Den tidligste danske børnelitteratur

Knud Lyne Rahbeks fordanskede ABC, udgivet 1812.

Den allerførste danske og egentlige børnebog hedder Børne Speigel og er skrevet af Niels Bredal, udgivet i 1568. Værket er skrevet på rim i den såkaldte spejlgenre, hvilket skal forstås helt bogstaveligt – teksterne, oftest læredigte, skulle læseren spejle sig i og forsøge at efterleve og efterligne bedst muligt. De 28 sider er hovedsageligt belærende, hvad angår alt fra moral, hygiejne, religion og bordskik, og selvom forfatteren henvender sig til et klart formuleret barne-du, så henvender han sig ligeså meget til barnets forældre og i nogen grad også lærere, da det er dem, der skal påtage sig ansvaret for, at børnene tager ved lære af bogen. På samme tidspunkt og helt op til omkring første halvdel af 1800-tallet var folkefortællinger meget populære blandt både børn og voksne, nok mere populære og i hvert fald mere udbredte end fx Niels Bredals børnebog. Folkefortællingerne var dog ikke skrevet til et egentligt børnepublikum.

Der skrives i det hele taget ikke meget original børnelitteratur i Danmark i perioden 1558-1780 ud over skolebøger, der først og fremmest indebar udgaver af Luthers lille katekismus, ABC’er, regne- og formularbøger og senere også en form for læsebøger. I perioden udkom ikke meget mere end et par hundrede titler i alt, og som oftest var det oversættelser.

Indtil 1780 var børnebøgernes primære funktion at opstille ideelle forbilleder for de læsende børn, som børnene skulle eftergøre, efterligne og efterabe i deres eget liv. Den overvejende del af børnelitteraturen indtil 1780 kan betragtes som en slags varianter over Niels Bredals Børne Spiegel. Målet og indholdet i børnelitteraturen op gennem perioden forbliver på mange måder det samme. Bøgerne skildrer barnet, som man mener, det bør være: lærevillig og ren, i både bogstavelig og overført betydning, ikke mindst i religiøs forstand. I slutningen af 1700-tallet fremhæves dyden oftere og oftere som målet og som lastens (og syndens) modsætning. Henvendelserne til barnet spænder derfor fra leflen til trusler.

Når man taler om børnelitteraturen indtil 1780, skal man have for øje, , at den havde en meget begrænset udbredelse, både på grund af værkernes beskedne oplag (man mener, at der i den omtalte periode har været mindre end 50.000 dansksprogede børnebøger i omløb i alt) og på grund af periodens udbredte analfabetisme, som først blev mindre udbredt med indførelsen af dansk skolepligt i 1814.

På vej mod et nyt børnesyn – Locke og Rousseau

Romantikkens nye barndomssyn ses udfoldet her, hvor der er fokus på leg og kroppens frie bevægelighed. Tegning af Simon Klotz, forestillende Ida Brun.

I slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet blev hele Europa gennemløbet af nye filosofiske strømninger, som skulle vise sig at få stor indflydelse på bl.a. børneopdragelse og skoleforhold. De nye strømninger bredte sig til Danmark, samtidig med at der skete store ændringer på det danske bogmarked. Boghandlerne og forlagene organiserede sig, for at stå bedre rustet i et tiltagende læsende samfund, og der bredte sig sideløbende hermed en opfattelse af, at det at læse højt for børn og selv lade børn læse, medvirkede til børnenes oplysning og individdannelse.

Særligt filosofferne, englænderen John Locke og franskmanden Jean-Jacques Rousseau fik international betydning for børnelitteraturens udvikling. I Danmark var det særligt Rousseaus tankegang, der vandt indpas, formidlet igennem forskellige tyske pædagoger. Men der er ingen tvivl om, at både Lockes og Rousseaus tanker om børn, opdragelse og læsning har haft indflydelse – i hvert fald indirekte – på det danske børne- og opdragelsessyn.

Locke forholdt sig ligesom mange andre samtidige udelukkende til drengebørn i sine beskrivelser af opdragelsesprincipper. Han lagde afgørende vægt på barnets karakterdannelse. Locke betragtede det som unødvendigt at tvinge barnet til at lege eller læse, fordi individet, grundlæggende set, drives af en voldsom trang til aktivitet, der blot skal kanaliseres. Barnet skal lære at møde dagligdagens udfordringer og at bevæge sig rundt, som det falder barnet naturligt, fx ved at svømme. Locke modsatte sig alle former for pylren og forkælelse. Det overordnede mål var ifølge ham, at barnet udviklede selvbeherskelse.

