Bakkehussamlingen

[10.9. 1802]

[Springforbi]

Min søde Siel!
Som en lydig Træl
du seer jeg ei forhaler
hvad du befaler
Tak for det Brev
som du i Søvne skrev
jeg er saa bevaagen
at skrive lysvaagen
Men det kommer af det
forstaae mig ret
du skrev da det lakked mod Aftenblund
jeg i den tidlige Morgenstund
som altid har Guld i Mund
I Aften skal Emilia
spille Rosalia
i Barberen fra Sévilla
(:Læg Mærke til min Acut
allerkiereste Snut:)
Jeg vil i Parterre
om ikke værre
det hændte sig let
jeg gik i Parket. //
Du seer hvor deiligt jeg kan rime
hvis det formerer den Estime
som af dig
mod mig
ydet blier,
saa spilder jeg hverken Pen eller Blæk eller Papir.
Hils Madam Drewsén
fra Din Ven
Nu vil jeg om Feen digte
en Vise paa staaende Fod
hvis Du vil være saa god
mig ikke at svigte.

Der var engang en underlig Fee
Juch hei und ho und heinonina
I Kiøbenhavn var hun sielden at see
in Frühlingszeit in Frühlingszeit
wenn Vögel singen weit und breit
Wer liebt der liebt den Springverbeit

Den Vise har jeg selv giort. Jeg har ogsaa giort een
om Atair.

Der blinker en lille Stierne
naar Natten falder ned
den blinker i det fierne
Ømhed og Kierlighed. //

Den Stiernelil at have
det var en gylden Skat
thi bad om denne Gave
vor Jord baade Dag og Nat.

Gud Fader i Himmerige
som altid er saa god
skabte en lille Pige
af Haar og Melk og Blod.

Og da man Pigen skued
to Atairer Stierner for een man saae
som noget skielmske lued
i hendes Øjne blaae.

Om Natten naar Stiernen blinker
en himmelsk xxx Sympatie
fra Jorden til Stiernen Himlen vinker
sødt svindende Melodie.

Hvad Under at disse Flammer
paa Himmelblaa Firmament
Adagiospilleren rammer
som er saa vel bekiendt.

Disse Vers maa jeg paa staaende Fod ryste ud af mit gamle Leverærme, mens Holm venter, tag altsaa til Takke!

Din A. Øhlenslæger.

[På konvolutten:]
A
Mademoiselle
Mademoiselle Heger
à
Springforbi