No. 335 af 469
Dokumentstatus
Brev
Afsender Dato Modtager
H.C. Andersen [+]

Afsendersted

Rom (Italien)

22.2.1841 Helene Balling [+]

Modtagersted

København

Original
Dokumentindhold

H.C. Andersen skriver til Helene Balling fra Rom. Han beretter om sin rejse indtil nu fra et besøg på Breitenburg og ned gennem Tyskland: Hamburg, München og med jernbane fra Magdeburg til Leipzig. Den 5. december passerede han Brennerpasset og kom over Verona, Mantova og Bologna til Firenze, inden han efter et par dage fortsatte til Rom, hvor han har overværet karnevalet.


Rom den 22 Februar 1841.

Kjære Fru Balling!

Længe har det været min Tanke at skrive Dem til, og et Brev til Dem gjælder da ogsaa Deres Moder og Søster; jeg veed De alle tre, i det hyggelige Hjem mene mig det saa godt, altid have været mine sande Venner og ville blive det. Dette er mit sidste Brev fra Rom, thi overmorgen tidlig Klokken 6 reiser jeg længer Syd paa, nemlig til Neapel. De skal nu faae en kort Skizze af min Reise her til Rom og saa tale vi senere om mit Ophold her og hvorledes det gestalter sig i mig og om mig. Paa Breitenburg i Holsten hos den elskværdig[e] Rantzau var jeg kun to Dage, men havde det fortræffeligt. I Hamborg hørte jeg den berømte Lizst hvis Spil særdeles tiltalte min Phantasie, dog var jeg ikke opfyldt af ham; først da jeg senere i München hørte den ligesaa berømte Thalberg, fik Lizst en langt høiere Plads. Thalberg er vist mere corect, mere smagfuld, men neppe saa genial som Lizst. I Leipzig traf jeg sammen med Mendelsohn – Bartholdy der har været min Ven før vi saae hinanden; han holder særdeles af mine Romaner og kom mig saa elskeligt imøde. Jeg har i mit Album en ”Sang uden Ord”, som han componerede til mig. I München gjorte jeg ogsaa Lachners Bekjendtskab, han er ligesom Mendelsohn en Ven af min Musa og jeg fandt en behagelig Modtagelse hos ham. Ja det maa jeg sige, hjemme har jeg aldrig fundet saa almindelig en Erkjendelse, ja det er næsten en Overvurderen af mine Evner, som i Tydskland. Jeg vidste nok jeg var læst og kjendt, men det har overgaaet mine høieste Forventninger. I Danmark er mit sidste Stykke aldeles dødt hen, Ingen have vilde seet det og som jeg hører har Heiberg i sin nye Bog været vittig paa min Bekostning; det er ellers neppe ædelt, da han veed jeg ikke kan faae Bogen at læse og altsaa ikke svare, før det er en Sag der er gammel. Men nok om det. Fra Norden blæser det jo altid iiskoldt! I München havde jeg fri Plads i første Etage hver Aften, kom meget omkring og blev indført i flere elskværdige Familier. Som de interessanteste Puncter af hele Reisen, maa jeg imidlertid fremhæve min Dampvogns Reise paa Jernbanen mellem Magdeburg og Leipsig, det er 16 Miil og disse kjørte vi paa 3 1/4 Time. Det var som en Flugt med Fuglene. Den ene By rykkede den anden nærmere! Gjenstandene tæt ved joge forbi, som et snurrende Rokkehjul og dog havde hele Farten intet ubehageligt; jeg kunde læse, men før jeg fik en halv Side læst var vi altid ved en ny Stad. O, det er just en Flugt jeg ynder! – Dernæst maa jeg fremhæve min Reise over Alperne. Jeg gik den 5 December over Brenner, det høieste Punct, det var Fuldmaane, Alt indhyllet i Snee og vi kjørte neppe en halv Alen fra den dybe mørke Afgrund, hvor nede jeg kun fandt mørk Nat. Kulden var ellers meget stor, men da jeg Dagen efter rullede ned paa italiensk Side, skinnede Solen varm, og alle Træerne bare endnu deres Løv. Jeg var ellers alene, Holst var blevet i München! jeg var halv lidende, i det jeg ved Afreisen (i München) blev stødt ind i Øiet med en Stang saa Blodet flød og jeg hele Tyrol i gjennem maatte idelig bade Øiet der endnu tre Uger efter var grønt og blaat. Reisen over Verona, Mantua og Bologna til Florents var mindre behagelig. Det var Regntid og jeg fik ikke behageligt Selskab. Først i Florents