Johanne Luise Heibergs far var katolik og stammede fra Rhinlandet, mens moren kom fra en jødisk familie i området omkring Frankfurt am Main. Forældrene mødte imidlertid hinanden i København, hvor også Johanne Luise Heiberg blev født. Indtil 1815 drev forældrene en beværtning, Lille Ravnsborg, på Nørrebro. De fik otte børn, hvoraf Johanne Luise var den næstyngste.
Fra 1816 til 1820 boede moren i Ålborg sammen med børnene, hvor hun ernærede sig som madmoder for soldater. I Ålborg husede moren også J.F. Zangenbergs danseskole, hvor Johanne Luise og hendes søster modtog gratis undervisning i dans.
I 1820 flyttede familien tilbage til København, hvor moren blandt andet etablerede et sommertraktørsted i et telt på Dyrehavsbakken. I samme periode lærte Johanne Luise at synge opera og med en personlig anbefaling fra Zangenberg i bagagen, kom hun til optagelsesprøve ved Det Kgl. Teaters balletskole på Hofteatret.
Hun fandt på dette tidspunkt god støtte hos vennen J.G. Harboe.

I 1821 debuterede hun som balletdanser og optrådte herefter ved flere forestillinger. Fra 1823 begyndte hun at modtage undervisning i skuespil, og hun optrådte blandt andet i en opførelse af Adam Oehlenschlägers Correggio (1823). I 1826 spillede hun med i P.M. Møllers stykke Hans og Trine på Hofteatret, og ved denne opførelse blev hun bemærket af den 21 år ældre dramatiker og instruktør Johan Ludvig Heiberg. Betaget af hendes talent skrev han umiddelbart efter en rolle til hende i vaudevillen Aprilsnarrene, som blev opført i 1826. Dette stykke blev ikke alene J.L. Heibergs gennembrud, men også Johanne Luises. Samme år blev hun optaget som elev ved Det Kgl. Teater.
Heiberg skrev efterfølgende flere roller til hende, heriblandt rollerne som Christine i Et Eventyr i Rosenborg Have (1827) og Agnete i Elverhøj (1828).
Under sin forlovelse med skuespilleren Christopher Hvid, flyttede Johanne Luise ind hos Heibergs mor, Thomasine Gyllembourg, på Christianshavn, og her fik hun indsigt i borgerskabets dannelsesidealer. Hun brød forlovelsen med Hvid, og i 1831 giftede hun sig med Heiberg. Sammen flyttede de ind hos Thomasine Gyllembourg.
Johanne Luise fortsatte sin karriere som skuespiller efter giftermålet med Heiberg.

I kraft af sine roller og stærke fortolkninger var hun i høj grad med til at præge og udvikle dansk dramatik i midten af 1800-tallet.
I 1840’eren var hendes karriere på det højeste, og i 1847 spillede hun rollen som Julie i Romeo og Julie. Denne præstation fik Søren Kierkegaard til at skrive en afhandling om hende. Udover Heiberg skrev også andre dramatikere roller til hende, blandt andre Th. Overskou og H.C. Andersen.
Hendes nærmeste venner var imidlertid dramatikeren Henrik Hertz og skuespilleren Michael Wiehe.

Som dramatiker skrev hun vaudevillerne En Søndag paa Amager (1848), Abekatten (1849) og En Sommeraften (1853), som blev publikumsfavoritter, men hun valgte at forlade teatret i 1858 i forbindelse med en teaterfejde. Kort efter vendte hun tilbage som skuespiller, og hun blev på teatret til 1864. Efter endnu tre års pause vendte hun tilbage – denne gang som Det Kgl. Teaters første kvindelige sceneinstruktør. I denne position satte hun blandt andet flere af Henrik Ibsens og Bjørnstjerne Bjørnsons dramatiske stykker op.
Hun var en ivrig brevskriver, og flere af hendes korrespondancer er udkommet efter hendes død, heriblandt brevvekslingen med A.F. Krieger.
I 1882 udgav hun værket Peter Andreas Heiberg og Thomasine Gyllembourg. En Beretning støttet paa efterladte Breve ved Johanne Luise Heiberg, som handlede om forholdet mellem svigerforældrene og deres skilsmisse.

De sidste 15 år af sit liv brugte Johanne Luise på at tage sig af tre adoptivdøtre fra Skt. Croix, som hun havde taget til sig efter Heibergs død i 1860. De var alle slægtninge til ungdomsvennen Harboe, der begik selvmord. Hun følte, at hun skyldte ham så meget, og derfor forkælede hun børnene på alle tænkelige måder.

I årene efter Johanne Luises død udkom hendes selvbiografi Et Liv gjenoplevet i Erindringen I-IV (1891-92). Værket, som hun påbegyndte i 1855, lå færdigskrevet længe inden hendes død. Det blev imidlertid først udgivet posthumt efter hendes død, da hun ikke ønskede at opleve dets udgivelse.

Referencer

Busk-Jensen, Lise: Romantikkens forfatterinder, bind 1-3, København, 2009
Cedergreen Bech, Svend, m.fl.: Dansk Biografisk Leksikon, København, 1980
Tønnesen, Allan: Bakkehusets Historie, Valby, 1995

Sidst opdateret 02.11.2013