No. 213 af 469
Dokumentstatus
Brev
Afsender Dato Modtager
Kamma Rahbek [+]

Afsendersted

Bakkehuset, Frederiksberg

20.12.1808 E.C. Werlauff
Original
Dokumentindhold

Kamma Rahbek skriver til E.C. Werlauff, at hun glæder sig over hans brev og beder ham videresende Thalia til J.P. Mynster. Hun længes meget efter, at han skal komme ud på Bakkehuset men kan godt forstå, at han ikke bryder sig om at gå i mørke på den ensomme landevej. Derfor vil hun gerne lade ham vide, hvis der er nogen, han kan følges med, men hun beder ham komme i vinter, da hun er for syg til at tænke helt frem til sommeren. Rahbek er færdig med skuespillet ”Trondhiems Befrielse”, som Kamma nu renskriver. Den 21. fortsætter hun brevet. Hun vil ikke være rolig, før hun hører af hans egen mund, at han ikke er vred på hende pga. kommissionerne og foreslår, at han giver bogtrykker Schultz en seddel, hvornår han kommer. Så vil hun sørge for, at skaffe en, som han kan følges med.


Bakkehuset d. 20 Dec: [1808].

Min gode Ven!

Da jeg virkelig troer – hvad min Beskedenhed end kunde have at indvende derimod – hvert godt Ord, De siger mig, saa maatte Deres venskabelige Brev ogsaa glæde mig ret inderligt, og jeg maatte ikke være mig selv, hvis jeg ei strax bevidnede Dem min Erkiendtlighed derfor, saavel som for Opfyldelsen af min Begiæring. Og for at De skal see hvor dristig, Deres Godhed giør mig, og at De ikke kan kalde Dem min Ven uden ogsaa at maatte finde Dem i, at jeg bruger Dem som Ven, saa er jeg næsviis nok til at bede Dem om /: hvad jeg dog virkelig frygter, let kunde være Dem til for megen Uleilighed :/ saa snart mueligt, at komme en Convolut om Thalia, og skrive uden paa: Til H r Pastor Mynster i Spiellerup /: thi De kan dog vel ikke have noget imod, at det er til en Anden, jeg laaner Bogen, da jeg tør indestaae Dem for, at De skal faae Bogen den uskadt igien, saasnart den er brugt; og, om Gud under mig Livet, igiennem mine egne Hænder :/ og endelig at have den Godhed, at levere eller lade den levere ind til Urtekræmmer Lyngbye i Frederiksberggaden med Anmodning fra mig, at den ufortøvet maatte blive befordret ud til Mynster. Nu, jeg har tilendebragt denne lange næsvise Begiæring, faaer jeg – som et ængstelig Gemyt let kan faae – mange Skrupler, da det virkelig dog forekommer mig vel uforskammet, at give Dem saa meget at be-//stille, og da jeg desuden frygter at De ikke vil komme saasnart herud, naar De intet egentlig Ærinde har. Imidlertid kan jeg dog ikke nægte, at det virkelig er mig magtpaaliggende at Mynster faaer Bogen snart, da jeg for længe siden har givet ham mit Ord paa at skaffe den, og jeg desuden har havt saameget Vrøvl i den Anledning, fordi jeg har forladt mig paa lutter uefterrettelige Mennesker, og ikke strax giort, hvad [jeg] dog til Slutningen maatte giøre. Desuden er jeg ogsaa vis paa, at der netop i disse Dage er sikker og paalidelig Leilighed til at faae Bud ud til Spiellerup. Jeg maae derfor dæmpe al Ængstlighed over den Uleilighed, De skal have for min Skyld, og blot forsikkre Dem, at det dog virkelig er med megen Undseelse, jeg saaledes benytter mig af Deres Venskab. Vidste jeg bare, hvor De boede, saa kunde jeg dog maaskee faae et Bud ind efter Bogen – endskiøndt det dog vel var usikkert om jeg det traf Dem hiemme – men at sende op paa Bibliotheket, kan jo ikke nytte.
Jeg længes nu dobbelt efter at De skal komme herud, for at jeg ogsaa kan komme til ret at forklare Dem, hvor jeg kunde faae saa megen Dristighed fra som der behøves for at bede Dem gaae mine Ærinder. Men hvor meget jeg end af mange Aarsager længes efter Dem, vil jeg dog nødig, De skal gaae herud en Aften, da De maatte gaae ene hiem, thi hvad Deres Ulyst til [at] gaae i Mørke paa eensomme Landeveie angaaer, da kan jeg meget godt sympathisere med Dem, og jeg skammer mig slet ikke ved at bekiende det, da jeg veed, jeg har Mod, hvor det er Umagen værd at have Mod det, og kun er en lille Cujon, hvor jeg ikke holder det for Umagen værdt at være Andet. Jeg vil usigelig gierne lade Dem vide, naar jeg // engang forud veed at her kommer nogen, hvilket dog undertiden er Tilfældet, thi jeg vil endelig ikke at Deres Godhed imod mig skal blive Dem til et Hoverie-Arbeide, som det vilde være, at trække den lange Vei herfra ganske ene. Men hvordan vi end indrette os, da maae det endelig blive i Vinter, De besøger mig, da jeg sandelig er alt for syg til at turde tænke paa, hvad der vil skee til Sommer; desuden er Vinteren /: hvor ilde den end handler med mit usle Legeme :/ min kiæreste Aarstid, og den hvori jeg helst ønsker mig mine Venners Selskab, ikke fordi jeg da siældnere kan nyde det, og men fordi jeg kan nyde det roeligere, og altsaa have mere Gavn af det.
Rahbek har rigtig nok været i fuldt Arbeide, men er dog nu næsten ganske færdig med at befrie Trondhiem; derimod er jeg langt fra ikke færdig med at befrie mig selv, det er med andre Ord: at jeg langt fra ikke er færdig med Reenskrivningen deraf, som jeg begyndte paa i Gaar Middags, og som i Dag har givet mig saameget at bestille, at De maae undskylde at denne Epistel er, som den er, thi naar man har siddet og skrevet den hele Dag, saa kan man vel have Lov til at være flau og kiedsommelig paa den Tid, man skal gaae til Hvile.