følte jeg mig // hyggelig. Efter et Par Dages Ophold her tog jeg Veien over Perugia til Rom og havde da det Eventyr at Veturinen, som kjørte for os, satte sig een Dag imod at føre os derhen hvor vi skulle eftersom det blev mørk og Veien vi skulle passere var usikker. Vi maatte da, netop den Aften ”Maurerpigen” blev opført første Gang, hører jeg, overnatte i et ødelagt Kloster hos en skrækkelig Vertshuus Madam[;] jeg laae paa 3 Stole i Værelse med en katolsk Præst; næste Dag maatte vi leie Soldater til at eskortere os, ubehageligst var imidlertid at vi havde i Selskab med os den utaaleligste Engelænder jeg endnu har kjendt, han gjordte sit til at Reisen blev endnu ubehageligere. Ved min Ankomst her til Rom grasserede endnu Kopper, Feber og mange andre Sygdomme, saa her var faae Fremmede; jeg fløttede ind i et stort, aldeles øde Huus, hvor jeg, paa en Kone nær, var eneste Menneske og det til for 14 Dage siden, da Holst kom; altsaa i 6 Uger boede jeg saa eensom at De neppe vilde have byttet med mig; hver Aften gjorde jeg min[e] Rundaer gjennem de tomme Stuer og slog Jernskudder for Dørene. Vinteren, der har varet over 5 Uger har været usædvanlig slem! Nat og Dag Skylregn, Torden og Lynild; een Nat Jordskjælv og Tiberen har staaet over sine Bredder, saa hele Jødeqvarteret stod under Vand. Jeg har kun en Kamin, og Gulvet er Steen, De kan derfor tro her var koldt. Den ene Side af mig blev stegt, den anden frøs og det uagtet jeg havde min Kappe paa den forfrosne Skulder. Aftnerne vare meget lange, thi hver Aften Klokken 6 var jeg hjemme og da aldeles ene. Landsmændene træffe kun sammen om Middagen og af de 8 Theatrer her er var kun Operaen det taaleligste, men hver Aften sang de kun den samme: Donnizettis Marino Faliero. Jeg var to Gange; der blev pebet ved den mindste Feil. Da Prima Donna døde raabte de Lykke paa Reisen og jeg forsikkrer Dem hun var ikke daarlig. Figurantinderne raabte de alle et O! da de saae saa gamle ud og ved Balletten skreeg hele Huset Uh! – ja, De kan tro det er et livligt Folkefærd og dog ere de dvaske imod Neapolitanerne. Jeg har flere Gange seet Dronning Maria af Spanien, hun har meget tilfælles med Fru Hartmann. Don Miguel har et blegfedt Ansigt, men kulsorte lynende Øine. Dronningen af Sardinien er her ogsaa i denne Tid! ja i de sidste Dage er her en Masse af Fremmede. Carnevalet trækker! Desuden er det nu Sommer. Alt er grønt! Grædepilene ere saa smukke og friske mellem de sorte Cypresser; Mandeltræerne blomstrer og udenfor Byen i Villaerne mylrer der med Anemoner og Violer. Jeg har i flere Dage gaaet med ”Tøi”-Støvler og hvide tynde Benklæder; fattige Børn ere halvnøgne! o hvor Luften er frisk og mild. Folk spadserer om Aftenen i min Gade med Lys i Haanden og Kudskene have i det høieste Lyset i et Kræmmerhuus. // Carnevalet begyndte her Løverdagen den 13de, det varede hver Dag fra 2 til 5 ½, (Fredag og Søndag undtagen, da det er Festdage). Tænk Dem en Gade mere end dobbelt saa lang som Gothersgaden, hvor alle Vinduer er opfyldt med Mennesker og draperet med røde Silketæpper, nedenfor to Rækker Vogne med udklædte Folk og al den øvrige Plads en sand Maskerade Sal. Den ene kaster med Blomster den anden med hvide og røde Kalkkugler, ja tidt øser med dem, saa det er et heelt Hagelveir; af eiendommelige Masker var et heelt Dampskib med nydelige unge Piger, som Matroser. En Vogn var forvandlet til en stor Contrabas og paa hver Streng med en Figur, et levende Menneske, der brummede Strengens Tone, medens to, med en Vognstang, som Bue, spillede, Et Orgel, hvor der i hver Pibe sad en levende Kat, som de trak i Halen. Sidste Løverdag var de fleste Landsmænd udklædte; jeg skal have været god siger man og jeg havde min Spads med mange kjørende Damer, af hvem jeg fik en Mængde Bouketter. Een vilde endelig have en Spanier ud af mig (jeg havde Maske og Costume), tilsidst forærede hun mig saa kolosal en Present af Kage at Pjeroerne nær havde revet mig under Vognene for at faae den. Ellers maa jeg sige Dem at her er en Tact hos selv de simpleste Folk, at enhver anstændig Pige kan vove sig ved Daglys hvor hen hun vil, naar hun har Maske paa. Nydeli[g er] især ganske smaa Børn udklædte, som gamle Folk. [Piger] paa tre Aar har jeg seet i Fiskebeens Skjørt. Hunde [bærer] sædvanligviis ogsaa denne Pynt.
