Bakkehussamlingen

Bakkehuset d. 8 Febr: 1813

Kiæreste Hanne!

Jeg længes nu saameget efter engang igien at see et Par Ord fra Dem og jeg og indseer at der ikke er andet for, end at selv fremskynde det, ved først at skrive til Dem. Jeg begriber ikke, hvorledes jeg har kunnet bie saalænge, saameget mere, som jeg, uagtet De er fraværende, bestandig nyder Godt af Deres Godhed for mig. Marie har maaskee allerede meldt Dem det Uheld, jeg har havt med min engelske Theepotte, samt at hun har paanødt mig Deres, som jeg ogsaa allerede i nogen Tid har brugt, men ikke uden Angst og Bævelse, thi, hvor let kunde ikke ogsaa den gaae itu, især ifald De, som jeg rigtig nok befrygter endnu bliver længe borte. Vil De derfor see Deres Theepotte heel og holden, saa kom snart; jeg længes saameget efter igien at skiænke Thee for et Grevebarn, men i alle Tilfælde være De dog inderlig takket, fordi De er saa god og velsignet sindet imod mig, saa at Deres Moder og Marie strax udfandt, at det maatte være Deres Villie, at hielpe mig i denne Forlegenhed. Men nu nok herom, og til mig selv, som De dog nok vil høre Noget om. Jeg lever da ved det Gamle og har den ene svære Forkiølelse efter den anden at trækkes med, foruden alle mine andre Plager. Især har jeg i disse Dage en mageløs Snue, som jeg hentede i Gaar 8 ^te Dage, ikke saameget i Kirken – skiøndt Veiret var barskt – som til Prof: Schützes hvor jeg udstod en rasende Kakkelovns: Heede og dertil aabne Vinduer. I Onsdags, da jeg atter saae en dramatisk Forestilling af Mad: Schütz, fik jeg atter en Portion Forkiølelse, men desuagtet skal jeg dog – om Gud vil – i Kirke paa Søndag, og paa Søndag 8 ^te Dage. Mine seneste Kirke- // toure have været meget hældige, men et stort Savn er det mig dog altid, at jeg hverken følges med Dem eller veed Dem i Kirken. Under Gud mig Liv og Helbred saa længe at Alting kunde igien komme i den gamle Tour, saa vilde jeg være saare taknemlig, men saa troer jeg ogsaa jeg vilde holde saa fast paa Dem, at De aldrig mere skulde slippe mig af Hænderne. Men er det ikke Skam, at jeg endnu ikke har takket Dem for Deres vakre Brev, som jeg fik den samme Dag, som jeg havde afsendt mit til Dem, som jeg haaber De har modtaget. Men nu tillade De ogsaa at jeg leer lidt af den Ambassade, hvori De sendte Hildeborg herud. De maae endelig vænne Dem af med den unødvendige og aldeles upasselige Ængstelighed i Henseende til Deres Breve, og erindre Dem, at De – som Squire Madson meget rigtigt sagde – De skriver siælden godt. Og nu for et eneste Ord! jeg vilde ikke bryde mig om 20 gale Ord, og bryder mig ikke derom, som De seer, thi den største Ulykke der kan komme af slige Incorrectheder, er, at de opdages, og at Mennesker, som er flaue nok dertil, opholder sig derover, hvilket jeg kan giøre selv, n. b. naar det var mine egne Breve, jeg skulde examinere; men troe derimod aldrig, at jeg vilde ??? bedømme Dem eller Deres Breve efter et enkelt skiødeløst Udtryk. Dertil hørte rigtig nok større Flauhed – for ikke at sige Dumhed – end De har Ret til at vente hos mig. Og ikke at tale om den Forfængelighed, der stikker i en slig Angst for Andres Domme i Ting, der dog ikke væsentlig angaaer min Person, saa leder denne Ængstelighed, saa let til noget Tvungent der aldrig er Godt, og som jeg saa nødig vilde have i Deres ellers saa naturlige Breve. De veed nok, at jeg ikke er nogen Elsker af Brevskriveriet hos Fruentimmer, fordi