Bakkehussamlingen

Bakkehuset d. 28 Dec: [1808].

Kiære, gode Ven!

Endskiøndt jeg meget vel indseer at De nu burde forskaanes for mine Breve, saa kan jeg dog ikke give Tid, til vi sees, med at sige Dem hvor rørt og taknemlig jeg er over den venskabelige Beredvillighed, hvormed De har opfyldt min rigtig nok vel næsvise Begiæring, og jeg havde sikkert allerede i Gaar sagt Dem dette, dersom jeg ikke havde havt saa umaadelig travlt med Fuldendelsen af det store Værk, jeg har arbeidet paa i denne Tid.
Men fordi jeg nu haster med at aflægge min Taksigelse til Dem, saa maae De ingenlunde troe, at det ikke haster med at komme herud, thi det haster virkelig, og kan aldeles ikke – hvad De sikkert helst saae – udsættes til Sommer.
Det Udtryk i mit sidste Brev, som De har været venskabelig og god nok til ikke at ville forstaae efter Bogstaven, var dog under og ikke over, hvad jeg har tilstrækkelig Grund til at meene, men det kan naturligviis ikke andet end glæde mig inderligt, at Mennesker, jeg har Godhed for, ogsaa have saa megen Godhed for mig, at de heri ikke ville være af min Meening. //
Heller ikke kan det andet end glæde mig, at De har saa god en Meening om mig, at De troer, Helbred at være det, De fornemmelig maae ønske mig. Imidlertiid skylder jeg dog Sandheden at bekiende, at jeg desværre endnu ikke, saameget som jeg burde, er i Besiddelse af det Gode, der rigeligen erstatter os Savnet af Helbred, og alt Alt, hvad der beroer paa udvortes Omstændigheder; men da jeg tillige veed, at jeg ærlig og alvorlig stræber derefter, saa maae mine Venner nok troe at jeg har grebet Klenodiet, thi som jeg ingenlunde kan eller ønsker at kunne bedømme dem upartisk, saa seer jeg ogsaa helst at de behandle mig ligeledes.
Fodposten afbryder nu mine alvorlige Betragtninger – hvorved De intet taber – og lader mig kun Tid til i største Korthed at takke Dem for alt Godt i det gamle Aar, ønske Dem Held til det nye, og gientage min Begiæring om snart at see Dem.

Deres hengivne Veninde
K. M. Rahbek: