Bakkehussamlingen

                                                  Kiel, d 29^de Januar 1827.

          Høistærede Hr Etatsraad.

Efter i dette Øieblik at have læst Hr Etatsraadens Annonce i Dagen N^o 8, betræffende min Sal. Faders Minde, beklager jeg ikke strax personligen at kunne yttre Dem den Tak mit Hjerte gjerne ydede Dem for den ædle Maade hvorpaa De haver erklæret Dem i Anledning af den Strid, som destoværre er opstaaet ved Rygtet om at Theatret agtede at hædre Baggesens Minde. Et velmeent taknemmeligt Haandtryk vilde tolke mere, end jeg nu formaaer med Sort paa Hvidt. Hjerteligen fortryder jeg nu, ikke [at have]
gjort Hr Etatsraadens personlige Bekiendtskab [under] mit sidste Ophold i Kjøbenhavn, men [nogen] Gang vil jeg gjentage mine Besøg, indtil jeg personligen har lært den Mand at kjende, jeg længst agtede og nu tillige med sønlig Følelse har Kjær.
          Jeg behøver neppe at sige Dem, hvor ubehageligt det er mig, ja, hvor inderligen det smerter // mig, at bemærke at Parti-Aand med eensidige Dommere, [at] personlig Uvenskab med smaalig Hævnlyst ikke kan lade min Faders Minde Roe, da dog Døden ellers forsoner Alle. Medens at man i Udlandet søger at hæve min Faders udmærkede Sider, (uden Feil er Ingen) søge enkelte litterariske Spy-Fluer i Hjemmet, at beklækse de udmærkede, og fremhæve de svage. Dette krænker mig i samme Grad, som det paa den anden Side glæder mig, naar jeg seer at agtværdige Mænd hvis Omdømme ere mig magtpaaliggende, ere af en anden Mening. Ja, denne Glæde er større end hiin Krænkelse.
Jeeg for min Person har taget følgende Parti. Jeg forholder mig aldeles passiv i enhver litterairsk Strid hvori der omdømmes min Faders litteraire Værd, agtende ligesaalidet Smiger som Daddel; og arbeider imidlertid ufortrøden paa [Udgaven] af hans Værker, hvormed han bedst vilde kunde tale [s]in egen Sag, overladende Efterverdenen at dømme om han var stor eller lille som Digter. Men hvad ethvert Angreb paa min Faders personlige Ære, borgerlige Liv og Forhold i Hjemmet angaaer da har jeg, som min Faders danske Søn, arved fuld Ret til at modsætte mig et sligt. Min Broder Carl, Præst i Bern, er for fjern fra Danmark til at erfare slige Angreb, og er, som Geistlig, forhindret i at følge en sti der, som Soldat, staaer mig aaben. Det skulde gjøre mig ondt, hvis at Hr Etatsraaden troede // at lugte noget Renomisteri i denne Yttring.
Derfor tager jeg foreløbigen ei heller nogen Notice af Indmelderen i Dagen, der omtaler min Faders “usalige Lidenskaber” og derved beviser sin egen Lidenskabelighed, (Han vilde skamme sig, naar han saae i et Speil med hvilken Roe min Fader døde) men jeg ønskede dog gjerne at kjende ham. De vilde derfor forpligte Dem mig endnu mere, naar De gunstigst meddeelte mig Indmelderens Navn. De maae dog kjende ham. Den som besvarte hans første Bemærkninger kjender jeg ikke heller. Jeg formoder næsten Etatsraad Gierlew?
Naar De taler med Hr Etatsraad Olsen beder jeg, at formelde [denne] min Compliment, og Hr Etatsraaden selv beder jeg om at ansee dette Brev, som et […] Beviis paa min uskrømtede Taknemmelighed og inderlige Høiagtelse.

                                                                                                    Ærbødigst
                                                                                                August Baggesen

[På konvolutten:]
Høivelbaarne
Hr Etatsraad Fr. Thaarup
I I
i/ Kjøbenhavn