dette // Slags Forfatterskab, saa let leder til Miøseriet, men hvad Dem angaaer, da [er] jeg overbevist om at [De] ikke staaer Fare for at tage nogen Skade deraf, men ogsaa just derfor, og fordi De virkelig skriver meget vakkert, og naturligt, er det mig dobbelt magtpaaliggende, at De ikke paalægger Dem selv nogen ufornøden Tvang. Sagtens frygter De – og uden Grund – at Deres Breve til mig bliver læste af Mennesker, der vel kunne bedømme Sligt. Rigtig nok kan jeg ikke nægte, at Mynster, min Broder, og nogle Flere have læst Deres Brev, men De bør ogsaa forlade Dem paa, at jeg har jugement nok til at vide, om Deres Brev taaler dette, eller ei; imidlertid behøver De blot at sige mig et Ord i den Anledning, og der skal aldrig noget Menneske – Rahbek undtaget – faae Deres Breve at see. Skriv De kun frit og aabent, hvad der ligger Dem paa Hierte, og vær overbeviist om, at det skal blive godt bevaret i mit Hierte. Men skrive maae De endelig, og snart, om det saa kun var ganske faa Ord. Og naar De saa er saa god at skrive, saa siig mig, hvorlænge De agter endnu at opholde Dem i Norge. Fortæl mig ogsaa noget om den ny Chrystie, der er opstaaet. De har berørt ham saa ligegyldig i Deres Brev, at jeg næsten fatter Mistanke til ham, og troer ham farligere, end den anden af samme Navn. Lad mig kun vide rigtig, hvordan det hænger sammen med ham. – Havde jeg Dem nu hos mig, saa skulde jeg læse en deilig Prædiken for Dem om: Kiærlighed, der er Lovens Fuldkommelse. Den ligger i min Pult, og burde allerede for længe siden været sendt til Mynster, thi der komme dog intet Grevebarn, for hvem det kunde være mig en Glæde at læse den. – Danchell har jeg ikke seet længe, og veed ikke engang om han har skrevet saameget til // Dem, som han sagde han vilde skrive; lad mig ogsaa vide Noget derom. Squire Madson skal jeg hilse meget fra, og fremfor f Alle – Rahbek undtaget – skal jeg hilse fra vor Præst. Han spørger flittig til Dem, og beder mig altid at hilse, og jeg tør ikke lade ham vide, hvor sieldent jeg skriver til Dem. Det er heller ikke Ret, men De vil dog vide at undskylde det, thi De veed jo nok, hvor kiær De er mig, ligesom De ogsaa veed, hvorlidt jeg holder af Pen og Blæk. Mine Skrive-Anstalter ere ogsaa i den ynkeligste Forfatning, saaledes at jeg har maattet skrive dette Brev med Bagen af en Pen. Dog vil De kunde læse det, og heller have det, end slet intet; ikke sandt? Skriv nu bare snart til mig igien, saa skal jeg nok see til at opvarte Dem med et lidt maneerligere Brev. Apropos! har De begyndt for Alvor at lære Engelsk, som De foresatte Dem, eller var det blot en Flyvelyst? Ifald De stikker i det Engelske saa skal jeg næste Gang skrive paa Engelsk til Dem, thi nu er jeg ret inde i det Sprog, min Italiener til stor Opbyggelse, der lader mig læse Andres engelske Breve, for at overbevise mig om, hvor godt jeg selv skriver Engelsk. Deres Fransk har De nok ikke megen Leilighed til at bruge i Norge? Men glem det dog ikke!
Nu veed jeg intet Mere for denne Gang. Lad mig nu endelig faae et Par Ord fra Dem, og lev vel, og hils hvem en Hilsen fra mig kunde interessere, og vær selv tusinde Gange hilset, og vær ikke vred, fordi jeg skriver saa sieldent. Idelig – det kan jeg oprigtig forsikkre Dem – er De i mine Tanker, og hører Gud mine Bønner saa vil jeg snart igien kunne trykke Dem til mit Hierte, hvor Deres Erindring aldrig kan udslettes.

Deres hengivneste K:M: Rahbek.