Imorgen er det [den s]idste Dag og den ender med det morsomme Mocoli, hvilket De maaskee husker fra ”Improvisatoren”. I alle Theatrene komme Folk i denne Tid i deres Maskeradeklæder, Maske tør de ei bære. De unge Piger ere sædvanligviis her Piero; forleden var næsten hele første Etage med qvindelige Pieroer og Arlequiner, de gjorte skrækkelig Støi midt under Stykket og dette var meget tragisk. Oppe i Galleriet sad en Karl i Dameklæder, han draperede bestandig Logen, med det forreste af sit Skjørt, saa det saae ud som han sad og reed paa Rækværket. – For dog ogsaa at mælde fra Rom noget der ligner Kjøbenhavnske Nyheder, om Forladelse! kan jeg da opvarte med en Forlovelse. Hofjægermester Bruuns Datter er her i Rom blevet forlovet med den unge Castenskjold, hvis Fader eier den store Gaard ved Slagelse. Holst reiser med mig til Neapel, jeg gaaer rimelig viis strax derfra til Palermo; hvad min videre Reise angaar, den jeg egentligt ansaae for Maalet, seer det sørgeligt ud. Indtægten for de tre Aftener Maurerpigen gik er ubetydelig og uden endnu at have 4 a 500 Species kan jeg ei komme til Constantinopel. Først i Neapel vil jeg kunde vide, om mine Penge slaaer til, at jeg kan naae Grækenland; hvis det er Tilfældet seer De mig, vil Gud, i September, ellers // kommer jeg allerede hjem sidst i Mai, thi min sicsi Reise paa Sicilien vil tage slemt Huus med de Penge jeg har. – Vesuv skal ryge stærk, mælder Aviserne; maaskee faaer jeg en Eruption endnu! De veed da at der er styrtet et Bjerg ned i Nærheden af Neapel; at der ved Capua har været Oversvømmelser! ja De kan troe, det rører sig herude. Hvad De ellers har læst om de mange Overfald i Rom, da er neppe tredie Delen sandt! jeg har et Par Gange ved Midnat vandret ene i Gaderne og ikke en Kniv blinkede. ”Algemeine Zeitung” har beskrevet det lidt for galt. Har De seet Louise Collin siden hun blev gift? Kun een Gang har hun skrevet mig til, dog jeg har jo ogsaa kun skrevet engang, hun har sin Lyksalighed at tænke paa og jeg har saa mange Breve at skrive. Seer De Bredal, da hils ham fra mig, ogsaa Troels Lund og enhver af vore fælles Venner. Deres Moder og Søster er nu naturligviis No 1 med Hilsen! dette Brev bruger 15 Dage hjem, De faaer det altsaa omtrent Fredag den 12 Marts, da er jeg, vil Gud, i Neapel, eller maaskee paa Vandring op ad Vesuv eller seiler ind i den blaa Grotte. Hils nu smukt til Høiere og Venstre, Jomf Sanne, Fru Clementsen & og lad mig ved min Hjemkomst træffe Dem, Moder og Søster friske og glade; vil vor Herre jeg skal døe ude, i Grunden var det maaskee det Bedste for mig, da mødes vi jo Alle paa den store Udødeligshed Reise. Lev vel!

Deres hengivne
H. C. Andersen.

[Tilføjelse i marginen s. 1:] Af Lucien Bonapartes Datter har jeg i Carnevallet faaet en Bouquet, som jeg gjemmer.
[Tilføjelse i marginen s. 2:] Ingen er kjærligere og bedre til at skrive mig til, end Conferentsraad Collin, havde jeg ikke ham, saa saae det lidt galt ud med Humeuret, dog det er godt.

[På konvolutten:]
Velædle
Fru Balling født Næboe.
boendes i Laxegaden (første Dør paa Høiere naar man kommer fra Boldhuusgaden)
anden Sal.
Copenhaque
in
Danimarka

Arkivplacering
Arkiv 1. Andersen, H.C.A. I, 1
Emneord
H.C. Andersens rejser
Personer
H.C. Andersen · Helene Balling · Jonas Collin · Johan Ludvig Heiberg · Bertel Thorvaldsen
Sidst opdateret 03.11.2015 Print