Bakkehussamlingen

Fredag Aften. d. 1 Jul:

Kiære Frederikke!

Jeg aftalte forleden med din elskværdige Pleiesøn, at jeg vilde skrive til Dig næste Gang naar han skrev, thi jeg er lykkelig nok til, at turde haabe, at et Par venlige Ord fra mig ville være Dig kiærkomne; men nu kommer det rigtig nok saa uventet paa mig; og jeg befinder mig ogsaa saa slet i Aften, at jeg slet ikke duer til at sige dig Noget, saa varmt og godt, som mit Hierte mener Dig det. Desuagtet vil jeg dog medens Lunzi er ovre paa Borgen jaske et Par Ord sammen, som i det Mindste skulle sige Dig, at mine Tanker have fulgt Dig ud til det deilige Iselingen, og at jeg der tænker mig dig med Din velsignede Søster, og den gode Holger /: som jeg nu burde kunne [hul i papiret] længe er en Dagdriver:/ og at jeg gien [hul i papiret] mig de glade og lykkelige Dage, jeg der har tilbragt med Eder. Aldrig vil jeg kunne forglemme de mangfoldige Beviser paa ømt Venskab, hvormed to elskværdige Væsner have glædet mit Hierte; og jeg kan med Sandhed sige det, at naar jeg ofte støder paa mere Kulde og Ligegyldighed, end jeg kan komme til Rette med, saa er den blotte Tanke paa Dig og Maria, og Eders varme, kiærlige Sindelav imod mig, nok for at // trøste mig, og lade mig glemme, hvad der ikke er efter mit Sind. Troe denne Forsikkring og lad den være Lønnen for Eders Godhed imod mig.
Jeg har ikke seet Brøndsted, siden den Aften jeg saae Dig; men jeg veed nok at han har travlt; og desuden er han saa god jævnlig at sende mig Hilsner med Grækeren, som han er saa god at tillade at maatte besøge mig engang imellem, hvilket fornøier mig meget, da jeg virkelig holder meget af samme Græker. Tag nu tiltakke med disse maadelige Ord og hils den søde Maria tusinde Gange; og de store og smaa runde Øine fra

Din
hengivne K:M: Rahbek.