Bakkehussamlingen

Bakkehuset d. 20 Apr: 1817

Kiæreste Hanne!

Jeg kan dog ikke med Taushed forbigaae Din Fødselsdag, Du gode Pige! som altid saa venlig og kiærlig erindrer min. Men vist nok er jeg i dette Øieblik meget uskikket til at sige Dig noget Smukt i Anledning af denne kiære Dag; thi jeg har været en reen side Usling – naturligviis dog, haaber jeg, kun i Henseende til Helbreden – siden den Dag, jeg talte med Dig i Kirken, og siden mødte Dig saa uventet. Idelig har jeg villet skrive til Dig; men Du veed nok, hvor let det skeer mig, at jeg kied og trættet af Forhindringer reent lader mig skræmme, endog fra det, jeg har meest Tilbøielighed til; og Du veed ogsaa, at alt dette ikke virker nogen Forandring i Henseende til mit inderste Sindelag. Alt dette veed Du[rettet fra: jeg], og derfor veed jeg ogsaa, at Du med Venlighed // vil modtage disse Par Ord saa ubetydelige som de ere, og ikke fortryde paa, at de ere ledsagede af nogle Blomster, der ere, næsten endnu ubetydeligere end Ordene. Til Undskyldning for de Sidstes Ubetydelighed, maae jeg anmærke – hvad Du, som kiender saa nøie til alle mine Indretninger, rigtig nok i Forveien veed – at det altid er mig umueligt at skaffe en pæn Bouquet, naar jeg undseer mig ved at bede Petersens derom; og jeg undseer mig altid ved dette, naar jeg nyelig har faaet mange Blomster fra Dem, hvilket just i Dag er Tilfældet.
Men nu vil jeg ikke plage Dig længer med kiedsommelige Undskyldninger. Hvor ømt og kiærligt mit Hierte beder for Dig i Dag, veed Du fordi Du kiender mit Hierte.// Blandt de Mange, jeg forestiller mig, Du vil see i Dag, er der, Dine Egne undtaget – hvilke jeg beder Dig hilse ret kiærligt – ingen, jeg heller vil erindres af, end den gode, elskværdige Line og Squire Madson, og derfor beder jeg Dig hilse disse tvende, og sige den Sidste, at han vilde glæde baade Rahbek og mig meget, ved engang ved Leilighed at see ud til os, da vi begge baade af Venskab og af Egennytte længes meget efter ham.
Mit Løfte til Sommer, skal jeg – om Gud vil – nok holde Dig; men det er naturligt, at jeg ikke kan holde det, før Feldborg er i Engelland.
Rahbek lykønsker Dig ret venligt, og jeg er af mit ganske Hierte

Din hengivne K:M: Rahbek.

[Tilføjelse i marginen:]
Det forstaaer sig af sig selv, at jeg nu til Dine Egne regner den elskværdige Mariquita og Sophie, og altsaa ønsker, Du vil hilse Dem, ifald de ikke allerede ere bortfløine, inden Du seer dette.

[På konvolutten:]
A
Mademoiselle H. Langberg.