
Lidt Fare, lidt Vrøvl og Sligt paafærde,
Som let kan møde i et Svømmebad,-
Saa ville de troligt nok hjælpes ad.___
//
16. [tilføjet med blyant og anden hånd]
Snyltegjæsten.
Den Hund er hildet ved sin Lænke
Der paa sit Huus, saa man kan tænke
Sig, hvor den nu maa være vred,
At ei den strax kan slippe ned
Og tugte den forvovne Kat,
Som paa dens Mad nu tager fat.
___
At Katten er angst, man let begriber;
Den Ørerne tilbage kniber;
Dog den erxxxsulten, den er slugen,
Og naar den nu har fyldt sig Bugen,
Den lister bort, baade mæt og glad,
Men siger næppe Tak for Mad.___
//
[tilføjet med blyant og anden hånd] 17.
En Lokkedue.
Her i den friske Skovnatur
En lille Due er sat i Buur.
Saa skyder ned den graadige Glente,
Og vil den uskyldige Due sig hente;
Den naaer dog næppe, hvad den har villet,
I Garnets Masker nu er den hildet.
___
Smaafuglene flygte til alle Sider,
Mens Røveren voldsomt i Nettet slider.
Snart kommer Jægren med dræbende Rør, -
Med Fyren kun kort Proces han gjør.
Paa Porten derhjemme hans lodne Krop
Med spredte Vinger snart nagles op.___
//
18 [tilføjet med blyant og anden hånd]
Ved Vogterhuset.
Det er Aften, og Fuglene flyve Hjem,
Snart Qvæget skal vandre og stimler frem.
Den Hyrde nu faaer sin Midaftenskost,
Et stort Stykke Mad med Smør og Ost,
Og af sin Flaske en qvægende Drik,-
Hans Hunde see paa ham med bønligt Blik.
___
Her i den trillende Karre, hans Slot,
Er han Eneherre, og har det vist godt;
Naar Qvæget om Vinteren sættes på Stald,
Saa røgter han der et andet Kald.
Det er muligt, at mere tilfreds han er
End Den, hvis Rigdom han vogter her.___
//
[tilføjet med blyant og anden hånd] 19
Kragen og Katten.
Fra Faders Vindue den Scene jeg saae:
En Krageunge i Haven der laae;
Den havde brækket [knækket?] sin ene Vinge
Og mægted ei mere sig op at svinge.
Saa sneg sig da frem den lumske Kat,
Den vilde paa Staklen have fat.
___
Men den kom hverken for tidligt eller seent,
Det gik just ikke, som den havde meent.
Den gamle Krage lod Katten mærke,
At den havde Vinger raske og stærke.
Den dasked med dem, selv Næbet blev brugt
Saa kjækt, at Mons forskrækket tog Flugt.___
//
20 [tilføjet med blyant og anden hånd]
Jernveien og Hestene.
Første Hest, “Det hviner og piber, det rasler og rumler,
Den rædsomme Larm mit Hoved fortumler.
Kom, lad os dog løbe! Afsted! Kom med!
Her [er] jo ikke vort blivende Sted.
Bort vil jeg herfra, den Støi er for fæl!
Kom det mig for nær, fik det føle min Hæl.”
___
Anden Hest. Det er Dampen, som kjører Folk og Gods;
Snart Mennesker trænge ei mere til os.
Ved Damp de meie og kjøre deres Korn,
Som vi have slæbt for dem tilforn.
Snart bære vi intet Andet paa Ryggen
End Herrer og Damer med Uld i Parykken.___
//
[tilføjet med blyant og anden hånd] 21
En Kjøretuur.
See her, hvor Vædderen springer i Hast,
Saa Drengen ei mægter at holde den fast;
Ham Vædderen hen ad Grønsværet slæber,
Han holder igjen, han strider og stræber,
Men det gaaer afsted som i en Slæde, -
Den Kjørsel er ham kun til liden Glæde.
___
Nei, Vædderen er ei saa nem at styre,
Med den kan man have sin fulde Hyre;
Og bliver den vred, er den ikke bange
For selv den første Karl at stange.
Dens Bagbeen er stærke, dens Pande haard, -
Gud veed, hvordan det nu Drengen gaaer.___
//
Emneord
- 25 Billeder for Börn tegnede af S. Simonsen med Text af Christian Winther
Personer
- Simon Simonsen
- Christian Winther
Original
Sidst opdateret 06.12.2017