Bakkehussamlingen

Bakkehuset d. 19 Mart: 1812

Kiære Adolph!

Det er saa langt fra, at jeg skulde blive vred, fordi Du skrev til mig, at tvertimod Dit lille, velskrevne Brev, har glædet mig meget, da jeg deraf seer, Du ikke har glemt Din Gosine, thi jeg maae bekiende Dig, at jeg undertiden har frygtet, Du ikke vilde have mere med os at skaffe, fordi vi sidste Gang drev vort Spøg med Dig vel vidt. Det glæder mig, at Du har giort saa dygtigt et Spring i Skolen, og Du skal have Tak, at Du fortæller mig det. Bliv saaledes ved, saa skal Du see at min Spaadom, at der vil blive noget Godt af Dig, nok skal gaae i Opfyldelse, og at Din Moder vil faae al den Glæde og Ære af Dig, som hendes ømme Kiærlighed for Dig – som for alle hendes Børn – giør hende saa værdig til. Jeg vilde ønske, vi havde den dumme Kighoste paa Døren, at jeg engang igien kunde faae Dig at see, // og examinere Dig i Munthes Lille og Munthes Store, hvori jeg formoder Du har giort stor Fremgang siden vi saaes sidst. Var jeg ikke saa gammel, som jeg er – og dertil saa sygelig – saa kunde jeg endnu vente at leve den Dag, at see Dig som en berømt Historie-Skriver, og høre om, hvorledes Drenge, der endnu ikke ere fødte, maatte lære Adolphs Lille, og Adolphs Store, og lade sig examinere af Deres Gosiner. Men herpaa maae jeg vel renoncere, og derimod indskrænke mine Udsigter i Fremtiden til den forestaaende Sommer, da jeg – om Gud vil jeg skal leve saa længe – agter at tage min lille Fætter saaledes i Cuur herude, at han kan blive saa stærk og sund, at han desbedre kan udholde al den Stillesidden, der vil blive fornøden, naar han engang skal begynde paa sine lærde, historiske Værker.
Men nu skulde Du have Svar paa Dit Spørgsmaal om Din Bog, som dog nok egentlig er Hovedaarsagen til, at Du har beæret Gosine med et Brev. // Jeg maae da tilstaae, at det er uforsvarligt af Herr Liebe at have narret mig saa længe, med, hvad han selv sagde vilde kunne skee paa nogle faa Dage; men ikke mindre uforsvarligt er det af mig, at jeg ikke har sendt Bud til ham, da jeg dog ikke har glemt, at jeg var i Din Giæld. Sagen er, at Liebe slet ikke har været her i den Tid, thi havde jeg seet ham, at havde det vist været i Rigtighed for længe siden. Men nu skal jeg ufortøvet minde ham, og dersom jeg saa ikke snart faaer Bogen, skal jeg bestille En hos en anden Bogbinder. Du troer vist, det gaaer med denne Bog, som med Chineseren, jeg har lovet Julie i saa mange Aar, og som hun dog endnu ikke har faaet; men det er dog ogsaa langt vanskeligere at skaffe en Chineser, nu vi ingen Fart har paa China, end at skaffe Papir indheftet i en Bog.
Søvn, Feberagtighed, og jeg veed ikke Alt, nøder mig nu til at sige Dig Godnat, og bede Dig undskylde, at min Skrivt ikke er saa tydelig som Din.

Din Gosine K.M:

//

Fredag Morgen

Inden jeg sender dette Brev fra mig, maae jeg dog bede Dig – hvad jeg var for søvnig til at erindre i Aftes – hilse Din gode, velsignede Moder mange Gange, og Dine Søstre. – Jeg har ledet blandt mine mange Bøger, men ikke kunnet finde en eneste, det var passeligt at give Dig, – for dog at sende Dig noget – men er der nogen Bog, Du har særdeles Lyst til, saa betroe mig det kun, og det skal være mig en Fornøielse at forære Dig den, som en lille Premie for Din Fliid i Skolen.
Lev nu vel, gode Adolph! og glem ikke

Din
hengivne Gosine, K:M:

E.S. Forsmaae ikke et lille Kræmmerhuus med Confect, som Prosten og Pigmalion ikke vilde forsmaae.

[På konvolutten:]
Til
Adolph Ludvig Drewsen.