Bakkehussamlingen

Bakkehuset d: 2 Dec:

Kiære, elskværdigste Kronprinds!

Og dersom jeg nu virkelig efter Din Begiæring offrede Dit velsignede Brev – der under Læsningen var mig en sand Hiertestyrkning – til Flammerne: hvad giorde jeg da vel andet, end dette, at jeg bragte et skiønt Offer paa Venskabets hellige Alter, uden derved i mindste Maade selv at blive fattigere? Var da dette virkelig et Offer? Nei! ikke uden jeg bragte mit Hierte tillige. Thi der, og eene der, i det Inderste, ”in the heart of my heart,” bevarer jeg dog alt Ædelt og Godt, der bliver mig til Deel i Livet. Derimod fløy ogsaa strax Aanden af Dit kiære Brev, og hvad der blev tilbage var egentlig kun et afsiælet Legeme. Men da jeg dog imidlertid har en Ahnelse om, at dette Legeme igien kunde besiæles, naar jeg nemlig // bragte det i Berørelse med en anden besiælende Gienstand (jeg overlader til Din egen Kløgt at udfinde hvilken) saa vil jeg dog meget bede om, at Du vil unde mig at beholde, hvad Du har tiltænkt Flammerne. Kun frygter jeg, at Du altfor prophetisk har nævnt disse ulykkelige Flammer og det ovenikiøbet paa Fransk; thi har jeg læst ret i Franskmandens Physionomie, saa frygter jeg meget, at det bliver ham, som Skiæbnen har bestemt til at komme i eller over Flammerne. Hør nu mine Grunde, og kan Du giøre mig billige Indvendinger saa fortie dem ikke! Thi da Du som Kronprinds nødvendig maae have en mere udstrakt Praxis, end jeg, der forresten næsten er altfor klog paa de legemlige Goder, suspenderer jeg ganske min Dom. Ogsaa maae jeg tilstaae, at jeg i mangfoldige Aar ikke har havt meget Samqvem med en // saa kostbar Herre, som Din Franskmand. Intet er derfor rimeligere, end at han har imponeret mig, saa jeg frygter for at behandle ham en canaille, dersom jeg behandlede ham slet og ret, som en Vestphaler eller plump Holstener. Jeg vil derfor spørge Dig, om Du ikke syntes, det var anstændigst først at lade gaae igiennem en Smule Feg[e]feuer"":/fodnoter/266– thi dertil trænge dog alle vi Dødelige – og derpaa luttret af Flammerne at fremtræde med fuld Grazie den 18 Dec: som er Din og min velsignede Rahbeks Fødselsdag. Og naar Du nu selv vilde beære hans Debut med Din kronprindselige Nærværelse, hvor smuk og høiti[de]lig, og Din Franskmand værdig, blev da ikke denne Scene? Svar mig nu kiønt oprigtig – som Dit hele Væsen er – paa dette Spørgsmaal.
Nu kan jeg endelig komme til af mit ganske Hjerte, at takke Dig for Dit kiærlige Sindelag og dettes Yttringer. Troe mig, kiære Edvard, at Venskab der kommer fra saa reent // et Hierte som Dit er mit Livs allerbedste Næring. Og skal jeg som Din oprigtige Veninde giøre et Ønske for Dig, da er det dette: at Du vil bevare Dit Hierte fremfor Alt hvad der bevares, fordi Livet (ikke det af Tid og Rum indskrænkede Liv, men det, hvis Kilde Evigheder ikke kunne udtømme) udgaar deraf.
Undskyld nu dette af Spøg og Alvor sammenblandede Brev (om hvilket vor spydige Ven, P. ville sige at der var for mange Flammer deri) der er affattet i vel megen Hast, fordi jeg ikke kunde udsætte nogen eneste Dag at skrive til Dig, efter at have modtaget Dit Brev og Franskmanden, der først ankom i Gaar Eftermiddags paa Hovedet af vor daglige Fodpost.
Vi hilse Dig begge af vort inderste Hjerte, og bede os kiærlige erindrede hos Dine velsignede Forældre!

Din
tro hengivne K:M: Rahbek.