Bakkehussamlingen

22 [tilføjet med blyant og anden hånd]

Den syge Stork.

                              Mens alle de Andre mod Syd ville drage,
                              Den Syge maatte de lade tilbage.
                              Den reisende Flok med susende Vinger
                              De langsomt gjennem Luften sig svinger.
                              Med dukket Hoved, saa mat og svag,
                              Den staaer saa nu alene paa Bondens Tag.

___

                              Men næppe var tvende Døgn henrundne,
                              Før Frænderne, som forlængst vare svundne,
                              Kom atter igjen til det kjendte Sted,
                              Og spurgte, om den ei kunde følge med?
                              Men den maatte blive i Redens Fængsel;
                              Nu døer den vist snart af Sygdom og Længsel.

___

//

[tilføjet med blyant og anden hånd] 23

Ænderne i Fare.

                              De havde nu snadret længe i Vandet,
                              Saa kom de da endelig op paa Landet.
                              Der stod de og kækkede hele Stimlen,
                              Og kigged med heldet Hoved mod Himlen.
                              Hvad saae de vel der? To Høge at flyve!
                              Hvad vilde de her, de Gjæslingetyve?

___

                              Men Ei Ænderne havde i denne Fare
                              En galende Hane, som kunde dem vare,
                              De stod kun der med Hovdet paa Skjøns og saae,
                              Og lod det da gaae, som det vilde gaae.
                              Fløi Høgen bort? eller mon den kom?
                              Det har jeg slet ingen Beretning om.

___

//

24. [tilføjet med blyant og anden hånd]

Kjedsomhed.

                              Ei Luften sig rører og Møllen staaer stille,
                              Det er just ikke, hvad Mølleren vilde;
                              Han kjeder sig; Fugten, som langsomt daler,
                              Den, synes mig ogsaa om Kjedsomhed taler.
                              See; selv de Tidsler, hvor de have Lede
                              Ved her at staae paa den nøgne Hede.

___

                              Der staaer nu en Hoppe forundret og gloer,
                              Mens Føllet ved Bommen sig gnider og snoer,
                              Hvorfor nu Føllet sig skaber saa,
                              Kan Hoppen ei i sit Hoved faae.
                              Kort, Alt sig kjeder, det er jo tydeligt, –
                              Forresten det hele er ganske nydeligt!

___

//

[tilføjet med blyant og anden hånd] 25.

De fæle Rotter.

                              Naar Moderen seer sit Barn i Fare,
                              Og selv ei mægter det at forsvare, –
                              Da bliver det til en trist Fortælling;
                              Saa gaaer det nu Anden her med sin Ælling.
                              Den lille vralted i Gaarden omkring
                              Saa peent og tænkte paa ingen Ting.

___

                              Der kom der fra Loen tre Rotter frem,
                              Men Anden ei kunde naae til dem;
                              Hun var jo bundet, og maatte nu see,
                              Der voldtes hende stor Sorg og Vee,
                              Med Hud og Krop hendes Ælling de aad,
                              Og agted ei hendes Skrig og Graad.

___