Christiane Oehlenschläger
Nicoline Hammeleff
Brevet er fra sommeren 1810, hvor Christiane og Oehlenhlenschläger tilbragte deres hvedebrødsdage efter brylluppet 17.5. på Christiansholm ved Klampenborg og if. Oehlenschlägers ”Erindringer”, III, 1851, 29 med søstrene Nicoline og Hanne Hammeleff som deres selskab.
Christiane Oehlenschläger fortæller Nicoline Hammeleff, at hun ikke har andet at tage sig til end at skrive til hende, da Oehlenschläger er i byen, hvor han spiser til middag hos Schimmelmanns. Hendes ensomhed har forøget hendes vemod, og desuden har hun hovedpine og kvalme. I dag får hun gjort rent, inden hun og Hanne Hammeleff skal komme. Christiane er ked af, at Hans Heger ikke har skrevet til hende, og det hjælper ikke at tale med Oehlenschläger om det, fordi han vil have, at hun skal finde erstatning for alt i ham selv. Nu glæder hun sig til, at de kommer ud til Christiansholm.
Fredag Morgen.
Kiæreste Nicoline! Jeg sidder ensom og allene i min Enkestand (thi min gode Oehlenschläger er i Byen) og har intet at giøre der mere frister mig end at underholde mig med Dig og min kiære Hanne). Jeg faaer disse Linier neppe til Dig før Du er i Begreb med at pakke Dine Sager sammen og begive Dig til den som længes saa inderligt efter Dig, som aldrig kan glemme Dig om Du var nok saa langt borte; men da jeg skriver Dem mere for min egen end Din Skyld, saa skal de dog blive til. Igaar gik Oehl: til Byen og Stine var ogsaa borte jeg var altsaa ganske ene, dog havde jeg en lille sød Dreng hos mig en stor Deel af Dagen, det er Forvalterens Søn // en ??? paa 4 Aar, Oehl kalder ham Forvalter Hvalpen, og gaaer sommetider ud med sammenknebne Tænder for at bringe ham levende eller død. Stine kom hiem igaar Aftes med den Beskeed fra Schimmelmanns at Oehl. spiste der til Middag idag igien, jeg seer ham altsaa ikke før i Eftermiddag. Min Ensomhed har uden at jeg selv har troet det, forøget min Vemod, jeg var desuden ret syg igaar, en rasende Hovedpine og Qvalme, som dog holdt sig skikkeligt i sine Skranker[?] til i Aftes, da det blev til en ordentlig Brækning. I Nat har jeg fantaseret ret artigt og ængstet Stine ret alvorligt. Idag haaber jeg dog det skulle blive bedre; jeg er bange jeg har pralet for // meget af mit Velbefindende i Førstningen. Idag faaer jeg mit hele Huus reengiort, jeg kan just ikke sige her var skident, men da jeg dog ønsker at indføre en stræng Orden, saa var det dog best at det skede mens Herren var borte og inden Frøknerne kom, især da det just træffer sidst paa Ugen. Min Fader har været ret haard imod mig, han har ikke sendt mig et Ord endnu, det har bedrøvet mig meer end jeg skiøtter om at sige. For Oehl. tør jeg slet ikke cittere[?] noget sligt, han vil jeg skal finde en Erstatning for alt i ham, og i en vis Henseende kan jeg det ogsaa, men [?] føler jeg, og jeg frygter at først Tiden vil lindre dem. Var der et christent Menneske der kunne formaae ham til at // skrive mig blot 2 Linier til, det ville lindre. Jeg har rigtig nok kun skrevet ham en Gang til, men Du veed jeg har hver Dag ventet at Oehl: og Stine skulle komme ind, og han kunne bedre mundtlig bringe min Hilsen.
Du troer ikke hvor deiligt her er; i dette Øyeblik seiler en Baad forbi Bellevûe, mens jeg sidder ved Oehl: Bord og kiæler for Dig, min søde Pige.
Jeg glæder mig usigeligt til at Du nu først skal giøre Christiansholms Bekiendtskab, det kan umulig andet end frapere Dig, og Du er partisk, i fald Du ikke finder dette langt grandiosere end Sh: man viser mig her en Opmærksomhed, en Underdanighed som rører mig, havde jeg kun Eder og Brev fra min Fader, saa var jeg vist meget lykkelig; men dette mangler.
[Tilføjelse i marginen s.1:]
Ane har et Par Lagener at sye for mig, vil Du betale hende andstændigt derfor, hvad enten de er færdige eller ej. Hun bringer dem til min Faders[?]. Jeg tænker 3 [mark]. -
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret 03.04.2014