Rousseau tillagde paradoksalt nok ikke børnelitteraturen megen værdi, men hans tanker fik alligevel stor indflydelse inden for skolevæsnet og børnelitteraturen. Hos Rousseau fødes hvert individ med en tabula rasa, dvs. en ren tavle, som gradvist tegnes ind af det omkringliggende samfund. Det, der er på spil hos Rousseau, er, hvordan mennesket med sit iboende væsen kan leve i og udvikle et samfund, der uundgåeligt må begrænse menneskets udfoldelsesmuligheder. Forestillingen om “naturlighed” er centralt for Rousseaus opdragelsestanker, ligesom det – i nogen grad – er hos Locke. Det blev afgørende for eftertidens og i første omgang romantikkens opfattelse af barnet, at man ligesom Rousseau tillagde barndommen en selvstændig værdi og ikke længere opfattede barndommen som et forstadie til voksenlivet. Barndommen blev altså en slags ”alder” i sig selv, hvor barnet udfoldede sig, opførte sig og lærte på en anden måde end voksne. Romantikkens syn på barnet og barndommen står dermed i direkte modsætning til oplysningstidens barnesyn, hvor man groft sagt opfattede barnet som en ufærdig voksen – en klump ler, der skulle formes og omdannes til voksenidealet.

Romantikkens børnesyn og -litteratur

I romantikken gjorde man op med oplysningstidens fornuftsdyrkelse og ophøjede i stedet intuitionen. Intuitionen blev betragtet som en naturtilstand, og naturdyrkelsen var et af de vigtigste kendetegn for romantikken – H.C. Ørsted taler fx om “ånden i naturen”, en enhed og helhed, som på én gang rummer det gode, det smukke og det sande. Man betragtede barnet som et intuitivt væsen, dvs. en særlig naturlig tilstand, der var tættere på menneskets naturlige udspring end den voksne. I stedet for at have den voksne som ideal, hvilket man havde haft i oplysningstiden, blev barnet et ideal for romantikerne. I forlængelse af Rousseaus tanker blev voksne nu betragtet som ”ødelagte” børn, og barndommen blev skildret – næsten ophøjet, til en særlig lykketilstand, der var uberørt at voksenlivets splittelse og kvaler. De nye tanker afspejlede sig i opdragelsen. I tiltagende grad opfattede man barnet som en plante, der voksede op på egne på forhånd naturgivne betingelser, og opdragerens rolle er derfor blot at vande og gøde planten.

Selvom børnesynet i 1700-tallet også havde taget udgangspunkt i Rousseaus forestillinger om barnet, dog tilpasset deres fornuftsprægede verdensbillede, drog flere af romantikerne langt mere radikale konklusioner: Barnet var nu noget særligt og derfor måtte børn have en særlig litteratur, som tog udgangspunkt i deres behov og egenart – en overbevisning, der stadig holder den dag i dag.

Den danske, romantiske forfatter Adam Oehlenschläger henvendte sig således direkte til barnelæseren i sin samling af bearbejdede eventyr fra 1816, Eventyr af forskiellige Digtere, hvori der findes et afsnit med børneeventyr, som Oehlenschläger havde udvalgt og oversat fra brødrene Grimms tyske eventyr. En vigtig pointe for Oehlenschläger – og senere for H.C. Andersen – var, at barndommen er en tilstand, som man som voksen kan vælge at fastholde eller give slip på. Hvor de voksne kan lære børnene fornuft og erfarenhed, kan børnene lære de voksne værdien af fantasi og uskyldighed. Sproget i bl.a. Oehlenschlägers indsamlede børneeventyr er da også meget enkelt og uslebent, og fortællingerne er korte for at inspirere barnet til at bruge og opøve fantasien. Skriftsproget i børnelitteraturen udvikler sig markant i romantikken: Fra slutningen af 1700-tallet og de første årtier i 1800-tallet får sproget en forholdsvis let tone. Sætningerne bliver kortere og enklere, og mundtligheden trænger sig på, når replikker bliver den foretrukne fremstillingsform. Inden for den talesprogsnære prosa brillerer især H. C. Andersens eventyr efter 1835 og årene fremover. Samtidens børnelitterater havde dog problemer med at acceptere H. C. Andersens eventyr som ordentlig børnelitteratur, fordi de var for kulørte og upålidelige. Som forfatter svævede Andersen derfor i lang tid mellem to stole, fordi børnelitteraterne ville have ham til at indordne sig, mens det øvrige litterære landskab ikke regnede eventyrerne for noget, fordi det jo bare var børnelitteratur.