Torsdag Morgen.

Jeg seer nu med megen Undseelse paa mit ynkelige Avisstykke /: terminus technicus :/ og vilde gierne befrie Dem for det, dersom ikke // min egen Befrielse ikk gav mig saameget at bestille, at jeg nødes til at lade Andre befrie dem selv. Jeg tilføier da blot, at jeg ikke bliver roelig, før jeg af Deres egen Mund erfarer, at De ikke er vred paa mig, fordi jeg giør Dem Uleilighed med mine Commissioner . Dersom De kunde lægge en lille Seddel ind til Schultzes, hvoraf jeg Dagen iforveien kunde erfare at De vilde gaae herud, saa skulde jeg nok sørge for, at her skulde komme et Menneske, De kunde følges ind med. Men lad det ikke bie for længe!
Rahbek og Carl hilse Dem meget, og jeg er alt for egoistisk til, at jeg ikke skulde giøre Slutningen af Deres Brev til mine Ord, ved at bede Dem, at tænke stundum paa

Deres Veninde, K. M. Rahbek.

Kommentarer

Brevet blev første gang trykt i Bjørn Kornerup: “Brevveksling mellem Camma Rahbek og E.C. Werlauff 1808-1818”, i: Frederiksberg gennem Tiderne, bind 4, 1952, 11-15.

Arkivplacering
Arkiv 1. Rahbek, Kamma XIII,1
Personer
Carl Heger · J.P. Mynster · Knud Lyne Rahbek · J.F. Schultz
Sidst opdateret 14.03.2014 Print