Efterhånden blev det en udbredt holdning, at børn ikke havde brug for tidens belærende børnelitteratur, men for mytologi og gode eventyr. Ifølge Oehlenschläger og den danske filosof Søren Kierkegaard handlede det om at belære børn i børnehøjde. Når eventyret, altså folkeeventyret, i romantikken fremhæves som det bedst tænkelige læsestof for børn, hænger det blandt andet sammen med romantikernes opfattelse af, hvordan barnet udvikler sig. Romantikerne så nemlig en sammenhæng mellem menneskeslægtens kulturelle udvikling og det enkelte individs udvikling fra barn til voksen, hvorfor det altså for dem gav mening, at barnet først møder den ældste litteratur, den folkelige og mundtlige, især eventyr, sange, folkesagn, rim og remser.
Der var stadig forfattere, som forholdt sig kritisk over for eventyrenes fantasifulde universer. I 1824 skrev forfatteren Poul Martin Møller et debatindlæg om, hvordan man skulle beskytte børn mod skadelige morskabsformer. Noget af det, Møller harcelerede imod, var internationale eventyrsamlinger heriblandt Brødrene Grimms indsamlede folkeeventyr, som ifølge ham lullede børnene ind i en kunstig verden af overnaturlige væsner. Flere andre tog til genmæle mod Møller, blandt andre forfatteren Sille Beyer, som mente, at børn kunne lære meget af fantasifuld fiktion. Vedtagelsen af den første skolelov i 1814 og borgerskabets økonomiske muligheder bevirkede, at der var et voksende marked for børnelitteratur. Meget af 1800-tallets børnelitteratur var en slags brugslitteratur, som blev brugt i bestemte sammenhænge som f.eks. vuggeviser, sanglege, godnathistorier eller decideret skolelitteratur. H.V. Kaalunds fabler, f.eks. Den drøbte And fra 1845, var i mange år en del af skolernes pensum og B.S. Ingemann skrev Morgensange for Børn.

Biedermeier-perioden: Man hygger og hytter sig i hjemmet

I løbet af 1800-tallet vinder billedbogen frem, især fordi det med den tidlige og senere industrialisering af bogproduktionen bliver muligt at producere bøger – og billedbøger – i langt større omfang til langt færre omkostninger. Den romantiske (i nogle tilfælde Biedermeier-) forfatter Christian Winther udgav tre af sådanne illustrerede bøger til børn, der bestod af korte, fabellignende digte med tilhørende illustrationer. Bakkehussamlingen har fx originalmanuskriptet til, hvad der blev Winthers tredje billedbog til børn, 25 Billeder for Börn, der blev udgivet i 1875.

Fra 1820’erne til 1880’erne kom de korte tekster på mode i børnelitteraturen. Det var en tid, hvor man hyggede og hyttede sig derhjemme, og hvor højtlæsning for børn blev mere udbredt. De korte fortællinger som eventyr, fabler og rimdigte egnede sig netop eminent til højtlæsning.

Dyrkelsen af den hjemlige hygge hørte biedermeier-tiden til. Traditionelt plejer man at henregne årene 1820-1850 til biedermeier-perioden, men betragter man børnelitteraturen isoleret, så strækker biedermeier-perioden sig helt til 1880’erne. Biedermeier-litteraturen dyrkede generelt det småborgerlige og hjemmet. Familien var i fokus, og særligt det hverdagslige blev udfoldes i litteraturen. Familiebilledet var gerne børnerigt, harmonisk, idyllisk og nostalgisk. Dette er fx Winthers halvheyske børnebøger gode eksempler på.

Illustration til Christian Winthers børnebog 25 Billeder tegnede for Börn, tegnet af S. Simonsen.

______________________________

Kilder:
Karlskov Skyggebjerg, Anna: “Morskabslæsning, magi og moralsk oprustning”, i: Weekendavisen (Bøger), nr. 3 19. januar 2018, s. 14-15

Mouritsen, Flemming: “Dansk børnelitteratur – i 1700-tallet og 1800-tallet”, i: BUKS – Tiddskrift for Børne- og Ungdomskultur, nr. 60, 2016, s. 253-275

Weinreich, Torben: Historien om børnelitteratur, København: Branner og Korch, 2006